Romanen er bygget op om jeg-fortælleren Jos forhold til sin fraværende mor.
Af stud.mag. Anne Kirstine Munk
Hvordan gør man op med barndomssvigt for selv at kunne forholde sig til verden; og desuden; hvordan tager man et opgør med en mor, der aldrig er til stede?
Det er decentrale spørgsmål, som svejtsiske Zoë Jenny (f. 1974) stiller i sin lille debutroman Blomsterstøvsværelset (tysk Das Blutenstaubzimmer), der udkom i 1997. Romanen er bygget op om jeg-fortælleren Jos forhold til sin fraværende mor: Da min mor flyttede ind i en anden lejlighed et par gader væk, blev jeg hos far, indleder Jo sin fortælling om ungdomsspleen.
Udgangspunktet er altså moderens forsvinden, og romanen er en beretning om, hvordan Jo prøver at finde og fastholde sin mor. Det er en deprimerende fortælling om ungdomssortsind og problemer med at få livet til at hænge sammen.
Tolv år efter, at moderen er rejst til Italien for at gifte sig på ny, rejser Jo af sted for at genfinde hende. Jo er blevet student og ved ikke rigtigt, hvad hun skal stille op med sit liv; men genforeningen med moderen er ikke helt, som hun havde tænkt sig. Et stykke tid efter Jos ankomst dør moderens mand, Alois, i en bilulykke, og det gør kun Jos kontakt med hende endnu mere umulig.
Som en anden Tornerose lukker moderen, Lucy, sig inde i Alois’ atelier, hvor hun har dækket gulvet med blomsterstøv. Fra et vindue i døren kan Jo se hende, men hun kan ikke komme i kontakt med hende. Da Jo i et raserianfald smadrer alle vinduerne ind til atelieret, kommer moderen ganske vist ud – men i stedet for at forholde sig til Jo finder hun en ny mand, Vito, at kaste sin kærlighed på.
Vito inviterer først moderen på weekendophold, siden på overraskelsesferie til det Indiske Ocean – den eneste note, Lucy giver Jo er et postkort, hvor hun skriver, at hun virkelig trænger til noget tid for sig selv. Igen er Jo alene – i et fremmed hus i et fremmed land. Dagdrømme og mareridt blander sig med hendes vågne sansninger, og både for læseren og for Jo er det svært at skelne mellem virkelighed og mareridt.
Drømmen om et andet sted
Blomsterstøvsværelset er ubetinget Jennys største succes; hun har senere udgivet et par andre bøger, men ingen har fået så stor udbredelse som Blomsterstøvsværelset, der er oversat til 27 sprog. Bogens styrke er de præcisebetragtninger, de skarpe replikudvekslinger (der ville have meget været morsomme, hvis ikke de også var så triste) og den elegante metaforstruktur af blomsterstøv og sommerfugle.
Romanen er på mange måder en trist beretning om fortvivlet ungdom og generationsvrede; og den er interessant, fordi Jo hele tiden balancerer på en skarp line mellem at overleve og gå under. I den berømte tyske beretning om Christiane F.: Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1979), der var et billede på ungdomsstorbystemningen et par generationer tidligere, er det selve derouten – stofmisbruget og prostitutionen – der bliver undersøgt.
I Blomsterstøvsværelset er det skridtet inden det går så galt, der bliver udforsket. På den måde er det måske en mere genkendelig ungdomsfortvivlelse; i stedet for som Christiane F. at drukne sig i stoffer, befinder Jo sig hele tiden på tærsklen til overvældende selvdestruktivitet, og hun bevarer en skarp sans for at betragte og beskrive sin omverden.
Alene tilbage i Alois’ hus begynder Jo at tage ind til byen, hvor hun bliver venner med det forsømte rigmandsbarn Rea. Selvom Rea både ryger hash og tager ecstasy er det ikke rigtigt det, der fænger hos Jo – hun spytter ud igen, da Reas usympatiske og voldelige kæreste Nicola tilbyder hende ecstacy. For Jo længes efter en mere konkret udvej, et fysisk sted at tage hen, så hun overbeviser Rea om, at de skal rejse til Milwaukee (!) for at starte på en frisk.
Opgør med mor
For Jo bliver det afgørende at få en eller anden slags forhold til sin mor – kun på den måde kan hun selv komme videre med sit liv og blive voksen. Men hvad har det af konsekvenser for ens identitet, hvis ens mor ikke vil forholde sig til, at hun er mor? Da Jo skal introduceres for Vito, har Lucy lidt kvaler:
”Hør engang, Jo, jeg har ikke nævnt dig over for Vito endnu, jeg mener, han aner ikke, at jeg har en datter. Jeg tænkte, at vi kunne fortælle ham den halve sandhed, at du er min yngre søster.”
”Klart,” sagde jeg tørt, så hurtigt og selvfølgeligt som havde jeg i årevis øvet mig på dette
øjeblik.
Mens Lucy går i terapi efter Alois’ død er det sågar Jo, der agerer omsorgsfigur for hende; men lige vidt hjælper det, Lucy forsvinder hurtigt og forpligtelsesfrit igen. Jo ender med at forlade det tomme hus og tage hjem til sin far, der har fået en ny kone; heller ikke her er der plads til hende.
Der er en stærk, gennemgående (og forståelig) vrede hos Jo, og der er en stor smerte over at være blevet svigtet og forladt. Romanens åbne slutning giver måske et håb om, at Jo kan finde en meningsfuld fremtid et andet sted; men indtil det sker, er det bestemt værd at læse hendes ungdomsbetragtninger over familie og identitetsskabelse.
Kommentarer