Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Kirsten Thorup : Førkrigstid. Gyldendal, 2006
Darwin
De to svigerinder har allerede passeret de sidste huse og er ude i det åbne landskab.
Dagene er blevet lysere. Sneen har trukket sig tilbage til grøfter og nordvendte skråninger og havernes fjerneste afkroge.
Foråret 1938. Dinna, bogens 38-årige hovedperson, går sig en af flere ture. Her i selskab med svigerinden, men ellers alene. Formentlig ikke en helt almindelig foreteelse i den jævne befolkning – endnu. Bare at gå en tur i naturen, som da også er stærkt præget af menneskelig aktivitet; et kulturlandskab. Hendes tanker har svært ved at slippe det derhjemme i den lille stationsby på vestfyn og gør de det endelig, bliver det gerne til næsten religiøse forestillinger. Og dog synes det som om gåturene er indlagt for at give Dinna et break fra den strøm af tanker, som truer med at kvæle hende og gør stemningen i bogen så klaustrofobisk. Naturen er altså her et rekreationscenter og i øvrigt under plov og menneskets pleje. En landlig udgave af den borgerlige spadseretur.
Dinna, som indehaver en blandet landhandel med manden Sigurd, lever et liv på kanten af naturen. Den er kun et par husrækker væk og årstidernes vekslen og betydning har helt ’naturlige’ praktiske konsekvenser, véd hun, som er opvokset på landet. Som de fleste andre.
Freud
Hele hendes organisme er som en overfølsom plante, der med alle fibre er orienteret mod gymnastiksalen der ligger skråt overfor forretningen på den anden side af gaden.
Der spilles badminton i Gelsted på det vestlige Fyn, men Dinna er ikke med og hendes fantasi kredser omkring, hvad de forskellige mix-doubler kan finde på, deriblandt husbonden og pigen i huset.
Maja, pigen i huset, sammenlignes senere med en ukrudtsplante. Naturen er altså lige ved hånden til at lave billeder på de besværlige og tit tabubelagte følelser og begivenheder. Fx betegnes et selvmord som ’hun gik i stranden’.
At fange disse i sproget indlejrede biologiske billeder på menneskelige følelser og dets eksistentielle vilkår er en af Førkrigstid’s mange kvaliteter. Billedsproget er hovedpersonens eget; Dinna, fornemmer man, er ikke bare en hvilken som helst samspilsramt kvinde med tendens til at være ’overspændt’, men en nysgerrig person, som leger med sproget (skriver hver dag dagbog samt breve) og dermed sin oplevelse af verden. En personlig og endnu ikke formuleret frigørelse.
Disney
Himlen med de forblæste skyer er hendes højalter. De tørre, sandede marker hendes bibelske ørken. Fuglene hendes salmekor.
Dinna har en uspoleret evne til at opleve naturen som besjælet. Her i højeste religiøse potens, men bemærkelsesværdigt netop på en søndag, hvor hun ikke er nået i kirke (men en verden uden Gud er hinsides hendes fatteevne, står der et andet sted). Hun er således godt dækket ind i forhold til at finde mening i tilværelsen, faktisk er hendes problem (og nogen feelgood–roman er det altså ikke) et overskud af mening og også meninger, som hun véd er forkerte og forsøger at gemme væk, skrive bort eller bekende for øjet i det høje.
Men evnen til at nyde livets skønhed kan også have mere jordbunden karakter, som når hun ser yndlingsblomsten erantis skyde frem i det tidlige forår: Som viise børn der konfererer om fordelingen af den spæde forårssol. Ingen må suge til sig på andres bekostning. De er alle lige og levende under solens stråler.
Waste land
Et enligt vejtræ breder med sin løvfulde krone en kølig skygge over de døde, og hjelmene tegner sig som silhuetter mod den hvide sandjord i septembersolens blændende brand.
Igennem Dinna’s sanser får vi undervejs mange små og store tegn på, at freden er forstyrret. Langsomt danner sig et mønster, som kulminerer i billedet fra Polen, hvor de tysker tropper er gået over grænsen og 2. verdenskrig i gang. Billedet er måske fra en avisforside, men vi får det ikke at vide, måske popper det bare op i Dinnas højspændte bevidsthed, som seismografisk synes at have registreret spændingerne syd for grænsen i perioden fra november 1937 til september 1939.
