Voksne kontrollerer i meget høj grad børns adgang til litteratur, og som bindeled mellem barnet og litteraturen er det vigtigt, man er sit ansvar bevidst, når man vælger på børnenes vegne.
Af Nina Christensen, leder af Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet
Censur?
Det sker jævnligt, at ordet censur bliver brugt i forhold til børnelitteratur. I efteråret 2014 blev det fx bragt på banen, da det kom frem, at ”negerkonge” var redigeret ud af den seneste svenske udgave af tv-serien over Astrid Lindgrens Pippi-bøger. Foreningen Dansk Pen, der ofte forsvarer forfatteres rettigheder og ytringsfrihed, mente ordet censur måtte forbeholdes tilfælde, hvor stater eller myndigheder begrænser adgang til information. En brug af ordet censur i udvidet forstand ses regelmæssigt som en markering i situationer, hvor offentligheden forholder sig kritisk til biblioteker eller forlags prioriteringer af produktion og indkøb. Ordet optrådte da også i avisernes spalter i 2012, da Hergés tegneserie 'Tintin i Congo' blev forsøgt fjernet fra hylderne på et børnebibliotek i Stockholm på grund af værkets beskrivelse af sorte afrikanere. Udgivet første gang i 1931 afspejler værket en forgangen tids stereotyper, og kan i dag - læst uden for den historiske kontekst - opfattes som krænkende. I 2013 trak den svenske udgiver af Jakob Martin Strids 'Mustafas kiosk' (1999) bogen tilbage på baggrund af kritik af bogens gengivelse af etniske minoriteter. Snarere end at være censur i ordets egentlige forstand er der i de tilfælde tale om, at tv-producenter, forlag og biblioteker forhandler det indhold, de formidler, ud fra hensyn til modtagerne.
Voksnes valg - et vilkår for børn
Det overses tilsyneladende i diskussionerne, at det er et vilkår for børn, at voksne i meget høj grad kontrollerer deres adgang til litteratur. Voksne forfattere udvælger det stof, de præsenterer børn for, og den form de vil give dette stof. Forlagenes redaktører og deres konsulenter vurderer, hvorvidt de vil producere og sælge specifikke titler. Forhandlere vælger, om de vil have bøgerne i deres forretninger eller i deres webshops. Professionelle formidlere – lærere, bibliotekarer og pædagoger – tager stilling til hvilke titler, de vil bringe i spil i undervisnings- eller formidlingssammenhænge. Forældre, bedsteforældre, venner og bekendte, der giver børn gaver, foretager også et valg på børnenes vegne.
Disse valg er styret af forskellige hensyn. Forlag har forskellige profiler og formidler dermed også forskellige opfattelser af, hvad man kan og skal tjene penge på, når det gælder børn. I sidste ende er forlags og boghandleres interesse primært økonomisk. Børnelitteraturen er, naturligt nok, en vare. De professionelle formidlere kan og skal tage en række andre hensyn: Biblioteker er ifølge bekendtgørelsen for området forpligtet til at vælge bøger ud fra de tre kriterier ”kvalitet, alsidighed og aktualitet”, og det gælder ikke kun bøger for børn. Lærere og pædagoger vurderer, om konkrete titler kan anvendes i undervisning eller i en specifik pædagogisk sammenhæng. Den voksne, der – måske sammen med barnet – vælger en bog til godnatlæsning har andre kriterier eller tager andre hensyn, fx at bogen ikke skal være for uhyggelig, eller at den skal være sjov, så børn og voksne slutter dagen med en god fælles oplevelse.
Tre tilgange til forholdet mellem voksen, bog og barn
Når voksne i så mange forskellige kontekster har til opgave at udvælge tekster til børn, er det ikke så mærkeligt, at meninger kommer til at brydes. Dertil kommer så, at der aldrig er, har været, eller efter min mening skal være, enighed om, hvilke roller producenter, faggrupper eller målgrupper bør påtage sig i forhold til børns læsning. Overordnet set kan man pege på tre tilgange eller tre opfattelser af forholdet mellem voksen, bog og barn. Nogle mener, barnet først og fremmest skal beskyttes, og at det er den voksnes primære opgave, også i forhold til litteratur. Barnet er i den optik et følsomt væsen i udvikling, der ikke skal udsættes for indtryk, som kan overskride barnets grænser eller opfattes som skræmmende. Andre mener, at den voksnes rolle i forhold til litteratur er at opdrage eller hjælpe barnet til at forstå og kende de normer, der bør gælde i et samfund. Kritikken af 'Tintin i Congo' og 'Mustafas kiosk' kan ses i lyset af det synspunkt, at hvis man ikke ønsker, børn skal bliver racistiske, så skal de ikke have adgang til bøger, der kan opfattes som krænkende, fx af etniske minoriteter. En tredje position er, at den voksne må opfatte barnet som et robust væsen, der også gennem litteratur skal udfordres og have udvidet sin horisont. Den voksne har i den optik pligt til selv at være åben over for det nye, det overraskende, sågar det uhyggelige for også at give barnet mulighed for at møde det sjældne, aparte og grænseoverskridende. De fleste voksne vil sikkert kunne genkende sig selv i flere af tilgangene.
