Himmelanker og Lambubo

Line-Maria Lång havde lige udgivet sin første roman, da hun mødte sit litterære forbillede Jan Sonnergaard. ’Himmelanker’ handler blandt andet om deres venskab, om at miste og om forbundenhed. 
 

Lyden af forfatterens fødder over trægulvet. Hun åbner døren på klem til rummet, vender sig og ser på os. ”I må godt se derind, hvis I lover kun at kigge over håndtaget. Nu åbner jeg døren meget hurtigt. Herinde hænger ’Himmelanker’, maleriet som romanen har fået navn efter.” Døren knirker, da hun åbner helt. I et glimt er det muligt at fange formationer, farver og komposition af ’Himmelanker’. En stjernehimmel. En fritsvævende kvindefigur dækket af et komplekst mønster. Fra figuren stråler tråde ud i mørket og mod de stjerner, der lyser på himlen. Hun lukker døren til rummet igen. Vi er i en lejlighed midt i Brønshøj på besøg hos forfatteren Line-Maria Lång.
 

Venskabet
”Jeg begyndte at skrive alt det, som jeg kan huske om Jan ned, fordi jeg var bange for at glemme ham. Jeg var så ked af, at der var nogle detaljer om min far, som jeg ikke kunne huske længere. En ting er at miste et menneske, men en anden ting er også at miste nogle af de oplevelser, som man har haft med det menneske. Menneskets duft. Menneskets måde at komme ind i et rum. Menneskets måde at sukke på. Derfor satte jeg mig og skrev om Jan. Undervejs dukkede der så nogle ting op om min far, som også figurerer i nogle passager i bogen. ’Himmelanker’ består af et udvalg af mine minder om Jan og af den dagbog, som jeg førte om ham, den periode jeg blev syg af sorg. Jeg var så ked af det og chokeret over, hvor hurtigt det vi elsker, kan blive taget fra os.”

Line-Maria Lång mødte Jan Sonnergaard umiddelbart efter hun debuterede med novellesamlingen ’Rottekonge’ i 2009. Et særligt venskab opstod mellem dem gennem deres fælles passion for mad, kunst og litteratur. Jan Sonnergaard debuterede i 1997 med ’Radiator’, første bind i en novelletrilogi. Trilogien indbefatter også novellesamlingerne ’Sidste søndag i oktober’ og ’Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen’. Det gjorde ham til måske den stærkeste repræsentant for rå halvfemserrealisme. Centralt i hans forfatterskab står samfundskritikken, og han havde et skarpt blik for ensomhed og de udstødte. Fremmedgjortheden er en væsentlig tematik i hans bøger. Jan Sonnergaard døde 53 år gammel i 2016 i Beograd, lige inden Line-Maria Lång skulle have besøgt ham.

”En af grundende til at jeg har skrevet ’Himmelanker’, er at Jan var meget speciel. Et af de mest kompromisløse og generøse mennesker jeg har kendt. Eller sødmefuld som han selv ville sige. Jeg ville ønske, at alle havde haft en Jan.” Hun ser ned på bordpladen og lader hånden glide henover træfladen. ”Det er hans bord, som vi sidder ved. Jonas (Line-Marias kæreste forfatteren Jonas Bengtson) og jeg arvede møblet fra ham.”

Planetsøster og planetbror
”Jeg tror, nogen gange møder man et menneske, som er ens menneske. Ligesom man kan have en planetsøster eller planetbror, hvor man er lavet af det samme grundstof, og så finder man sammen. Også selvom man er ekstremt forskellige. Jeg tror, det var sådan med Jan og mig. Der var et eller andet. En fælles fornemmelse for nogle ting. Helt konkret en fælles humor. Og langsomt noget, der blev til virkelig sand kærlighed. For det kan det jo, også være med en ven. Og så har jeg skubbet på. Jeg har aldrig været bange for, at gå efter det jeg ville have, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ville have ham i mit liv. Vi har jo nogle konflikter i løbet af bogen, og der tror jeg, det var vigtigt for ham, at jeg beviste min kærlighed til ham, og gik med ind på hans præmisser. Men så handler det om hengivelse, at sige jeg forstår det ikke, men jeg forstår, at det her er vigtigt for dig.”

