Frø er et charmerende bekendtskab for de mindste læsere af den afdøde hollandske illustrator og forfatter Max Velthuijs.
Bøgerne om Frø og hans venner byder på en hyggelig læsestund med de yngste og er oplagte som de første bøger med deres trygge, genkendelige univers. Centralt i bøgerne står venskabet mellem Frø og hans venner And, Gris, Hare og Lille Bjørn.
Hver bog tager forskellige temaer op, som kan relateres til mindre børns hverdag. I 'Frø overnatter hos Gris' handler det om at prøve at overnatte hos en ven for første gang og samtidig savne det trygge derhjemme. I 'Frø er syg' handler det om at være syg og hvordan vennerne prøver at opmuntre og trøste.
Bøgerne i serien har tidligere været udgivet på andre forlag, mens de senere års udgaver har fået en opdatering på layout og format og i dag udkommer på forlaget Turbine. Bøgerne er i et dejligt kvadratisk format med tykke papsider, som holder godt og passer godt til små hænder. Den iøjnefaldende grafik i kraftige farver og de simple historier følges godt af og gør historiernes budskab let at afkode for mindre børn. Og en mere charmerende og kær frø skal man da lede længe efter.
For de allermindste læsere findes der to Frø-bøger med flapper: 'Hvor er frø?' og 'Hvad laver du frø?'. Flapperne på siderne er som en magnet for små pilfingre og det bringer latter og glæde frem, når man kan gå på opdagelse, vende flapperne og se hvad overraskelser, der gemmer sig bagved.
For de lidt større børn fra 2 år, som gerne vil have en lidt længere historie, kan disse bøger i det nye layout anbefales:
Frø og stjerneskuddet
Frø overnatter hos Gris
Frø leger gemmeleg
Frø er syg
Frø og ræven
Kommentarer