Bogen blev forbudt i England og USA. Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
Da amerikanske Henry Millers (1891-1980) første bog, Krebsens vendekreds (1934, da. 1954), i 1934 udkom på det engelsksprogede parisiske forlag Obelisk Press, vakte den skandale. Den blev straks forbudt i både England og USA, fordi den med sine eksplicitte beskrivelser af sex overtrådte pornografilovgivningen i begge lande. Først i 1961 blev den endelig udgivet i USA, men udgivelsen blev straks politianmeldt, og først efter en længere retssag blev den endelig frigivet.
Lovgivningen taget i betragtning var det nok forventeligt, men Krebsens vendekreds er langt mere end simpel pornografi: i virkeligheden spiller de seksuelle beskrivelser ikke en særlig stor rolle for historien. Beskrivelserne må snarere ses som et forsøg på at skrive frit og uden grænser – alle emner skulle kunne beskrives, alle sider af livet skulle repræsenteres.
Langt vigtigere for bogen selv end dens frisindede seksualbeskrivelser er spørgsmålet om hjemløshed og manglen på penge. For det, Millers bog beskriver, er eksistensens minimum: Hvordan kan man overleve og finde sig selv uden penge, uden logi og uden fremtid?
Krebsens vendekreds er Millers fascinerende svar. På trods af hovedpersonens sortsyn og beskrivelserne af en nedrig verden, hvor ingen behandles efter fortjeneste, og på trods af skildringerne af desperation og afmagt, så gennemstrømmes bogen af et overvældende livsmod. Nok er livet surt og sort, men der er stadig skønhed og frihed at finde. Krebsens vendekreds er i større eller mindre omfang selvbiografisk; den er bygget på Millers liv i Paris fra 1930 til starten af 1932, men Miller har taget sig en del poetiske friheder i sin særegne blanding af selvbiografi, poetisk association og social kritik.
Fattig og uden fremtid
I 1930 forlod Miller desillusioneret det USA, han ikke kunne udholde, og som han senere beskrev bl.a. i Det airconditionerede mareridt (1947, da. 2010). Han kunne som 39-årig se tilbage på et liv uden nogen særlig succes:Han afbrød sin universitetsuddannelse efter kun et enkelt semester, han havde haft et utal af midlertidige ansættelser, og hans forsøg på at slå igennem som forfatter – det havde han prøvet på de sidste otte år, inden han forlod USA –var mislykkedes.
Kun tre små artikler var blevet trykt i forskellige tidsskrifter. Tiden inden hans liv i Paris har Miller i øvrigt beskrevet i opfølgeren, Stenbukkens vendekreds (1938, da. 1955), som afslutter fortællingen fra Krebsens vendekreds.
Miller ville altså til Europa for at opleve verden i fodsporene på utallige amerikanske forfattere, kunstnere og intellektuelle, der havde levet fra hånden og i munden i Paris. Især i tyverne var der et livligt amerikansk røre i Paris, hvilket bl.a. er blevet beskrevet af Ernest Hemingway (1899-1961) i Og solen går sin gang (1926, da. 1941).
Rejsen til Europa var foranlediget af Millers daværende kone, der også havde opfordret ham til at blive forfatter. Hun havde været med til at finansiere rejsen, men pengene rakte ikke langt, og han måtte snart leve på gaden. Oprindeligt var det ikke Millers plan at blive i byen:Han ville være rejst videre til Madrid, men Paris lokkede med sin stemning og sit frisindede miljø, og da Miller løb tør for penge, kunne han lige så godt blive i Paris.
Ved bogens begyndelse bor hovedpersonen hos en ven, der har ladet ham bo gratis i et værelse i en ledig lejlighed. Lejligheden bliver dog snart lejet ud til anden side, og han må leve på gaden, indtil han bliver taget ind af en anden ven. Han har ingen penge og skaffer sig mad ved ublu at nasse sig ind hos venner og bekendte, som lader ham spise med en gang om ugen. Da han har skaffet sig syv forskellige aftaler, er han således sikret mad hver eneste dag.
Det er ikke en tilværelse, der lyder særligt tillokkende, men vores hovedperson er mere end tilfreds:
”Jeg har ingen penge, ingen ressourcer, intet håb. Jeg er den lykkeligste mand i verden. For et år siden, seks måneder siden, tænkte jeg, at jeg var kunstner. Jeg tænker ikke længere over det, jeg er.”
Oplevelserne i Paris og Frankrig har berøvet vores hovedperson alle hans illusioner og forestillinger, og i stedet har han fundet sig selv midt i fattigdom og elendighed – men til stede.
Skønhed i undergangen
Fortællingens ydre omstændigheder bliver aldrig særlig vigtige, og historien skrider frem fra den ene episode til den anden uden nogen særlig sammenføjning. Det vigtige er, hvordan Henry Miller bliver den kunstner, han altid gerne har villet være, og hvordan han finder ud af, hvem han selv er. Paris bliver, med alle sine ludere, fattige og kunstnere og med sin friere omgangstone, for Miller den redning, der befrier ham for præstationsangst og de hæmninger, den omklamrende amerikanske moral har presset ned over ham.
For Miller og for fortælleren er verden i krise. Den har mistet alt af værdi, har opgivet alt på økonomiens alter og tilbage er massemenneskets samfund, hvor indre værdier og den autentiske personlighed er blevet ofret. Det er en kritik, der var meget udbredt i tiden. Miller havde den især fra sin læsning af den tyske filosof Oswald Spenglers hovedværk Vesterlandets undergang (1918-1922, forkortet dansk udgave 1962), hvis tanker om civilisationers uundgåelige cyklus af fødsel, modning og fald går igen i Millers beskrivelse af den vestlige verden som på vej mod undergang.
Men i Millers hænder bliver verden alligevel levende; sproget koger og snor sig, verden bliver elektrisk, og vi føler det delirium, han ønskede at beskrive. I Millers beskrivelse bliver verden kaotisk, ustyrlig, grænseløs, og Miller selv fremstår på samme måde uforståelig og umulig at indfange. Vi kan ikke nå til bunds i hverken mennesket eller i os selv, men vi kan kaste os ud i livet og leve det fuldt ud på trods.
Derfor skal vi stadig læse Henry Miller: Fordi han giver os modet til at kaste os ud i verden, modet til at insistere på, at selv om verden er kaotisk, grufuld og meningsløs, så er det stadig muligt at finde skønhed og at finde ind til glæden ved livet.
Kommentarer