Af litteraturstuderende Tine Jørgensen
At være anderledes og være bevidst om det, er et centralt omdrejningspunkt i denne læseværdige selvbiografiske roman. Vi følger pigen Jeans barndom på New Zealand og er vidner til, hvordan familien på grund af faderens job ved jernbanen, er nødsaget til at flytte fra stationsby til stationsby inden, de ender på New Zealands sydkyst. Som læser følger vi, hvordan Jean opdager, at hun er anderledes, både på grund af hendes ’kluntede’ udseende, men også fordi hun ofte fordyber sig i poesiens, fantasiens og eventyrets verden.
Selvom romanen er selvbiografisk skal man, som læser, være opmærksom på, at det er forfatterens egen version af erindringer. Frame indikerer da også i starten af romanen, at det er en nedskrevet blanding af kendsgerning, sandhed og erindring.
Familieliv og fattigdom
Hverdagen for den unge Frame er præget af en mor, som er altopofrende og en far, som indimellem har et hidsigt temperament. Familien er fattig, og igennem romanen får man som læser et indblik i hvordan, New Zealand fungerede i mellemkrigsårene. Blandt andet får vi indblik i den glæde, som familien oplever, da de på grund af Labour-regeringen får slettet en del af deres gæld til staten og får adgang til socialhjælp.
Selv om pengene er små, tages der dog indimellem på udflugter, hvor børnene får lov til at udfolde deres fantasi. På den måde får de udvidet deres dagligdag, som ellers går med at udforske nye steder, hvor de bor. Og da de en sommer får en ven, Marguerite, bliver de lykkelige over, at hun har lyst til at tage med dem på ferie. Her får vi et indblik i de kontraster, som skildres. Frame-børnene betragter Marguerite, som værende anderledes; hun benytter sig af andre ord end de gør, hun går i katolsk skole, og hendes mor har rigtigt tøj på – og ikke de lasede klude, som deres mor går i.
Familien oplever flere store sorger. Først bliver storebroderen Bruddie ramt af en form for epilepsi. Forældrenes forskelle kommer til udtryk i forhold til broderens sygdom; faderen mener, at sygdommen kan kureres med slag og formaninger om, at drengen blot skal tage sig sammen, mens moderen vil gøre alt for, at sønnen får den hjælp, han har brug for. Så hun opsøger alle mulige specialister for at kurere ham.
Hun mener ligeledes, at han vokser fra det. Derudover bliver familien ramt af endnu en stor sorg, da storesøster Myrtle drukner. Det tager hårdt på Janet, der opsluges af sorgen. Hun begynder samtidig i højere grad at drømme om at blive forfatter/digter, men føler heller ikke hér, at hun passer ind i den profil. På trods af broderens sygdom og søsterens død, er hun nemlig – med egne ord – sørgelig bevidst om, at hun ikke har nogen af de handicap, der bliver værdsat hos digtere.
At forholde sig til ærlighed og tillid
I bogen støder vi på flere pudsige episoder, hvor den unge Janets anderledes forhold til verden viser sig. Blandt andet kredser hun særligt omkring begreberne ærlighed og tillid – og om det kan betale sig at udvise disse dyder. Hun føler ofte, at det ikke betaler sig, for det viser sig altid at have konsekvenser, når hun fortæller sandheden eller stoler på folk.
Konsekvenserne viser sig f.eks., når hun sidder hos den frygtede tandlægen og får besked om at snuse til et fint lyserødt håndklæde (som er fyldt med bedøvelse). Eller når hun ved middagsbordet – ivrig efter at dele dagens begivenheder med forældrene - proklamerer, at hendes 12-årige søster og en kammerat kneppede om eftermiddagen. Her reagerer faderen med at slå løs på søsteren, og det som for børnene var en leg ender i stedet med, at søsteren nærmest går i chok.
Løgn er tværtimod en form for beskyttelse, hvilket står klart for Janet, da hun skal stå skoleret efter at have stjålet penge fra hendes fars lommer. Penge hun har brugt til at købe tyggegummi til resten af klassen.
At være anderledes
Undervejs i romanen opdager hun i højere og højere grad, at hun ikke altid passer ind. Hun har stort kruset hår, får ikke lov til at sjippe med de populære piger, og da hun tager klavertimer, bliver hun formanet om at passe på sine negle – og må erkende, at hun med hendes "svømmehud" har nogle veldokumenterede mangler.
På mange måder får Janet tiden til at gå med at lege med fantasi og ordsprog. Det er dette, som i sidste ende får hende videre i livet. Redningen for Janet bliver nemlig hendes begavelse. I skolen bliver én af lærerne opmærksom på hendes evner, og på grund af disse får Janet chancen for at fortsætte skolegangen. Hun er heldig at få legater, og samtidig afsætter forældrene de nødvendige ressourcer til hende.
Om forfatteren:
Janet Frame (1924-2004). New Zealandsk forfatter, som på grund af faderens job ved jernbanen flyttede meget rundt i sin barndom. Hun debuterede med novellesamlingen The Lagoon Stories i 1951. Janet Frame levede i mange år på en psykiatrisk afdeling og var (fejlagtig) erklæret skizofren. Kort før hun skulle have foretaget en lobotomi (det hvide snit), blev en læge opmærksom på hendes skrivetalent, og hun slap dermed for indgrebet. Hun er mest kendt for de selvbiografiske romaner; Til Er-landet, En engel ved mit bord og Sendebudet fra spejlbyen. Bøgerne er sammenfattet i filmen En engel ved mit bord af Jane Campion (The Piano).
