En af Litteratursidens brugere var inviteret ind i et maskulint univers på en smuk aften til samtalen mellem Jeffrey Moore og Bo Green Jensen under årets CPH:LITT.
Af Else Marie Brakchi, journalist og cand.mag. i Engelsk
Bo Green Jensen skabte rum for en ægte samtale, da han lagde ud med sin dybe mørke stemme, og høfligt, nærmest uskyldigt spurgte, om forfatteren selv ville definere hvilken genre hans bog tilhører, og om det er en thriller. Svaret kom så hurtigt, at det sved som en verbal afklapsning, og så var scenen ellers sat mellem den canadiske forfatter Jeffrey Moore og filmkritiker og forfatter Bo Green Jensen. De smilede indforstået til hinanden, og inviterede os med ind i et maskulint univers, barsk og blodigt, på en smuk fredag aften i maj, på Diamanten i København.
Moore kalder selv sin roman ”The Extinction Club” der nu udkommer på dansk som ”Jaget vildt”, for en genre-overskridende tour de force. Hårdt presset går han ironisk med til at kalde den en Mystery roman ”som er mislykket i sin genre.”
Vi kommer hurtigt med på en rejse væk fra de glitrende lys i Diamanten, og ind i de store skove i Canada, hvor den 40-årige fortæller Nick har forladt storbyen for et nyt liv ude i naturen. Her møder han en teenage pige, som kæmper for at redde de vilde dyr fra udryddelse. Nick hjælper pigen, som er stærkt maltrakteret, efter en afstraffelse fra nogle vildtdyrsjægere, hvis interesser hun forstyrrer. Forfatteren Moore mener ikke at der er specielt meget Lolita over karakteren af det helt særlige venskab som vokser frem mellem det umage par. Pigen er et naturbarn, som giver Moore chancen for at beskrive verden set gennem en oprørsk teenagers blik. Hun er helt vidunderlig, og har et school girl crush på fortælleren Nick, som er flyttet ud i naturen, fordi han er træt af storbyens trafik og larm og mennesker overalt.
Bo Green Jensen tænker på Film Noir, når han læser Moore, og Raymond Chandler, og hans brug af hyperbole og det sentimentale. McDonald og Faulkner bliver også nævnt.
- Jeg takker for komplimenten, lad os endelig sige at Moore er helt deroppe, sammen med Faulkner !, siger Jeffrey Moore, og den tynde cool mand med det tæt krøllede hår gestikulerer pludseligt voldsomt og får alle i salen til at le.
Hvordan er forholdet til sproget, imellem forfatteren og fortælleren. Moore er canadier, og fortælleren i romanen er en amerikaner. Han bor i Quebec i Canada, og taler fransk med parisisk accent, og derfor kan han kommentere på den canadiske variation af fransk. Har Moore som forfatter en præference for det ene eller det andet sprog?
Her svarer Jeffrey Moore lynhurtigt, at han holder sig udenfor hele stridsspørgsmålet om engelsk og fransk i canadisk kultur. ”Every country has got its share of assholes”.
Og hvorfra kommer inspirationen til historien om storbyboeren som flytter ud i naturen ?
- Min kat blev slået ihjel, og jeg ønskede at hævne…..Og Moore fortsætter indigneret med at skildre forskellige former for dyremishandlinger som han har bevidnet. Om den hund han oplevede, som sad lænket hver eneste dag, og det triste blik i dens øjne. Moore benægter dog at være økologisk fanatiker, men han sympatiserer med dem som kæmper for et bedre miljø for dyrene. Han støtter Greenpeace, og bliver indimellem oprørt, for ”What humans have we become” ? Ja, det onde i mennesker berøver os vores fornuft og følsomhed. Jeffrey Moore fortæller om hvordan amerikanske Golden Retriever hunde bliver smuglet til Japan via fly, hvor de bliver slået ihjel for at japanerne kan lave dem om til pelse.
- Jagt er organiseret vold drab på dyr. Halvfems procent af alle jægere er mordere, siger Jeffrey Moore.
Det som nogen kalder for jagt, kalder han for grusomhed mod dyr. Når Jeffrey Moore ser film af jægere på jagt, og følger dem i hele processen, sammenligner han oplevelsen med Snuff Film, de film hvor man kan se rigtige mennesker blive tortureret til døde. Moore ser pornografiske elementer i det at gå på jagt, spændingen der bygges op og så den her ekstatiske udløsning af energi tilsidst, ja det minder om orgasmen.
Bo Green Jensen siger, at jagt altid har eksisteret. Der er også indianske jægere med i bogen, og de er et naturfolk som har en ældgammel tradition for at jage.
- Ja, og dem dømmer jeg på nøjagtigt samme måde, alle jægere er mordere. Jeg skelner ikke mellem indianere, aboriginals, inuitter og hvide jægere.
En overraskende pointe fra Jeffrey Moore. Han er konsekvent, og hans entusiasme brænder igennem den kontrollerede brug af sproget og hans lynhurtige sarkasme og ironi. Jeg er klar til at læse romanen og tage med på en tour de force i de canadiske skove og bjerge blandt vilde bjørne, langt fra de blide danske bøgeskove.
Kommentarer