Billedet, som bestemt ikke er uden poetisk skønhed, minder om den tidligere beskrivelse af de sandede jorder omkring Gelsted og sammenligningen med den bibelske ørken. Det er på én gang uhyggeligt og smukt, let at forstå og uransageligt., ckokerende og dog som ventet. Besættelsen bliver også en befrielse fra de små bekymringer.
Natursynet i Førkrigstid er måske bedst karakteriseret ved sit fravær af det naturalistiske, her forstået som et forsøg på at begribe naturen på dens egne vilkår. Den er i høj grad til stede, men gerne som sindbilleder, religiøst ophøjet eller som ressource for menneskene. Bevægelsen over i det darwinistiske felt er få. De mere nøgterne registreringer af omgivelserne bliver negative, billeder af ødelæggelse, waste land.
Budet her må blive, at det darwinistiske natursyn simpelthen giver for lidt mening til at kunne optage Dinnas travle bevidsthed. Og så befinder vi altså før tv’et og de mange naturprogrammer, før miljøproblematikken og lige før atombomben.
På mange måder er romanens/Dinnas natursyn ’det normale’. Det hidtil gældende, som nu måske afløses af et nyt. Det er landbrugskulturens syn på naturen; på én gang i samklang med den (fortrolig med årstiderne og i ny og næ nydende dens mildhed) og i kamp med dens lunefuldhed og brutale styrke. Et natursyn som indeholder rester af jægerkulturens besjælende blik.
Skribent
27 okt.08
Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Kirsten Thorup : Førkrigstid. Gyldendal, 2006
Darwin
De to svigerinder har allerede passeret de sidste huse og er ude i det åbne landskab.
Dagene er blevet lysere. Sneen har trukket sig tilbage til grøfter og nordvendte skråninger og havernes fjerneste afkroge.
Foråret 1938. Dinna, bogens 38-årige hovedperson, går sig en af flere ture. Her i selskab med svigerinden, men ellers alene. Formentlig ikke en helt almindelig foreteelse i den jævne befolkning – endnu. Bare at gå en tur i naturen, som da også er stærkt præget af menneskelig aktivitet; et kulturlandskab. Hendes tanker har svært ved at slippe det derhjemme i den lille stationsby på vestfyn og gør de det endelig, bliver det gerne til næsten religiøse forestillinger. Og dog synes det som om gåturene er indlagt for at give Dinna et break fra den strøm af tanker, som truer med at kvæle hende og gør stemningen i bogen så klaustrofobisk. Naturen er altså her et rekreationscenter og i øvrigt under plov og menneskets pleje. En landlig udgave af den borgerlige spadseretur.
Dinna, som indehaver en blandet landhandel med manden Sigurd, lever et liv på kanten af naturen. Den er kun et par husrækker væk og årstidernes vekslen og betydning har helt ’naturlige’ praktiske konsekvenser, véd hun, som er opvokset på landet. Som de fleste andre.
Freud
Hele hendes organisme er som en overfølsom plante, der med alle fibre er orienteret mod gymnastiksalen der ligger skråt overfor forretningen på den anden side af gaden.
Der spilles badminton i Gelsted på det vestlige Fyn, men Dinna er ikke med og hendes fantasi kredser omkring, hvad de forskellige mix-doubler kan finde på, deriblandt husbonden og pigen i huset.
Maja, pigen i huset, sammenlignes senere med en ukrudtsplante. Naturen er altså lige ved hånden til at lave billeder på de besværlige og tit tabubelagte følelser og begivenheder. Fx betegnes et selvmord som ’hun gik i stranden’.
At fange disse i sproget indlejrede biologiske billeder på menneskelige følelser og dets eksistentielle vilkår er en af Førkrigstid’s mange kvaliteter. Billedsproget er hovedpersonens eget; Dinna, fornemmer man, er ikke bare en hvilken som helst samspilsramt kvinde med tendens til at være ’overspændt’, men en nysgerrig person, som leger med sproget (skriver hver dag dagbog samt breve) og dermed sin oplevelse af verden. En personlig og endnu ikke formuleret frigørelse.
Disney
Himlen med de forblæste skyer er hendes højalter. De tørre, sandede marker hendes bibelske ørken. Fuglene hendes salmekor.
