Den tyske forfatter og filmskaber vendte det lille mandtal til aftenens største styrke, da han gæstede Dokk1 d. 22. september.
Reportage af Mathias Bernbom Andersen
Efter de store og summende litteraturaftener, som Aarhus præsterer stadig flere af i det lune efterår, var der noget usædvanligt og intimt over det åbne gulv, som opstod i torsdags i havnebibliotekets mindste sal. 20 mennesker sad på fire rækker, tre kameraer rullede i mellemrummene, og sænket i midten for det hele, i en karrygul lænestol, mødtes Roes med den lille forsamling både afslappet og engageret, i ørkenfarvet tøj og ternet halstørklæde.
Der var irske mikrobryg i indgangen. Aftenen lagde ud med oplæsninger på tysk og dansk fra Venskabets historie – Roes’ ambitiøse roman om venskabet og den blomstrende og vaklende kærlighed mellem tyske Matthias og algierske Yanis.
Det er en smuk og legende roman. Men havde man kun et lille kendskab til den, kunne man sagtens have spået (og måske frygtet) en højbrynet aften af tung filosofi på Dokk1 – i hvert fald en langt mindre tilgængelig personlighed end den smilende Roes, der retter sig i stolen og klukker på kanten af sædet. Han sonderer publikum med sit ivrige og venlige blik.
Ud af stilheden
Ligesom filosofien i værket i virkeligheden baner vej for en nær fortælling om intimitet og identitet, handler i aften nemlig også om mødet mellem mennesker. Den handler om Roes, der sidder med os i eget kød og blod, og sågar os selv, som han vil indfange og udspørge og lytte tavst og eftertænksomt på. Det er egentlig et forfriskende take på meningen bag forfatterturnéer. For det handler jo om at komme ud og møde hinanden, læser og forfatter, modtager og afsender af verdenssyn og fortællespind. Og efter den første time kommer vi til netop det, som Roes lader til at have glædet sig mest til: Gulvet åbnes for spørgsmål og samtale, og nu forventer han pludselig noget mere end vores tavse opmærksomhed og beamende øjne. Han vil have vores stilhed ud i noget håndfast og særegent, noget så skræmmende som hvad vi så selv synes, hvordan vi selv tænker, og hvilke fortællinger, vi abonnerer på.
Det kommer der nogle spændende ting ud af. Værket giver afsæt til spørgsmål om politik, om at definere sig selv i en verden, hvor ’mærkater’ er nuancerede eller ikke eksisterende, dernæst om flygtningekrisen, som presser på døren og de reaktive og hadefulde tendenser, der bliver synlige i Europa med nøjagtig samme hastighed. Der er denne spredning i emnerne på det åbne gulv.
Der er også de, som forbliver tavse under samtalen, mens andre virker mere villige til at gribe bolden, som Roes har kastet os. Én afbryder sit andet tyske spørgsmål for at slå hånden ud til sin stolerække og sige: Sig mig, er i bange for at spørge? – Og det kan der måske være noget om.
Nært og personligt
Nogle gange bliver vi kaldt reserverede eller ’rigide’ i Norden. Men noget andet er at sidde på klods hold af romanforfatteren. Når kameraerne drejer omkring med spottet, og polerne, som er så vante under ’aftener i litteraturens tegn’, skifter. Det giver energi til et format, som nogle gange bliver brødtungt men også – som Roes skal beskrive det efter arrangementet – ”distanceret”.
Samtidig kommer man dog ikke uden om, at den tyske forfatters ’nære’ version af litteraturarrangementet kan være intimiderende. Det er en slags glatis at blive hevet ud på at snakke med, når forfatteren er til stede - det taler lige meget til nysgerrigheden og folkeskolenervøsiteten i mig. Derfor er det også heldigt, at Roes er en dygtig ’konduktør’. Han sporer trådene i samtalen og binder dem op, og han vender endda mit eget kluntede spørgsmål til en fin pointe om de unge generationers kæmpemæssige frihed, hvad angår venskab, seksualitet og kærlighed. En frihed, som står til at miste, går han videre til at opfordre, og der skal værnes om den konstant.
Ligesom Venskabets historie føles aftenen på den måde organisk og hverken stram eller fastsat på akademiske vendinger (selvom Roes har et langt og forskelligartet katalog at trække på). På samme måde føler jeg mig fint tilpas her med mit mindre end gode øre for tysk – på række med folk, der for det første kan deres gloser, for det andet virker godt bevandrede i romanens filosofiske rammesætning.
Jeg tror på den måde, at der en personlig og særlig kvalitet at hente fra de ’små’ forfatterarrangementer som det, der foregik på havnen i torsdags. I hvert fald, hvis man har mod på det. Efter samtalen, som Roes gerne ville have fortsat, går de fleste op for at trykke ham i hånden. Han taler familiært og længe med dem og således slutter arrangementet en halv time efter tid. Vi går dryssende derfra og ud af en aften, der rigtignok har været i ’litteraturens tegn’ - men i form af et møde og en samtale mellem fremmede mennesker.
Kommentarer