I krimien »De savnede« har detektiven mere travlt med at finde sig selv end med at opklare forbrydelser. »Mænd har det med at flygte, når problemerne melder sig,« forklarer forfatteren, Thomas Rydahl.
Af Sarah Iben Almbjerg . Artiklen har været bragt i Berlingske
Ikke alle, der flygter, skal findes.
Sådan lyder underrubrikken på De Savnede, den anden bog om flossede Erhard, der ernærer sig som selvbestaltet privatdetektiv på De Kanariske Øer, hvor der altid er en forsvunden scooter eller et gammelt klaver, der skal findes eller videresælges.
Den midaldrende anti-helt overlevede knap og nap Thomas Rydahls debutroman, Eremitten, og det går ikke meget bedre i ”De savnede”. Her er Erhard flyttet ind i et dyrt nybyggeri med havudsigt og alt for høj husleje. Dagene går i langsomt tempo – enten i selskab med de to geder eller med nogle af de andre mærkværdige skæbner, der lever på de forblæste øer.
Det er netop dem - og ikke så meget forbrydelserne, der fascinerer Thomas Rydahl.
”Jeg er intenst optaget af Erhards oplevelser. Hvad får en mand til at flygte fra sin familie, og hvordan kan man leve med at have truffet så radikalt et valg, der både er uansvarligt og forkert?”, spørger forfatteren, der har skabt Erhard ud fra sin undren over mænds manglede evne til at håndtere konflikter
”Jeg er selv midt i en undersøgelse af, om jeg er en rigtig eller en forkert mand. Jeg synes, at det er interessant at undersøge, hvad maskuliniteten er, og det har slået mig, at de fleste mænd har så svært ved at håndtere kriser. Opstår der problemer, er der rigtig mange, der flygter - ind i de praktiske opgaver, i alkohol eller helt ind i et nyt forhold. På den vis er Erhard et skræmmebillede på, hvad der kan ske, når man ikke forsøger at deale med de problemer, der opstår”, siger Thomas Rydahl.
Han mener, at en del af problemet skyldes, at mænd - i modsætning til kvinder - mangler et sprog til at tale om de svære ting. Den muskel har kvinderne øvet mere.
”Men i vores kultur er opfattelsen af det maskuline endt med at være den muskuløse mand, der har et særligt sprog om kvinder. Og det er også det billede, som kvinder har forholdt sig til. Men der er ikke meget sårbarhed i den forestilling. Sårbarheden bliver skjult og gemt væk”.
Derved gør man kun tingene sværere for sig selv. Ifølge Thomas Rydahl burde mænd i højere grad dele tanker og erfaringer. Ligesom fraskilte kan få glæde af at dele deres oplevelser efter et brud, kan mænd måske blive klogere på de valg, de har truffet.
Men visse mænd skal meget langt ud, før de kommer dertil. I Erhards tilfælde skal han først flygte til en af Europas yderste grænser. Thomas Rydahl har placeret ham på Fuerteventura.
”Jeg synes bare, at der er noget vanvittigt ved den placering. Det var landingspladsen for Colombus, og øen er lige så rå og kikset som Erhard selv. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at Erhard rendte rundt med en butterfly på Mallorca”, forklarer Thomas Rydahl – der ikke bare sørgede for at Erhard kom til den yderste grænse. I ”De savnede” skulle han også opsøges af sin fortid.
Mens han passer sig selv og øens forsvundne genstand bliver Erhard nemlig opsøgt af en kvinde og hendes TV-hold, der leder efter savnede danskere. ”Det er altid faren, der er blevet væk”, siger hun til Erhard.
”Mødrene rejser ikke. De bliver. Ligegyldigt hvor forfærdeligt det hele er. De bliver. Som kaptajner på gennemhullede skuder”.
”Spørgsmålet er, hvordan man håndterer fortiden, når den kommer tilbage. Min udfordring var at vise mødet mellem Erhard og kvinden. I forbindelsen med min research talte jeg med folkene bag TV2s program om forsvundne personer. De fortalte mig faktisk, at det ikke er alle, der ønsker at blive fundet. Og det er heller ikke altid, at mødet giver forløsning for dem, der ledte. Tværtimod kan man måske have bedst af at holde fast i sin vrede og den energi, der ligger i det”.
Selvom Erhard har udsat andre for det ultimative svigt, så har Thomas Rydahl bevidst forsøgt at give sin hovedkarakter nogle sympatiske sider mellem alle hans fejl. På trods af, at Erhard sætter ild til en møbelbutik og stjæler en anden persons identitet, har han også læserens sympati.
”Men man skal se efter det i de små sprækker, hvor man fornemmer hans savn efter kærlighed. Eller i de poetiske øjeblikke, hvor han føler sig taknemmelig over det taktile - som vinden, der blæser. Rent fortællemæssigt siger man, at hvis du har en karakter, der drømmer om noget, vi andre drømmer om, så er det nemmere at identificere sig med ham. Og det gør Erhard”.
På den måde håber Thomas Rydahl, at man kan genkende sig selv i den midaldrende anti-helt. Især i hans fejl og mangler.
”Jeg synes faktisk, at det er interessant med så fejlfyldt en karakter, der næsten får læserne til at føle, at han altid vil værre end dem. Ingen gider læse om en duksedreng, og alle har jo underlige tanker. Det gør os jo hverken forkerte eller kriminelle”.
Med den tro i tankerne har Thomas Rydahl valgt at håbe på, at krimien med den tvivlsomme Erhard faktisk kan have en slags morale.
”’De savnede’ er en hyldest til det at tilgive sig selv. Det er et håb om, at man vågner op og tager livet på sig. Der er noget systemisk galt med den måde, mænd relaterer til sig selv på, som du også ser i, at mænd går mindre til lægen og dør af sygdomme, der måske kunne være kureret. Eller når du ser, hvordan de går til grunde, når tingene blive svære”, siger Thomas Rydahl og fortsætter.
”Erhard skal ikke gå til grunde. Han skal sætte tingene på spidsen, så læseren kan se sig selv i hans kamp. Sådan er det jo med god litteratur. Og hvis ikke man kan identificere sig med ham, kan man i hvert fald have lov til at tænke, ’Godt det ikke er mig’.”
Interviewet er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.
Kommentarer