Læs interviewet og se videoen med Yahya Hassan, der er indstillet til Læsernes bogpris 2014 for 'Yahya Hassan'. Interviewet har været bragt i Berlingske.
Yahya Hassans debutdigte har skabt flammende debat og hidsig mediedækning og er solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Men digtene blev skrevet i de stille nattetimer og med mobiltelefonen fuld af noter.
Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske tirsdag d.4. 2. 2014
Digtsamlinger udkommer i små oplag og bliver læst af få mennesker. For de fleste er digte noget, der var en pligt i skoleårene. En rebus af ord på brudte linjer, som sjældent gav mening.
Alene på den baggrund er Yahya Hassans selvbetitlede digtsamling en sensation. 12. oplag, står der i min udgave, og det samlede salgstal er nu på over 100.000.
Men hvor den 18-årige Hassan er blevet diskuteret og interviewet om det indvandrermiljø, han skriver så intenst om, og bliver brugt i vidt forskellige ideologiske og politiske sammenhænge, så er det her – med nomineringen til Danmarks Biblioteksforenings og Læsernes Bogpris – bogen og litteraturen, det handler om. Og da vi mødes, er det også tydeligt, at Hassan gerne vil tale om bøger og sin poesi og ikke længere orker den store diskussion om ghettoer og samfundets indretning.
»Jeg har ikke rigtig flere ord«, siger han, da vi mødes. Ham, mig og hans to sikkerhedsvagter. Men ordene kommer af sig selv efter det indledningsvise spørgsmål om, hvad der var hans første store læseoplevelse:
»De første bøger var måske ikke så litterære. Jeg læste Dan Browns »Da Vinci mysteriet« og Stieg Larssons »Millennium«-trilogi. Den slags. Men jeg skrev faktisk, før jeg begyndte at læse. Jeg boede i et område, hvor der blev etableret nogle rapskoler. Så jeg skrev raptekster. Men det blev akavet med tiden; det var for karikeret, og der var en attitude i det, der var for hård på den dumme måde. Så jeg begyndte at skrive noget, der ikke var rap. Tekster som skulle stå alene, uden musik. Det var noveller og senere de digte, der er i min bog.«
Hassans allerede ikoniske digtsamling med de hvide, kantede bogstaver på forsidens sorte baggrund blev til om natten:
»Dér var der tid og ro, og jeg kunne være alene. Du er selv forfatter, så det kender du vel. Ens arbejde er jo ikke sat i system som et almindeligt job, sådan fra otte til fire. Og der var en periode, hvor jeg skrev en masse ord og sætninger ned på telefonen, som altid var lige ved hånden. Jeg skrev, mens jeg levede mit liv. På en mobil, på et stykke papir eller på min computer. Den er gået i stykker nu, så for tiden skriver jeg i hånden. Når digtere siger, at det er vigtigt, hvad man skriver på, så tænker jeg »what the fuck«. Papiret eller telefonen er jo bare et middel, det er overhovedet ikke vigtigt.«
Digtet som statement
Det første, læseren opdager, når »Yahya Hassan« åbnes, er, at alle digtene er skrevet med versaler. At Yahya Hassan bogstaveligt talt taler med store bogstaver.
»Det er en grafisk ting«, forklarer han. »Man kan sige, at det kommer til at ligne råb. Men for mig får de store bogstaver digtene til at ligne statements. Sådan lidt: Det er det her, jeg har at sige, og det må I forholde jer til. Sådan blev det, det med de store bogstaver, fordi jeg ville have det sådan, og der var heller ingen andre, der så digtene, før jeg sendte dem til forlaget.«
Forlaget, Hassan taler om, er Gyldendal. Og det var dem der i første omgang kontaktede ham, ikke omvendt.
»Jeg blev kontaktet af en redaktør derindefra. Han havde hørt om mig gennem en digter, jeg kender, som hedder Lars Skinnebach. Han er også inde omkring Forfatterskolen, hvor jeg går nu.«
Forfatterskolens udannelse er toårig, og den har Yahya Hassan tænkt sig at gennemføre. Ellers vægrer han sig, da jeg spørger til fremtiden:
»Jeg har skrevet en bog, der er en samling indtryk, som har nødsaget et udtryk. Hvis der kommer flere indtryk, som nødsager et udtryk, så kommer der en bog mere. Men du får det til at lyde, som om mit liv er overstået, når du spørger, hvad der skal ske med mig nu. Jeg er 18 år og går på Forfatterskolen de næste to år. Det er vel fremtidsplaner nok, er det ikke?
Ord er som ost
Yahya Hassan virker også irriteret, da jeg spørger, hvordan han har det med for mange at være »ham indvandrerdigteren«.
»Selvfølgelig er jeg fra et miljø og ud af en bestemt baggrund. Men jeg repræsenterer i sidste ende kun mig selv. Og jeg er ligeglad med, hvad folk gør med mine digte. De er som en ost: En ost kan enhver købe i et supermarked og selv bestemme, om de vil bruge den på deres pizza, i kødsovs eller noget tredje eller fjerde. Det er ikke ostens problem. Det samme gælder en digtsamling: Hvis du er politiker, kan du bruge det i én dagsorden, hvis du bor i et socialt belastet område, kan du bruge det i en anden. Bogen står alene nu. Hvad folk bruger den til, er ikke mit problem.
Jeg spørger, om det har været det hele værd. Truslerne, hade-mailene, vreden fra dele af indvandrermiljøet.
»Det hele værd? Hvad mener du? Hvis man er på vej over gaden, så kigger man sig for. Er det en stor vej, skal man kigge sig ekstra for. Sådan er mit liv, og det har jeg selv valgt, og jeg ved, hvad jeg gør. Ellers havde jeg jo bare valgt at gå over i fodgængerfeltet.«
Kommentarer