Dinna har en uspoleret evne til at opleve naturen som besjælet. Her i højeste religiøse potens, men bemærkelsesværdigt netop på en søndag, hvor hun ikke er nået i kirke (men en verden uden Gud er hinsides hendes fatteevne, står der et andet sted). Hun er således godt dækket ind i forhold til at finde mening i tilværelsen, faktisk er hendes problem (og nogen feelgood–roman er det altså ikke) et overskud af mening og også meninger, som hun véd er forkerte og forsøger at gemme væk, skrive bort eller bekende for øjet i det høje.
Men evnen til at nyde livets skønhed kan også have mere jordbunden karakter, som når hun ser yndlingsblomsten erantis skyde frem i det tidlige forår: Som viise børn der konfererer om fordelingen af den spæde forårssol. Ingen må suge til sig på andres bekostning. De er alle lige og levende under solens stråler.
Waste land
Et enligt vejtræ breder med sin løvfulde krone en kølig skygge over de døde, og hjelmene tegner sig som silhuetter mod den hvide sandjord i septembersolens blændende brand.
Igennem Dinna’s sanser får vi undervejs mange små og store tegn på, at freden er forstyrret. Langsomt danner sig et mønster, som kulminerer i billedet fra Polen, hvor de tysker tropper er gået over grænsen og 2. verdenskrig i gang. Billedet er måske fra en avisforside, men vi får det ikke at vide, måske popper det bare op i Dinnas højspændte bevidsthed, som seismografisk synes at have registreret spændingerne syd for grænsen i perioden fra november 1937 til september 1939.
Billedet, som bestemt ikke er uden poetisk skønhed, minder om den tidligere beskrivelse af de sandede jorder omkring Gelsted og sammenligningen med den bibelske ørken. Det er på én gang uhyggeligt og smukt, let at forstå og uransageligt., ckokerende og dog som ventet. Besættelsen bliver også en befrielse fra de små bekymringer.
Natursynet i Førkrigstid er måske bedst karakteriseret ved sit fravær af det naturalistiske, her forstået som et forsøg på at begribe naturen på dens egne vilkår. Den er i høj grad til stede, men gerne som sindbilleder, religiøst ophøjet eller som ressource for menneskene. Bevægelsen over i det darwinistiske felt er få. De mere nøgterne registreringer af omgivelserne bliver negative, billeder af ødelæggelse, waste land.
Budet her må blive, at det darwinistiske natursyn simpelthen giver for lidt mening til at kunne optage Dinnas travle bevidsthed. Og så befinder vi altså før tv’et og de mange naturprogrammer, før miljøproblematikken og lige før atombomben.
På mange måder er romanens/Dinnas natursyn ’det normale’. Det hidtil gældende, som nu måske afløses af et nyt. Det er landbrugskulturens syn på naturen; på én gang i samklang med den (fortrolig med årstiderne og i ny og næ nydende dens mildhed) og i kamp med dens lunefuldhed og brutale styrke. Et natursyn som indeholder rester af jægerkulturens besjælende blik.
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Kirsten Thorup : Førkrigstid. Gyldendal, 2006
Darwin
De to svigerinder har allerede passeret de sidste huse og er ude i det åbne landskab.
Dagene er blevet lysere. Sneen har trukket sig tilbage til grøfter og nordvendte skråninger og havernes fjerneste afkroge.
Foråret 1938. Dinna, bogens 38-årige hovedperson, går sig en af flere ture. Her i selskab med svigerinden, men ellers alene. Formentlig ikke en helt almindelig foreteelse i den jævne befolkning – endnu. Bare at gå en tur i naturen, som da også er stærkt præget af menneskelig aktivitet; et kulturlandskab. Hendes tanker har svært ved at slippe det derhjemme i den lille stationsby på vestfyn og gør de det endelig, bliver det gerne til næsten religiøse forestillinger. Og dog synes det som om gåturene er indlagt for at give Dinna et break fra den strøm af tanker, som truer med at kvæle hende og gør stemningen i bogen så klaustrofobisk. Naturen er altså her et rekreationscenter og i øvrigt under plov og menneskets pleje. En landlig udgave af den borgerlige spadseretur.
Dinna, som indehaver en blandet landhandel med manden Sigurd, lever et liv på kanten af naturen. Den er kun et par husrækker væk og årstidernes vekslen og betydning har helt ’naturlige’ praktiske konsekvenser, véd hun, som er opvokset på landet. Som de fleste andre.