Feen
En rød hårlok falder nedover hendes ansigt. Line-Maria Lång ser på døren til rummet, hvor ’Himmelanker’ hænger. Hun vender sig og siger:

”Ej, nu havde jeg jo, lagt alt mit rod derind, så I ikke skulle se det. Men der er faktisk en anden, som I skal møde.” Hendes trin over trægulvet. Døren knirker igen. Hun lukker den på klem. Så kommer hun ud af døren med en dukke i hånden. En fe. Med et stort rødt hår. Hun stiller den på bordet. ”Jan gav mig den her fe til en middag. hvor han havde sagt, at alle gæsterne skulle have gaver med. Sådan kom han ofte med nogle regler, om hvordan det skulle være. Han kunne sige husk at tage store gaver med til min fødselsdag. Han kunne godt finde på at bestille ting, hvis han havde sat sig noget i hovedet. Det kunne måske nærmest ses som en test af kærligheden og venskabet, fordi han også nogle gange bad om nogle lidt urimelige ting. Jan holdt mange, mange fødselsdage jeg har været med til at fejre ham tre gange på et år.” Hun løfter feen. ”Jan gav mig den her til mit dukkehus. Er hun ikk’ sød? Hun kan også bevæge armene og alt muligt.” Hun flytter på feens arme og ler. ”Det var bare vildt rørende for mig, at få den her lille fe i den rigtige størrelse, så hun passer til både møbler og dukkehuset. Hun er husets eneste beboer. Men det her er jo noget af det Jan og jeg slås med i bogen. Han siger, at han ikke forstår det overbarnlige, at han ikke kan bruge det til noget. At vi skal være lidt mere alvorlige.

Lumbubo
”Lambubo er noget som kunsten, naturen og musikken kan give. Det er der, hvor det hele netop blander sammen. Det er en måde at finde tilbage på. Det er en måde at mærke far, der på en eller anden måde er blevet en slags engel, fordi han døde da jeg var 12 år. Faktisk lignede han en af de der tykke engle på glansbillede, da han var barn. Det er den følelse af at være forbundet med det og med ham, det at føle sig våget over. Når man lader sin fantasi fare, er man i kontakt med noget andet. Men der er også en alvor i det. Et flydende element. Det drømmende element. Det element, der løfter os op. For mig er fantasien adgangsgivende, til alt det, der er forbundet. Det giver en følelse af, at noget fortsætter, selvom det egentligt er stoppet. Det er netop det, kunsten kan, og måske især musikken. Det er efterhånden for mig blevet et nærmest spirituelt rum. Et overgangssted. Der findes nogle overflade steder, hvor jeg føler vi kan forbinde os med alle dem vi har mistet, hvor der er en ro og en skønhed omkring det. Der har været mange hårde perioder for mig lige siden Jan døde. Det har været en glæde at finde ud af, at de små ting stadig er der. For eksempel kan jeg nogle gange finde på at danse, og her er det jo så, at det kommer til at lyde lidt sært. Jeg har fået for vane at danse og så forestille mig, at jeg har en meget stor grøn kålorm foran mig. Og igen med fare for at lyde sindssyg. Altså en kålorm, der går op til livet. Jeg kan anbefale alle at prøve det.” Der bliver ved med at være latter og glæde i hendes stemme, imens hun fortæller om kålormen.

Det findes
"For mig er ’Himmelanker’ det vigtigste, jeg har skrevet. Jeg undrer mig egentligt over, at jeg kunne gå så lang tid uden at skrive om sorgen. Den lille pige, der mistede sin far, da hun var 12 år, sidder der også. Jeg føler med den her bog skriver jeg det, som jeg er lavet til, fordi jeg skriver om sorg, men også om håb. Man kan have en tendens til at tillægge det nyeste, der er sket mest værdi. Men hvis man tager et glas med forskelligt farvet sand, der repræsenterer forskellige ting, der er sket, så er der jo ingen kronologi i det, hvis man ser tilbage på livet på den måde. ’Himmelanker’ er et stykke af mit liv, hvor den her mand Jan betød ufatteligt meget, og gjorde ufatteligt meget, og det har også vægt. Det er noget, jeg tænker meget over, ikke kun at fokusere på det allernyeste, der er sket. På samme måde er det med forliste venskaber. Hvis det har været smukt, har det jo været smukt. Det findes".

Hør podcasten ’Himmelanker’ her: https://pod.link/1542105789 hvor Line-Maria blandt andet fortæller om venskabet imellem hende og Jan Sonnergaard. Podcasten er skabt af Skæve Kulisser alias forfatter Nanna Grønbech Petersen og podcastproducent Jon Günther Pilgaard Andersen.

Blå bog

Navn: Line Maria Lång

Født: 1982.

Debut: Rottekonge, 2009.

Inspiration: Jan Sonnergaard.