Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
Da Berlinmuren faldt i november 1989, var det for mange østtyskere en længe ventet drøm, der gik i opfyldelse. Det var det også for familien Hensel i Leipzig, der tog den trettenårige Jana med til de berømte folkedemonstrationer på ringgaden i Leipzig – de demonstrationer, der var med til at lægge pres på den østtyske regering for at åbne grænserne.
Men hvad betød genforeningen for østtyskerne, efter at den første eufori var faldet? Det spørgsmål stiller Jana Hensel (f. 1976) i sin charmerende, letlæste erindringsbog Børn af zonen (2002, da. 2004) – og svaret er, at genforeningen på ingen måder var så enkel, som man kunne have ønsket.
”Min barndom sluttede en aften, da jeg var tretten år og tre måneder gammel,” indleder Hensel sin bog; for hende kom Berlinmurens fald til at være en brat og brutal markør mellem barndommens trygge, velkendte hverdagsrum, og så den nye og fuldstændigt ukendte verden, der åbenbarede sig efter murens fald.
I bogen foretager Hensel en rejse tilbage til sin barndomsby, en forstad til Leipzig, for at finde sit fortabte barndomsland. Hvordan ser der ud, og hvad har forandret sig, efter at Østtyskland blev en del af Tyskland?
Hvem er Alfons Zitterbacke?
Ærindet med rejsen tilbage – og med bogen i det hele taget – er at genskabe den historie, der blev tabt med sammenlægningen af de to Tysklande. Da Jana under et udvekslingsophold møder andre unge fra Vesteuropa, og de sammen mindes deres opvækst, så har de slet ikke de samme referencerammer; hvor vesteuropæerne har fælles kulturelle referencer til Smølferne, Pippi Langstrømpe og Ringenes Herre, så er der ingen, der kender til Alfons Zitterbacke, Ottokar eller andre obskure DDR-børnefigurer.
Hvordan beskriver man i det hele taget en barndom? I et forsøg på at gøre beskrivelsen til en generel refleksion over, hvordan tabt, østtysk barndom så ud, og i et forsøg på at skrive en fælles historie for en hel generation, beskriver Hensel en række ritualer og objekter fra barndommen. Tilbage i barndomskvarteret noterer hun sig, at kapitalismen har haft sit indtog med tarvelige discountbutikker, og alt synes forandret. Hvor er hendes barndomsland?
Lige netop denne søgen efter barndommens lykke er bogens svage punkt; det er snarere et fællesmenneskeligt vilkår end en undtagelse, at ens barneverden forandrer sig uigenkaldeligt, og at der på et tidspunkt ikke er nogen mulighed for at vende tilbage til det. DDR og Muren fungerer fint som en metafor for det tabte barndomsland, men det er ikke udelukkende en østtysk specialitet.
Erindringen fra DDR
Romanens store styrker er de morsomme beskrivelser af, hvordan Jana som ung østtysker for alt i verden ikke vil ligne en østtysker, og hvordan hun desperat prøver at gennemskue koderne for, hvordan man er klædt og opfører sig, hvis man er opvokset med kapitalismen og den frie markedsmode.
Interessante er også beskrivelserne af, hvordan Janas generation – den første generation, der blev undervist efter et vesttysk pensum i gymnasiet – forholder sig til deres forældre. I den vesttyske og kapitalistiske verden er de østtyske forældre novicer, og det er deres børn, der ved, hvordan man navigerer og kommer fremad i verden. Samtidig er der et aparte pres på de østtyske unge for at tjene penge og blive til noget – det er jo sådan, man måler succes i et kapitalistisk samfund, ræsonnerer de østtyske forældre.
Bogen er forsynet med en række dokumenter, der vidner om rammerne for den barndom, Hensel oplevede i Østtyskland: Det er sådan en slags mini-museum, Hensel skaber, med et billede af Manne Murmelauge (en slags socialistisk svar på Grønspættebogen), skoledokumenter, en formskriftskrevet stil om et antifacistisk digt.
Selvom Hensel med den længselsfulde beskrivelse af artefakter fra DDR-perioden løber en vis risiko for at havne i ”Ostalgie”-fælden (”Ostalgie” er det tyske udtryk for nostalgisk længsel efter DDR-produkter), så fungerer hendes beskrivelser godt, og de danner et relativt nuanceret billede af, hvordan lykkelig barndom i DDR så ud.
Østtyskernes anderledeshed
I anledning af 20 års jubilæet for M urens fald har Jana Hensel udgivet endnu en bog, der reflekterer over de to Tysklandes genforening. Achtung Zone: Warum wir Ostdeutschen anders bleiben sollten (2009) er (endnu) ikke oversat til dansk, men en oversættelse af titlen ville lyde: Hvorfor vi østtyskere skal blive ved med at være anderledes.Jana Hensel blev i den anledning interviewet i Information, hvor hun udtalte:
”For østtyskerne kan man ikke tale om det som en ren succeshistorie. De fik deres frihed, men de mistede deres hjemstavn og deres sprog, for langsomt og møjsommeligt at forsøge at sammensætte en ny identitet. Mange østtyskere følte det som en ydmygelse, for de skulle starte helt forfra, de blev sådan set smidt tilbage til et barnligt stadie, hvor man ikke havde nogen erfaringer eller viden om livet, man kunne bruge til noget.”
Det er netop det, der er Hensels ærinde med Børn af zonen: At give østtyskerne fra hendes generation en identitet, en forhistorie, der gælder – selvom og fordi den var socialistisk.
Kommentarer