Børn som forbrugere og aktører
Men hvad så med børnene – vælger de ikke også selv? Og har børn færre valgmuligheder end de voksne, der også i vist omfang er afhængige af, hvad forlagene vælger at udgive, hvad bibliotekerne stiller til rådighed, eller hvad der er råd til at købe? Hvis voksne tager små børn med på biblioteket, har barnet mulighed for at se en stor variation af bøger og forhåbentlig også selv få indflydelse på hvilke bøger, der kommer med hjem og bliver læst. På skolebiblioteker har alle børn mulighed for selv at vælge bøger. Endelig kan børn naturligvis ønske sig bøger i gave eller selv købe dem. Men ligesom på andre konsumområder er det indlysende, at barnet ikke har den voksnes råderet over penge. Børn har i imidlertid altid fundet veje til at omgå voksnes regulering af deres litteratur. Forfatteren B.S. Ingemann fortæller fx i sin selvbiografi, hvordan han som barn sneg sig til at høre tjenestefolkene fortælle drabelige eventyr frem for at læse den accepterede litteratur, der var i hans præstegårdshjem for mere end 200 år siden. I midten af 1950’erne gik bølgerne højt omkring den såkaldte ”kiosklitteratur”, altså bl.a. de superheltetegneserier børn og unge kunne købe billigt, og som derved umiddelbart undslap de voksnes kontrol. Dengang var frygten, at børn og unge skulle finde inspiration i seriernes voldelige elementer og erotiske undertoner, altså noget af den samme bekymring man i dag ser i forhold til computerspil. I nyere tid stillede børn sig i lange køer for at få Harry Potter-bøgerne, straks de udkom. Nogle insisterede endog til de voksnes undren på at læse dem på engelsk, samtidig med at de lærte sproget. Børnene blev i den sammenhæng på en gang forbrugere og aktører på et børnebogsmarked, der har udviklet sig til at være en del af en global, transmedial industri, hvor bøger, merchandise, film og spil interagerer.
Den voksnes ansvar som bindeled mellem barnet og litteraturen
Hvor stiller alt dette den voksne, der gerne vil være bindeled mellem barnet og litteraturen? Vigtigst er det i min optik, at voksne er bevidste om, at man tager et stort ansvar på sig, når man vælger på andres vegne. Det ansvar indebærer i forhold til børnelitteratur, at man dels tænker over, hvad man formidler, dels over hvem man formidler til. Forældre, bedsteforældre og andre, der læser for barnet, vælger ofte de bøger, de selv har haft gode oplevelser med. Det er måske bl.a. derfor, at man i de fleste boghandleres børnebogsafdelinger ser en overvægt af ældre værker, fx af Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard og H.C. Andersen. Det har mange fordele, at litteraturen dermed bygger bro ikke kun mellem generationerne, men også mellem ældre og nyere værker. Gennem den ældre litteratur møder børn forskellige tiders sprog, genrer og tematikker, og de vil kunne se forbindelserne mellem den ældre litteratur og de nyere tekster, de kommer til at læse.
Men den voksne formidler må også vide, at litteraturen forandrer sig i dialog med sin tid. Man taler og skriver i dag ikke som på H.C. Andersens tid, og tonen blandt børn i Astrid Lindgrens Sverige i 1950’erne må i sagens natur være helt anderledes end i Manu Sareens bøger, der foregår i et etnisk blandet kvarter på Nørrebro omkring årtusindskiftet. I 1970’erne var centrale tematikker i børnelitteraturen miljøspørgsmål, kønsroller og den begyndende mulighed for også at skrive om sexualitet for unge, mens emner som Danmarks deltagelse i krig, kunstig befrugtning, eller menneskets påvirkning af den digitale udvikling først inddrages i børnelitteraturen i vor tid. Litteraturen forandrer sig, også under påvirkning af andre medier, og man kunne hævde, at også børn har ret til at møde fortolkninger af deres samtid gennem litteratur, der er skrevet for dem i den tid, de vokser op i.
Den voksne, der gerne vil kende til en bred vifte af børnelitteratur, har forskellige udfordringer. Den største er, at der hvert år udgives mere end 1500 nye titler for børn i Danmark, så udbuddet er enormt. Man finder kun en brøkdel af disse i boghandlerne, og en endnu mindre del bliver anmeldt i aviser eller på hjemmesider. En kilde til viden er forlagenes hjemmesider, men biblioteker er og bliver et virkelig godt udgangspunkt. Tager den voksne barnet med derhen - som familiemedlem, ven eller som professionel formidler - bliver det muligt både for den voksne at danne sig et billede af variationen af bøger, og man kan komme hjem både med de bøger, som den voksne gerne vil låne, de bøger barn og voksen kan mødes om, og de bøger det måske primært er barnet, der umiddelbart er interesseret i.
Dermed får barnet mulighed for at udvikle sig som læser og danne sin egen smag, hvad læsning angår. Undersøgelser viser, at særligt mødre har indflydelse på børns læsning -både på hvad de læser, og hvor meget de læser - og der er jo intet galt med at prøve at motivere andre ved at præsentere dem for det, man selv synes er godt. Men hvis målet er at gøre barnet interesseret i litteratur og læsning, er det vigtigt også at lytte til og tage udgangspunkt i det enkelte barn og dets præferencer. Ikke overraskende viser undersøgelser også, at børn i højere grad læser de bøger færdig, som de selv har valgt. Valg på andres vegne kræver, at man er sig sit ansvar bevidst og erkender, at ikke alle -børn såvel som voksne - har samme smag, heller ikke når det gælder litteratur.
Kommentarer