Game of Thrones, der er en af de mest populære tv-serier nogensinde, blander realisme og fantasy og stiller store eksistentielle spørgsmål. Læs med, her og bliv klogere på det fantastiske univers.
Af Steen Beck, forfatter til Vinteren kommer - en fordybelsesbog for Game of Thrones-fans
Game of Thrones er en af de allermest populære tv-serier, der nogensinde er rullet hen over skærmen på planeten Jorden. Det er der mange gode grunde til. Den mest nærliggende er, at den gennem en særlig cocktail af grum realisme og fantasy fortæller en i sandhed sinds-oprivende historie. En anden er – og det opfatter jeg faktisk som fortællingens store scoop – at den udover at underholde på et helt elementært plan også stiller de helt store eksistentielle, religiøse og politiske spørgsmål og inviterer os ind i diskussioner om identitet, magt, retfærdighed og køn, som har optaget tænkere siden de gamle grækere.
Genre
Game of Thrones handler om et senmiddelalderligt samfund i dyb krise og kan på mange måder læses som en grum og realistisk fortælling om magt og intriger i et rige, hvor volden ingen ende vil have. På realismeplanet kan serien ses som én lang ideologikritisk hudfletning af misforholdet mellem idealer og realiteter. I De Syv Kongeriger hylder man ideen om den kloge konge, der beskytter sine undersåtter og et riddervæsen til forsvar for børn og kvinder, men under overfladen gemmer der sig løgn og bedrag, intriger og giftmord og ikke mindst visse adelige familiers forsøg på at tilrane sig magten på skummel vis. De fleste riddere viser sig at være afstumpede og selviske, ligesom den kærlighed, der besynges i mange tilfælde dækker over realiteter, som reducerer kvinder til sexobjekter og fødemaskiner.
Serien handler dog ikke kun om menneskelig nedrighed og svigt. Game of Thrones præsenterer os også, hvilket jeg straks vender tilbage til, for en række utopiske stemmer, som søger at gøre en ende på volden og de ideologier, der styrer denne. Serien udmærker sig således ved både at undersøge de mekanismer, der styrer et voldeligt samfund og forskellige forsøg på at skabe andre måder at være samfund på.
Genremæssigt kan realisme defineres som litteratur, som handler om en (nogenlunde) genkendelig verden, som er præget af den slags psykologiske, socialpsykologiske og sociologiske forklaringer, som vi opererer med i vores almindelige omgang med verden. Et langt stykke hen ad vejen gælder disse forklaringer også i Game of Thrones, men man skal ikke have set med i mange minutter, før seriens ikke-realistiske elementer bliver tydelige. Daenerys Targaryen har tre drager, som jo ikke figurerer i nogen videnskabeligt anerkendt evolutionshistorie, og Jon Snow bliver genoplivet fra de døde. Hertil kommer, at serien boltrer sig i diverse alternative tids- og rumopfattelser, hvor fx en shaman in spe som Bran Stark kan bevæge sig ind og ud af andres bevidstheder og foretage bevidsthedsrejser tilbage i tiden. Fortællingen om borgerkrigen i Westeros udnytter med andre ord også en række elementer fra fantasy-genren, som handler om verdener, som kun fantasien sætter grænser for, og hvor andre kræfter end dem, vi kender fra vores hverdagsvirkelighed, er på færde.
I en analyse af Game of Thrones må man altså belave sig på både at undersøge den som realisme og som fantasy. Lad os med seriens to virkelighedsniveauer in mente se nærmere på nogle af dens hovedtemaer.
Magt
En af de statsteoretikere, som har præget vores forestillinger om magt og politik er renæssancetænkeren Niccolò Machiavelli, som i Fyrsten stillede spørgsmålet: Hvordan erobrer man og bevarer magten? Store dele af Game of Thrones handler om machiavellisk politik i spændingsfeltet mellem mod, held og strategiske evner til at skabe alliancer. Fx har vi på den ene side stoikeren Ned Stark, der vil det gode, men som ikke forstår sig på politik og intriger i King’s Landing – og på den anden side har vi kynikere som Tywin Lannister og hans lærevillige datter Cersei, som ikke har andet mål end at bevare magten for at sikre familiens privilegier. Tywin og Cersei kan ses som en slags machiavellisk mareridt, mens Ned Starks skæbne vidner om, at etik uden evne til at forsvare, den objektivt set understøtter statens indre korruption.
