Den første bog ødelagde et langt, ulykkeligt liv. Den næste havde nær kostet ham livet. Alligevel er der ingen vej uden om: Han må skrive. Interview med Knud Romer i forbindelse med nomineringen til Læsernes bogpris 2019.
Af Jeppe Bangsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende
»Kort over Paradis« krydsklipper mellem to spor: Et selvbiografisk, hvor vi bl.a. er med på Falster og i den københavnske reklamebranche i 1990erne og et andet, hvor vi følger diplomatsønnen M. under eksotiske himmelstrøg. Hvad var din ide med de to, umiddelbart meget forskellige spor?
»Det er to sider af historien om et venskab mellem en virkelig person og – sjovt nok – en fiktiv person, min amerikanske ven og mig selv. Vi gennemlever på hver vores måde en kuldsejlet ungdom i forsøget på at finde vores plads og høre til i livet – og ender begge med at opleve et radikalt illusionsbrud og meningstab og miste vores far. Den ene historie – min egen – kommer aldrig i gang. Den anden fører ingen vegne i en tilværelse på fronten af Den kolde krig, hvor alt er løgn og kulisser. Sådan udfolder romanen sig i en spejling, der foregår Østen for solen og Vesten for månen mellem fiktion og virkelighed. De skriver fra højre til venstre i Mellemøsten, mens vi skriver fra venstre til højre i Vesten. Vi ryster på hovedet, når vi siger nej. De nikker opad. Vores huse åbner sig udadtil med nydelige, velplejede forhaver – man kan se ind ad vinduerne på vaser og nips i karmen. Deres huse vender ryggen til i lukkede facader uden vinduer, men åbner sig indadtil mod de smukkeste haver – og så videre i en uendelighed.«
Hvad giver den spejling?
»Det er en historie i øst og vest om at finde sig selv som en anden i spejlbilledet: Dobbeltgænger – og det taler sit eget sprog, når den fiktive del af romanen – spejlbilledet - er stødt på modstand og afvisning som irrelevant, selv om den tager os med på Tusind og en nats eventyr og også beskriver baggrunden for den militante Islam og konflikten med Iran, som mildest talt har en afgørende betydning for os i dag. For skønlitteraturen bliver fortæret i det glubske »reality-show«, der vil kigge gennem nøglehullet i endnu en omgang bekendelser fra forfatteren i den trygge overbevisning om, at der ikke altid er tale om virkelighedsfremstillinger, som er fremstillet i aktivt forstand – af nogen til nogen med henblik på noget – og realisme er ikke et gennemsigtigt vindue til virkeligheden, men billeder på en væg, der er lige så stiliserede og genrebestemte som alt andet, når det kommer til stykket. Betingelserne for at komme med et gyldigt og forpligtende udsagn i et spejlbillede af virkeligheden – og en selv - findes ikke længere, og »Kort over paradis« var for mit vedkommende den eneste måde at gøre det på i en dateret genre fra fortiden - dannelses- og udviklingsromanen: Det knuste spejl.«
I din debut »Den som blinker er bange for døden« var afsættet også det selvbiografiske. Dengang var det et greb, der skabte overskrifter. Nogle år senere, med Karl Ove Knausgårds »Min kamp«, kom en enorm bølge af autofiktion som vel nærmest har gjort det mainstream at skrive på sin egen historie. Hvilke tanker har du gjort dig om det skifte undervejs?
»Torsdag den 15. november 2007 mødte jeg Karl Ove for første gang i Hamburg til Nordische Literaturtage, hvor vi optrådte med hver vores roman. Knausgård havde »En tid for alt« under armen. Den var meget tyk og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og handlede om engle. Min egen var meget tynd – og handlede om min mor og havde indbragt mig et nervøst sammenbrud. Bagefter tog vi alle de gratis øl til os, som vi kunne få – sekundærgevinsten ved at spille rollen som forfatter og ofte også den eneste – og jeg løftede hans roman op fra bordet: »Det er noget af et låg, du har fået lagt på gryden, … engle?«. Knausgård kastede sig ud i »Min kamp«, hvor han omsider skrev om det eneste, som gælder: sig selv. Det er sådan set det, alle forfattere gør, hvis de er deres titel værdig.«
Der gik 12 år fra din debut til »Kort over Paradis« kom. Du har selvfølgelig lavet alt muligt andet i mellemtiden, men jeg fornærmer vel ikke nogen ved at kalde romanen en usædvanlig svær toer. Hvad gik galt?
»Den som blinker er bange for døden« opfyldte mit livs umulige drøm om at udkomme på gudernes forlag i Frankfurt: Insel Verlag. Man signerer det første eksemplar fra trykken og får lov til at stille det i bankboksen til de andre i kælderen under Villa Unseld. Det var mit største indbrud, troede jeg, men det sidste, jeg hører fra dem på vej hjem, er: »I øvrigt, hr Romer, bare fordi deres første roman udkommer her, betyder det ikke automatisk, at deres næste gør det!« Jeg var spærret inde med romanen i bankboksen – og det tog mig 9 år at knække koden og 3 år at skrive 527 siders lyrisk prosa, som var god nok til at blive antaget af Insel Verlag igen. Første gang ødelagde det et langt, mislykket liv. Anden gang var det tæt på at koste mig livet. Nu har jeg ikke flere liv tilbage at gøre godt med.«
Var der tidspunkter, hvor du tvivlede på, at det nogensinde ville lykkes at få skrevet en bog?
»Nej.«
Du har beskrevet bogens tilblivelse som en lidelsesfuld proces. Hvis det var så stor en pine at skrive den, hvorfor så egentlig udsætte sig selv for det?
»Ingen vej tilbage og ingen anden vej frem.«
Kommentarer