Mandag aften gæstede to af Nordens markante forfatterinder, Hanne Ørstavik (NO) og Josefine Klougart, Aarhus.
En lille spinkel dame, Hanne Ørstavik, kommer op på scenen, sammen med den danske forfatter Josefine Klougart, og ordstyrer Jørn Erslev Andersen, lektor ved Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet. Allerede fra starten af har Ørstavik sin egen tilgang til tingene, og vælger at stå op i stedet for at sidde, og læse op fra sin roman: Der findes en stor åben plads i Bordeaux. Bogens forside viser et udfordrende billede af en nøgen kvinde, der bøjer sig ned over de hvide lagner på en seng, og er en udforskning af begæret, kærligheden og manglen på samme. Hanne Ørstavik gjorde det klart til aftenens arrangement: der går ikke en kanal fra forfatter til værk, forfatteren skaber et rum, og dette rum kan læseren træde ind i, og være i, men så er forfatteren der ikke længere, og oplevelsen af det litterære rum vil være individuelt fra menneske til menneske. Men hvad er det for et rum romanen Der findes en stor åben plads i Bordeaux forsøger at skabe?
Romanens kvindelige hovedperson, der er historiens jeg-fortæller, har fundet sammen med den successfulde kunsthistoriker, Johannes, som både skriver artikler til aviser, samt mere teoretiske artikler om kunst. Hovedpersenen er sikker på, at hun vil være sammen med Johannes, men Johannes vil kun holde i hånden. Han siger at han elsker hende, men han vil ikke gå i seng med hende, og hovedpersonen opdager, at Johannes udfrier sit begær ved siden af deres forhold: i nattelivet, på klubber og barer, med pornografiske kvinder, og til lugten af læder og sved. Dette får hende til selv at udforske sine seksuelle sider ved at tage på indkøb i en sex-butik og besøge en nudiststrand.
Det er netop dette undersøgende element, en næsten antropologiske tilgang, der præger romanen. Ørstavik lægger selv vægt på, at hendes tilgang til det at skrive er at kunne undersøge emner og spørgsmål, som hun selv synes er interessante. Jeg oplever også Der findes en stor åben plads i Bordeaux som en undersøgelse af begæret, men mest af alt af nærværet. For hvad gør man, hvis man ikke kan komme tæt på den man allerhelst vil tæt på, og hvad betyder det, når den man gerne vil være sammen med afviser ens krop og den fysiske nærhed?
Romanen undersøger alle disse spørgsmål, men den kommer ikke med egentlige svar, og man følger mest af alt hovedpersonens frustrationer, tanker og følelser. Det er som om "jeg'et" er isoleret, og det er hendes bevidsthedsstrøm, der flyder gennem romanen, hendes drømme og hendes billeder. Og netop billederne er en vigtig del af Hanne Ørstaviks skrivestil. Romanens hovedperson er billedkunstner, og seksualiteten undlader heller ikke at komme til udtryk gennem kunst og billeder, i alt fra en billed-sms af en halvnøgen dame, som Johannes sender hende, til en fotoserie af penisser i alle størrelser på et galleri i Bordeaux. Hovedpersonens møde med begæret bliver derfor meget visuelt og kropsligt. Det er det fysiske møde mellem mennesker, hun vil undersøge; det er den kropslige kontakt med et andet menneske, nærhed ved berøring og ved at kunne mærke andre og sig selv, som for hende er det vigtige i kærlighedsrelationen. Derfor bliver Johannes også den diametrale modsætning til hovedpersonen, han er kunstteoretiker, hun er udøvende kunstner, for Johannes er verdenen og kunsten noget, man kan teoretisere over. Hovedpersonen vil derimod føle sine omgivelser, mærke formerne og billederne, på kroppen og på huden.
Hanne Ørstavik går lidt frem og tilbage på den lille scene, der er lavet til aftenens arrangement, imens hun taler i en entusiastisk strøm af elegant norsk. En gang i mellem holder hun inde, kniber øjnene en smule sammen, og salen venter i spændt tavshed mens hun koncentreret overvejer sine sætninger. Hun er på alle måder elegant i sine formuleringer, og det samme er romanen. Den er et møde mellem det vulgære og det meget fine, en direkte og ucensureret udforskning af seksualitetens former og udtryk, ja til tider også pornografisk og afslørende, men det er alt sammen pakket ind i smukke sider og smukke ord. Æstetikken skaber den ramme, hvori kaos kan bo, og hvor seksualiteten aflejrer sig i arkitekturen og billederne. Hun former et rum, som hovedpersonen kan tænke, drømme og føle i; på én gang et ensomt og smertefuldt rum, men med et håb om, at der en dag kommer et andet menneske gående, diagonalt, gennem rummet og møder en dér, på midten et sted.
Reportage af Miriam Yamil, studerende ved Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.
Red.: Arrangementet fandt sted mandag den 23. februar 2015. Arrangementet fandt sted på Aahus Universitet som en del af den internationale forfatterscene, Authors in Aarhus.
Kommentarer