Machiavellis analyse af magtens brutalitet er blevet udlagt som nøgtern og blot en analyse af, hvordan magt fungerer. Fortællingen om kampen om Jerntronen går imidlertid langt videre og stiller spørgsmålet: Er det overhovedet muligt at skabe det gode samfund på disse præmisser? Ud af dette spørgsmål bliver en række mere eller mindre utopiske eller fremtidsvendte stemmer til. Vi har fredsmægleren Jon Snow, som kæmper for interkulturel forståelse mellem vildningene i nord og beboerne i De Syv Kongeriger syd for Muren; konflikten mellem soldater, der fremfører en nationalistisk diskurs, der dæmoniserer menneskene nord for muren, og Jon og hans venner, der insisterer på forsoning og forståelse, peger i retning af aktuelle diskussioner om Danmarks og Europas skæbne i en verden, hvor kulturerne kommer tættere og tættere på hinanden – og spørger til indholdet af magten: Kan der skabes forsoning, eller er der ikke anden udvej end at sætte hårdt mod hårdt?
En anden skikkelse i serien, som forsøger at nuancere og videreudvikle den machiavelliske dagsorden, er Tyrion Lannister. I løbet af serien vokser han til et statsmandsformat i sit forsøg på at skabe nogle nye dynamikker i verden; Tyrion er helt på det rene med, at der må forandring til, og hans kurs er pragmatikerens: Måske kan man komme langt med diplomati, del-og-hersk-strategier og samtale. Sammen med Daenerys Targaryen forsøger Tyrion at overskride dikotomien mellem magt og retfærdighed – en problemstilling, der som bekendt har været helt central – og lidt mange nederlag – op gennem historien.
Retfærdighed
I Game of Thrones konfronteres forskellige samfundstyper i spændet mellem jæger- og stammesamfund og senmiddelalderlige samfund. Og vi finder også bystater, der er bygget op omkring slaveøkonomier, og som bør få tankerne til at rejse tilbage til Hellas. Daenerys, der som en Targaryen gør krav på tronen i et Westeros, som hun ikke kender, har i nu seks sæsoner gjort sig klar til at drage afsted med sine drager, krigere og rådgivere – og imens øver hun sig på at regere et samfund, hvilket der mildt sagt også kan være brug for, hvis hun skal have en chance på den store scene i De Syv Kongeriger.
En hel central episode har fået titlen ”Gudernes og menneskenes love”, og sandelig om ikke den refererer direkte til en græsk tragedie, nemlig Sofokles’ Antigone. Konflikten i Antigone er utilladeligt kort fortalt, at Kong Kreon har overtaget kongemagten i Theben efter Ødipus’ fald og dennes to sønners borgerkrig mod hinanden. Han nægter at lade den ene af sønnernes lig begrave – han kan ligge som fugls føde og rådne op i solen. Det opponerer den dødes søster Antigone mod – og hun anklager Kreon for at trodse gudernes love med sit ubehjælpsomme forsøg på at øve retfærdighed. Kreon vil være en god statsleder, men han ender med at avle mere konflikt, ude af stand som han er til at lytte til sine rådgivere.
Da Daenerys ankommer til Meereen ser hun 163 døde slaver hænge korsfæstet på vejen, og hun lader 163 herrer lide sammen skæbne for at vise slaverne, hvem hun holder med. Ligesom kong Kreon i Antigone vil Daenerys lade forbryderne hænge som fugls føde i solen – og hun er ikke indstillet på at høre på en af slaveejernes sønner, som i lighed med Antigone i Sofokles’ tragedie argumenterer ud fra tradition og troen på, at man ikke må hindre de dødes passage til dødsriget. Daenerys står i fare for at blive en ”Kreon”, som ikke handler vist i forhold til tradition og tro, men hun lader sig overbevise af sin forstandige rådgiver om, at hun bør ændre kurs. Situationen gentager sig i øvrigt i den seneste sæson, hvor Daenerys er indstillet på at slå alle sine modstandere ihjel, men overbevises af sin pragmatiske rådgiver Tyrion om, at volden ingen ende vil tage, hvis man bliver ved med at straffe vold med vold og ignorerer sin evne til at forstå andre menneskers motiver, de være sig nok så usympatiske..
I Athen, hvor Antigone blev opført, var spørgsmålet om forholdet mellem menneskenes og gudernes love aktuelt i en situation, hvor den demokratiske styreform udfordrede traditionelle måder at forstå menneskets og bystatens placering i kosmos på. I Game of Thrones aktualiseres temaet, men med en anden udgang end i Sofokles’ tragedie, idet Daenerys træder frem som en “alternativ” Kreon, der finder på andre løsninger. Men interessant er det at iagttage, hvordan et af vores kulturs store litterære temaer, konflikten mellem Antigone og Kreon, inddrages i serien og giver anledning til et af dens dybeste spørgsmål: Hvordan skabe et samfund, hvor det, mennesker tror på, ikke knuses og avler nye konflikter, men hvor det samtidig bliver muligt at gøre noget nyt?
