Børnebogsanmelder Steffen Larsen giver her en kort rapport fra børnebogens verden lige nu. Om stemninger og tendenser. Om alvor og fortælleglæde.
Af Steffen Larsen
Man skulle tro, at børnebogen kan gå på vandet! Fra alle sider bliver den dyppet. Der er dømt nedtur. Truslen kommer fra de såkaldt ”nye medier”, fra nedskæringer, pengemangel og mangel på læselyst. Alligevel trives den kære genre. Også på billedsiden. Er det ikke utroligt?
De seneste år har børnebogen lagt pegefingeren på hylden, og fantasybølgen er ved at lægge sig. Efter nogle år med grænseoverskridende, kontroversielle billedbøger (mest) fra parret Oscar K. (alias Ole Dalgaard) og tegner Dorte Karrebæk (oftest), om bl.a. børnebedemænd, pædofili og medlidenhedsdrab, er det ved at blive hverdag igen. Og det sprængfarlige er så at sige blevet indlejret i hverdagen. Men det store spørgsmål er, hvor vi var uden de to navne: Fupz & Jensen?
Kim Fupz Aakeson tænker krøllet og formulerer sig krystalklart. Det store småfolkelige gennembrud er kommet med serien om ”drengen de kaldte Vitello” fra Albertslundområdet. Vitello bor med sin alenemor, og han skal vel snart begynde i skolen. Hele plottet handler om – nu i 15 bind – hvorledes drengen holder denne mor ud i strakt arm, så han ikke bliver (række)husets ”lille mand”. Det gør Vitello ved at lave ulykker forklædt som gode gerninger – eller også er det omvendt. Tegner Niels Bo Bojesen er vokset sammen med sin lille figur, der har hoved som en amerikansk fodbold. Af samme forfatter kan jeg anbefale Jeg er William. Det er en munter fortælling for større børn om mobning, dummebøder og spinkel magi på Roskildeegnen.
Louis Jensen er Danmarks store eventyrdigter! Hvis man savner stof til fantasien og billeddannelsen, er hans bittesmå, firkantede historier i hundredevis et godt sted at starte. De handler om kloge blade og dumme hunde, meget om engle, Gud og lyde i luften. Der er kommet otte bind á 100 firkantede historier. Til foråret kommer det niende. Det er hensigten, at historie nummer 1001 skal slutte festen og udkomme i en bog for sig. Louis Jensen har helt sin egen fortælletone, der henvender sig direkte til læseren, stiller spørgsmål til historien undervejs, koketterer med det nørdede og finder ord for kærlighed, som ingen før er kommet på. Hans nye, store eventyrbog Kong Knap og bamsens forsvundne øje er velegnet til oplæsning for alle børn, som synes det er sjovt, at 25 muldvarpe er på vej til verdensmesterskabet i ”muldvarpning” i Bergen, Norge. Forfatteren er ikke meget oversat – han er måske FOR dansk! – men hans bog for større børn 2 kroner og 25 øre” er et magisk eventyr om verdens tilstand og netop denne bog er under titlen ”33 cent” blevet en succes i Tyskland. Den har potentiale til at blive en ny ”Intet” (= Janne Tellers berømte bog for store børn om tings betydning, der med adskillige år på bogryggen nu er blevet verdensberømt).
Nye bemærkelsesværdige billedbøger
En anden forfatter, som markerer sig i disse år, og som efterhånden er blevet folkeeje er Strid. Hans billedbogsserie om den lille, blå, platfodede elefant Mimbo Jimbo er suveræn. Især de to bind, hvor snabelen drejer mod kunst og Afrika, er værd at bemærke. Måske kan Strids popularitet trække tæppet fra, så man ser, hvor stor og frodig den danske tegnerskov egentlig er. De to fyrtårne inden for illustratorer er Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk. Sidstnævnte laver de foruroligende, lommefilosofiske lommebøger om frihed og leg. Stakkels kanin! er et mesterværk, og historien om katten Donna kan også være med. På illustratorområdet er der heller ingen ved siden af Hanne Bartholin, som fylder sine pastelfarvede billeder med usynlige følelser og stemninger. Ofte med Ida Jessen som tekstforfatter. Billedbogsserien om elefantungen Carl er mageløs. Second to none!
Blandt det seneste års udgivelser er det særligt værd at bemærke Janus Kodal og Jenz Koudahls brag af en billedbog: Ny i nulte. Sidstnævnte tegner kaster sig disciplineret og frådende over den spinkle tekst om en dreng, Karl, som skal igennem en prøvelsernes dag. Men Karl klarer den. Han drikker nemlig mælk! Det er altså en pædagogisk sag, som er i familie med Jon Ranheimsæters legendariske Lars og Lone alene hjemme. Denne gang dog uden motorsav, men har man læst Lars og Lone alene hjemme vil man sikkert vil erindre bogen med stille, gysende fryd.
