Sebastian Nathan har vundet Munch-Christensens debutantpris 2022 for sin digtsamling 'Honey Moon'. Her kan du læse Anne-Marie Mais tale til vinderen.
Hvis ikke man allerede har læst Sebastian Nathans debutdigte, Honey Moon, kan man glæde sig til at få en smuk bog i hånden, som man kommer til at vende tilbage til. Sådan er det, fordi Nathans bog slet og ret føles godt at opholde sig i. Ikke fordi digtene ikke handler om tilværelsens skyggesider, men fordi der er noget velgørende menneskeligt i alt, hvad der foregår i digtene.
Nathans debut har fået sat ord på sig som henkastet, skødesløs, ungdommelig og ubesværet. Men flere af de begejstrede anmeldere har også straks måttet erkende, at en sådan karakteristisk ikke er helt rigtig. Bogen er bedragerisk simpel, siger en af dem. For mig er bogen i højere grad forførerisk og sammensat. Som læser overraskes man fra starten: en bog, der kaldes Honey Moon, begynder ikke med kys og bryllupsklokker, men med en ensom digter, der spiser is på en kirkegård og cykler rundt i en let jakke og lange bukser. Jo, jo kirkegårde har været heftige elskovssteder i digtningens historie, men denne digter er alene med sin is, sin cykel og en sorg. De følgende linjer ser tilbage på en lykke, som de elskende gav hinanden, men digtet slutter i en voksende stilhed.
Samtidig ved læseren ikke rigtig, hvor i kærlighedshistorien vi er: er kærligheden forbi, er den nutid eller er det kun minderne, der ikke bliver tilbage, men også fragtes bort. Og hvilken rolle spiller mon drengene, der sætter ild til en affaldscontainer?
I et manifest, skrevet til dagbladet Information siger Sebastian Nathan om sine digte: ”det er ikke banalt eller naivt at tro på noget, der er smukt. jeg tænker på det sårbare som et oprør. ømhed er en ægte, vigtig og skøn politisk kraft. teksten er et alternativ, der er ved at blive formuleret, den fyldes af det vi savner.” (21.5 2021)
Som læser er man allerede fra starten hooked på dette univers, dette alternativ, hvor sol, måne og flyene på himlen er aktører i digterens følelsesliv. Snart møder læseren andre aktører: drengene, kragerne, højhusene, vandet, græsset, spejlet, nætterne og drømmene.
Skildringen af det første møde med den elskede dirrer af nervøsitet:
[…] jeg var så nervøs
se, solen den er gået ned før klokken fire
se solen, den er helt væk
vi mødtes sådan her:
drak øl
du fandt mig i en høstak, en snedrive
en bunke af blade i efterårsferien.
Mødet er på en gang biedermeieragtigt rørende, sjæleligt smerteligt og lysende midt i en mørk verden og visnende verden. Man tænker, at øldrikkeri, folkekomedie a la Morten Korch og høj poesi ikke sættes sammen, men det kan det selvfølgelig, og det sker hele tiden i Sebastian Nathans digte.
Digtene danner efterhånden et eventyrligt landskab, hvor digteren ligner Gerda fra H.C. Andersens Snedronningen, der leder efter drengen Kay. Når krager dukker op i poesien, skal man altid være meget forsigtig, for krager er eventyrlige fugle, der hører sammen med mørket og det ukendte. De er mulighed og fare på en og samme gang. Hos Nathan flyver de mellem drøm og virkelighed som i denne strofe:
kragerne sætter sig i grenene
der er vokset en skov frem
folk forsvinder bag træerne
det er også blevet mørkt
jeg kigger på søen
vandet er dybt, det er ligesom et spejl
Kommentarer