Religion
Game of Thrones er et veritabelt kludetæppe af religiøse strømninger og trosretninger, som kalder på analyse og aktivering af viden om fortidens og nutidens religioner.
Den officielle religion i Westeros er De syvs tro, som er en dydsetisk religion, der til forveksling minder om middelalderkristendommen. For at det ikke skal være løgn, gennemgår denne religion en reformation, der bringer tidlige og senere reformskikkelser som Frans af Assisi, Girolamo Savonarola, Martin Luther og Thomas Müntzer i erindring. Serien stiller her spørgsmålet om forholdet mellem gejstlig og verdslig magt – og det endnu mere radikale spørgsmål om hvorvidt et fredsrige på jorden overhovedet er muligt. Svaret er umiddelbart et stort rungende nej! Reformbevægelsen sprænges i stumper og stykker af den handlekraftige Cersei Lannister, der som en machiavellisk mareridtsskikkelse er villig til at bedrive statsterrorisme for at sikre Lannister-slægtens magt.
Vi finder også troen på Lysets Herre, som er en skummel teokratisk religion, der bringer mindelser om diverse såvel kristne som muslimske ideer om en gudsstat på jorden, og som føres an af præstinden Melisandre, som skråsikkert tyder Gudens tegn, alt imens hun begår den ene forbrydelse efter den anden.
Og endelig finder vi den gamle tro, en animistisk naturtro, som vitaliseres af Bran Stark, der med sine warg- og green sight-evner repræsenterer noget, der er i gang med at uddanne sig til en slags shaman indenfor det, der mest af alt ligner en new age-orienteret helingsreligion.
Man skal dog ikke forvente sig nogen endelig sandhed om de menneskelige forsøg på at forstå de kosmiske magter – de er der som kausaliteter og sammenhænge, der virker i verden og parallelt med seriens kradse realisme. Men guderne taler ikke og overlader derfor seeren til at bruge sine kritiske evner og fantasi på at forstå. Game of Thrones tilbyder et syn på religion og kommunikation om kosmos, som er ikke-dogmatisk uden at være fantasiløst.
Køn
Kønstemaet spiller en stor rolle i Game of Thrones. Ved seriens begyndelse er den patriarkalske samfundsorganisering massiv. Lige meget hvor man vender sig hen, støder man på krigeriske mænd i spidsen for hære af ligeledes krigeriske mænd, og kvinderne er tildelt en absolut sekundær placering som hustruer, prostituerede, tjenestepiger og lign. Ved slutningen af sjette sæson er de fleste af den ældre generations tyranniske mænd væk, og der er stort set kun kvinder tilbage på de ledende poster, hvor de afgørende strategiske valg tages.
Dette er i sandhed en bemærkelsesværdig udvikling, men den er ikke uden en vis logik. Patriarkatet i Westeros bygger jævnt hen på det, jeg vil kalde fader-narcissisme. I fortællingens første sæsoner mødte vi en verden, hvor mandens falliske magt entydigt var koblet til et magt- og underkastelsestema. Den overordnede kønspointe i Game of Thrones synes simpelthen at være, at hvis der skal ske noget godt, skal det komme fra skikkelser, som udstødes af de voldelige fædre, og her udgør kvinderne en vigtig gruppe sammen med de eksilerede, krøblingerne, kastraterne og andet godtfolk, som ikke passer ind i den herskende patriarkalske orden, men som får stemme i fortællingen.
Det skal dog straks understreges, at Game of Thrones ikke kun er femi-utopisk. En skikkelse som Daenerys peger i retning af et kvalificeret brud med den patriarkalske orden, mens en skikkelse som Cersei snarere peger i retning af et nyt undertrykkelsesvanvid, nu blot i en kvindelig udgave.
Fantasy
Fantasy handler pr. definition om et indbrud i den menneskelige verden af kræfter, som vi ikke normalt tilkender virkelighed, og ofte giver fantasy stemme til skikkelser, som normalt er ”tabere” i socialrealistiske fortællinger. Netop i kraft af den fantasifulde tilgang til begivenheder og konflikter formår fantasygenren at give plads til ikke bare de underkuedes stemmer, men også at skabe rum for en slags episk retfærdighed, som bringer de undertrykte frem i forreste række. I den forstand er fantasy forbundet med håb og utopi.