Førnævnte Kim Fupz Aakeson har altid haft en særlig kærlighed til billedbogen. Det er hans frikvarter. Lillebror med tegninger af Rasmus Bregnhøi er en genistreg om den lidt underkuede dreng, som glæder sig til at blive storebror, for så er det hans tur til at drille/mobbe. Og hvad får han? Hvad føder mor? En storesøster! Med hugtænder og spidse fletninger. Det er ganske enkelt godt fundet på! Sidste år kom De forbandede dukkers land også med tegninger af Rasmus Bregnhøi. Denne bog er en stærk historie om fire amputerede væsners søgen efter et helle. Og senest kom Det satans ukrudt med Cato Thau-Jensen på billedsiden. Her starter handlingen med, at Gud flytter ind i et parcelhus i Ballerup. Og igen kan man spørge sig selv om, hvordan han dog finder han på det.
I den mere stilfærdige ende af billedbogsmarkedet er Katrine Marie Guldagers serie om bondedrengen Frantz meget nærværende og bevægende. Frantz bliver ven med (endnu en) Karl, der er tynd som en mynde og ridset med kniv, fordi han kommer fra storbyen. De to drenge slås, for det gør drenge, og nu er de ved at blive sjælevenner også. I femte bind, der hedder Frantz bliver helt stille handler det om at kunne kontakte sin mor. Meget bogstaveligt. Rasmus Bregnhøi står igen for billedsiden. Han kender til både land og by.
Bøger for de større og de unge
For de lidt større børn er den lille fyr Iqbal Farooq fra Gazastriben, Nørre Bronx i København et godt bekendtskab. Han har vist gjort mere for det gode forhold imellem ”dem” og ”os” end mange digtere og døgnrapporter. Det er lykkedes Manu Sareen – nu i syv bøger – at skabe en folkloristisk saga fuld af drama, temmelig mange eksplosioner, platte foreteelser og præcise spidninger af selvgodhed og frosne fordomme. Manu Sareen gør sig lystig over alt og alle. Det er grovkornet, hyleskægt og med rappe svirp til opblæsthed.
Ser man på, hvad børnenes forældre læser, er det nærliggende at spørge: Hvad med krimien?Svaret må være, at det aldrig rigtig er lykkedes at skabe en børnekrimi, som ligner, for den er her jo allerede i form af de ”mysteriebøger”, der har rødder helt tilbage til Jan-bøgerne. Hvis man alligevl skal nævne en ”rigtig” krimi, kan man pege på Annette Bjørg Koellers Dødens å, som fortæller om forsvundne børn i forrige århundrede. Og så er der en aldeles ”urigtig” krimi, som er i (foreløbig) to bind i serien om Ærte og H., der er to adskilte siamesiske tvillinger fra Varde. Bøgerne skrives af Anne-Marie Donslund og Tina Sakura Bestle. De har det sjovt, mens de arbejder tæt sammen! Og søger man en kvindelig pendant til Louis Jensens eventyr, så har Bestle skrevet Papirdrengen, som er et varmt og frysende mesterværk.
Hvis man skal give en status over ungdomsbøgerne, de tykke, mættende romaner, må man konstatere, at de nok er lidt på retur og stand-by. Men Jesper Wung-Sung kan! Hans Skolen er hårrejsende dommedagsstemning. Anders Morgenthalers Børnemagt er i virkeligheden ”dyremagt”. Den handler om lidt det samme som Wung-Sungs, men den er munter, skævvreden – og hårrejsende. Altså mest for store, lattermilde børn.
Glenn Ringtved har sammen med Sanne Munk Jensen skrevet sidste års store ungdomsroman. Dig og mig ved daggry sigter højt og rammer hårdt. Handlingen foregår i Aalborgs underverden, hvor boltpistolen sidder løs. Det handler om to unge, Louise og Liam, der ikke kan navigere igennem livet. Først går det opad med stoffer og sex. Så går det nedad. På den hårde måde. Det er en bog, man ikke glemmer igen. Og sådan skal det være.
Fornyelse og overblik
Den nok vigtigste fornyelse af vores hjemlige børnelitteratur de senere år er fremkomsten af en type bøger, man kunne kalde ”småt brændbart”. De er korte, realistiske historier med kant og i nutid. Ofte med et overbelyst foto på forsiden. Mange af forfatterne er udgået fra den navnkundige Forfatterskole for børnelitteratur i København. Det er navne som førnævnte Annette Bjørg Koeller, Mette Vedsø, Anita Krumbach, Rebecca Bach-Lauritzen, Mette Hegnhøj Mortensen og Glenn Ringtved, som med En god dreng har genopdaget vreden og den sociale vinkel i kort form.
Vil man have en oversigt over det hele. Over børnebogens mangfoldighed, fantasi og livskraft, så er Dansklærer Foreningens serie Billedromaner et godt sted at starte. Her trykker mange gode tegnere og forfattere den af, så det kan mærkes.
Kommentarer