Artikel
Janet Frames Er-landet


Af litteraturstuderende Tine Jørgensen
At være anderledes og være bevidst om det, er et centralt omdrejningspunkt i denne læseværdige selvbiografiske roman. Vi følger pigen Jeans barndom på New Zealand og er vidner til, hvordan familien på grund af faderens job ved jernbanen, er nødsaget til at flytte fra stationsby til stationsby inden, de ender på New Zealands sydkyst. Som læser følger vi, hvordan Jean opdager, at hun er anderledes, både på grund af hendes ’kluntede’ udseende, men også fordi hun ofte fordyber sig i poesiens, fantasiens og eventyrets verden.
Selvom romanen er selvbiografisk skal man, som læser, være opmærksom på, at det er forfatterens egen version af erindringer. Frame indikerer da også i starten af romanen, at det er en nedskrevet blanding af kendsgerning, sandhed og erindring.
Familieliv og fattigdom
Hverdagen for den unge Frame er præget af en mor, som er altopofrende og en far, som indimellem har et hidsigt temperament. Familien er fattig, og igennem romanen får man som læser et indblik i hvordan, New Zealand fungerede i mellemkrigsårene. Blandt andet får vi indblik i den glæde, som familien oplever, da de på grund af Labour-regeringen får slettet en del af deres gæld til staten og får adgang til socialhjælp.
Selv om pengene er små, tages der dog indimellem på udflugter, hvor børnene får lov til at udfolde deres fantasi. På den måde får de udvidet deres dagligdag, som ellers går med at udforske nye steder, hvor de bor. Og da de en sommer får en ven, Marguerite, bliver de lykkelige over, at hun har lyst til at tage med dem på ferie. Her får vi et indblik i de kontraster, som skildres. Frame-børnene betragter Marguerite, som værende anderledes; hun benytter sig af andre ord end de gør, hun går i katolsk skole, og hendes mor har rigtigt tøj på – og ikke de lasede klude, som deres mor går i.
Familien oplever flere store sorger. Først bliver storebroderen Bruddie ramt af en form for epilepsi. Forældrenes forskelle kommer til udtryk i forhold til broderens sygdom; faderen mener, at sygdommen kan kureres med slag og formaninger om, at drengen blot skal tage sig sammen, mens moderen vil gøre alt for, at sønnen får den hjælp, han har brug for. Så hun opsøger alle mulige specialister for at kurere ham.
Hun mener ligeledes, at han vokser fra det. Derudover bliver familien ramt af endnu en stor sorg, da storesøster Myrtle drukner. Det tager hårdt på Janet, der opsluges af sorgen. Hun begynder samtidig i højere grad at drømme om at blive forfatter/digter, men føler heller ikke hér, at hun passer ind i den profil. På trods af broderens sygdom og søsterens død, er hun nemlig – med egne ord – sørgelig bevidst om, at hun ikke har nogen af de handicap, der bliver værdsat hos digtere.
At forholde sig til ærlighed og tillid
I bogen støder vi på flere pudsige episoder, hvor den unge Janets anderledes forhold til verden viser sig. Blandt andet kredser hun særligt omkring begreberne ærlighed og tillid – og om det kan betale sig at udvise disse dyder. Hun føler ofte, at det ikke betaler sig, for det viser sig altid at have konsekvenser, når hun fortæller sandheden eller stoler på folk.
Konsekvenserne viser sig f.eks., når hun sidder hos den frygtede tandlægen og får besked om at snuse til et fint lyserødt håndklæde (som er fyldt med bedøvelse). Eller når hun ved middagsbordet – ivrig efter at dele dagens begivenheder med forældrene - proklamerer, at hendes 12-årige søster og en kammerat kneppede om eftermiddagen. Her reagerer faderen med at slå løs på søsteren, og det som for børnene var en leg ender i stedet med, at søsteren nærmest går i chok.
Løgn er tværtimod en form for beskyttelse, hvilket står klart for Janet, da hun skal stå skoleret efter at have stjålet penge fra hendes fars lommer. Penge hun har brugt til at købe tyggegummi til resten af klassen.
At være anderledes
Undervejs i romanen opdager hun i højere og højere grad, at hun ikke altid passer ind. Hun har stort kruset hår, får ikke lov til at sjippe med de populære piger, og da hun tager klavertimer, bliver hun formanet om at passe på sine negle – og må erkende, at hun med hendes "svømmehud" har nogle veldokumenterede mangler.
På mange måder får Janet tiden til at gå med at lege med fantasi og ordsprog. Det er dette, som i sidste ende får hende videre i livet. Redningen for Janet bliver nemlig hendes begavelse. I skolen bliver én af lærerne opmærksom på hendes evner, og på grund af disse får Janet chancen for at fortsætte skolegangen. Hun er heldig at få legater, og samtidig afsætter forældrene de nødvendige ressourcer til hende.
Om forfatteren:
Janet Frame (1924-2004). New Zealandsk forfatter, som på grund af faderens job ved jernbanen flyttede meget rundt i sin barndom. Hun debuterede med novellesamlingen The Lagoon Stories i 1951. Janet Frame levede i mange år på en psykiatrisk afdeling og var (fejlagtig) erklæret skizofren. Kort før hun skulle have foretaget en lobotomi (det hvide snit), blev en læge opmærksom på hendes skrivetalent, og hun slap dermed for indgrebet. Hun er mest kendt for de selvbiografiske romaner; Til Er-landet, En engel ved mit bord og Sendebudet fra spejlbyen. Bøgerne er sammenfattet i filmen En engel ved mit bord af Jane Campion (The Piano).
Kommentarer