Game of Thrones er på dette punkt ingen undtagelse med dens hyldest til de eksilerede, kastraterne, de fortabte sønner og altså også kvinder, der vil mere end at være mænds tjenere og føde børn til patriarkatets dynastiske orden. En vigtig hjælpemekanisme i fantasyfortællinger er tilsynekomsten af overnaturlige kræfter, som fungerer som hjælpere for de gode kræfter; i Game of Thrones kan der peges på dragerne (som er en vigtig forudsætning for Daenerys Targaryens magterobringer), ”naturens” magiske kræfter, som giver Bran hans warg- og green sight-evner, kosmiske kræfter, der overskrider grænsen mellem liv og død (og giver en af seriens helte, nemlig Jon Snow, livet tilbage) osv.
I forlængelse heraf kan man spørge, hvilke særlige kvaliteter en serie, som inddrager fantasy-elementer tilbyder seeren. Et godt svar er efter min mening, at en hybridgenre som Game of Thrones, der pendulerer mellem realisme og fantasy, aktiverer forskellige følelsesmæssige og forståelsesmæssige lag hos seeren. Nogle af disse er knyttet til vores fornuft og hverdagsopfattelse af tingene. Andre er følelsesmæssige og forbundet med mere basale mekanismer som frygt og glæde og også til den legende fantasi, som kan fortabe sig i universer, der følger andre regler end hverdagsfornuften med dens indimellem hæmmede respekt for de modstande, som skabes af rutine, vane og sandsynlighed. Vi ved, at sandsynligheden for at blive slået ihjel af en massemorder ikke er overhængende, men de fleste af os kan alligevel blive bange for mørket og dets kræfter. Videnskabens forklarende blik og menneskers oplevelsesmåder overlapper ikke hinanden fuldstændigt, og angsten for det ukendte kan hvert sekund blusse op. Måske er fantasy-genren blevet så populær, fordi den leger kispus med forskellige lag i vores forståelsesrepertoire, som ikke altid hænger så godt sammen, som vi gerne vil tro.
Teorien om de forskellige lag i vores oplevelsesverden, som aktiveres, når vi indlader os på at spille med i en fantasy-historie, kan yderligere forbindes med nogle fænomener, som kendes fra legen. Når børn og voksne leger, opstiller de forskellige regler, som ikke gælder i virkeligheden uden for legen, og som derfor giver uovertrufne muligheder for at handle på måder, som vi ellers ikke handler på. Det betyder ikke at den, der leger, underkender, at han eller hun i en vis forstand ikke er cowboy, indianer eller vært for et the-selskab, men blot ”lader som om”. I legen kan vi efterligne eller repræsentere handlinger, ting og mennesker, som vi ikke ”er”, men som vi i legens alvor alligevel kan identificere os med og som gør det muligt for os at udforske andre identiteter og måder at være i verden på. Vi kan dermed opbygge foreløbige virkeligheder med rum for handlinger og identifikation, som kun findes i legen, men som inden for legens magiske cirkel skal tilkendes virkelighed, hvis legen skal virke. Legens paradoks er, at den kun er for sjov, men samtidig skal den tages dybt alvorligt.
Logikken i en middelalderfantasy-serie som Game of Thrones kan siges at være som den samme, som vi kender fra legens magiske univers: Her må man gerne tro på drager, monstre, zombier osv., for det er netop ikke virkelighed, men fantasi. Det afgørende er imidlertid, at fantasien har sin egen alvor, for man bliver nødt til at acceptere de spilleregler, der skabes i den fantastiske fortælling for at lade sig bevæge af den. Netop ved at engagere os i fiktionen kan vi bruge vores fantasi og også udvide vores forståelsesrepertoire, for nok eksisterer drager ikke ”i virkeligheden”, men udover at være fantastiske fantasivæsener symboliserer de fx ekstremt voldsom ildkraft og kan sammenlignes med bomber, der både kan gøre det gode og det onde, og så bliver de lige pludselig interessante også for den, der gerne vil tænke sig om.
I Game of Thrones veksles der mellem psykologiske, samfundsmæssige og kosmiske motiver og årsagsforklaringer, og de vikler sig gådefuldt og uforudsigeligt ud og ind af hinanden, mens menneskene forsøger at få hoved og hale i et univers, som de ikke forstår. Det er en af fiktionens store fortjenester, at den kan tale om det, der sender vores fantasi på rejse og for en stund lader os fortolke tilværelsen på måder, der giver mennesket en skæbne og dets handlinger en dyb mening – inden vi igen går tilbage til hverdagen med dens halve løsninger og vaneprægede gøremål.
Kommentarer