Freud
Hele hendes organisme er som en overfølsom plante, der med alle fibre er orienteret mod gymnastiksalen der ligger skråt overfor forretningen på den anden side af gaden.
Der spilles badminton i Gelsted på det vestlige Fyn, men Dinna er ikke med og hendes fantasi kredser omkring, hvad de forskellige mix-doubler kan finde på, deriblandt husbonden og pigen i huset.
Maja, pigen i huset, sammenlignes senere med en ukrudtsplante. Naturen er altså lige ved hånden til at lave billeder på de besværlige og tit tabubelagte følelser og begivenheder. Fx betegnes et selvmord som ’hun gik i stranden’.
At fange disse i sproget indlejrede biologiske billeder på menneskelige følelser og dets eksistentielle vilkår er en af Førkrigstid’s mange kvaliteter. Billedsproget er hovedpersonens eget; Dinna, fornemmer man, er ikke bare en hvilken som helst samspilsramt kvinde med tendens til at være ’overspændt’, men en nysgerrig person, som leger med sproget (skriver hver dag dagbog samt breve) og dermed sin oplevelse af verden. En personlig og endnu ikke formuleret frigørelse.
Disney
Himlen med de forblæste skyer er hendes højalter. De tørre, sandede marker hendes bibelske ørken. Fuglene hendes salmekor.
Dinna har en uspoleret evne til at opleve naturen som besjælet. Her i højeste religiøse potens, men bemærkelsesværdigt netop på en søndag, hvor hun ikke er nået i kirke (men en verden uden Gud er hinsides hendes fatteevne, står der et andet sted). Hun er således godt dækket ind i forhold til at finde mening i tilværelsen, faktisk er hendes problem (og nogen feelgood–roman er det altså ikke) et overskud af mening og også meninger, som hun véd er forkerte og forsøger at gemme væk, skrive bort eller bekende for øjet i det høje.
Men evnen til at nyde livets skønhed kan også have mere jordbunden karakter, som når hun ser yndlingsblomsten erantis skyde frem i det tidlige forår: Som viise børn der konfererer om fordelingen af den spæde forårssol. Ingen må suge til sig på andres bekostning. De er alle lige og levende under solens stråler.
Waste land
Et enligt vejtræ breder med sin løvfulde krone en kølig skygge over de døde, og hjelmene tegner sig som silhuetter mod den hvide sandjord i septembersolens blændende brand.
Igennem Dinna’s sanser får vi undervejs mange små og store tegn på, at freden er forstyrret. Langsomt danner sig et mønster, som kulminerer i billedet fra Polen, hvor de tysker tropper er gået over grænsen og 2. verdenskrig i gang. Billedet er måske fra en avisforside, men vi får det ikke at vide, måske popper det bare op i Dinnas højspændte bevidsthed, som seismografisk synes at have registreret spændingerne syd for grænsen i perioden fra november 1937 til september 1939.
Billedet, som bestemt ikke er uden poetisk skønhed, minder om den tidligere beskrivelse af de sandede jorder omkring Gelsted og sammenligningen med den bibelske ørken. Det er på én gang uhyggeligt og smukt, let at forstå og uransageligt., ckokerende og dog som ventet. Besættelsen bliver også en befrielse fra de små bekymringer.
Natursynet i Førkrigstid er måske bedst karakteriseret ved sit fravær af det naturalistiske, her forstået som et forsøg på at begribe naturen på dens egne vilkår. Den er i høj grad til stede, men gerne som sindbilleder, religiøst ophøjet eller som ressource for menneskene. Bevægelsen over i det darwinistiske felt er få. De mere nøgterne registreringer af omgivelserne bliver negative, billeder af ødelæggelse, waste land.
Budet her må blive, at det darwinistiske natursyn simpelthen giver for lidt mening til at kunne optage Dinnas travle bevidsthed. Og så befinder vi altså før tv’et og de mange naturprogrammer, før miljøproblematikken og lige før atombomben.
På mange måder er romanens/Dinnas natursyn ’det normale’. Det hidtil gældende, som nu måske afløses af et nyt. Det er landbrugskulturens syn på naturen; på én gang i samklang med den (fortrolig med årstiderne og i ny og næ nydende dens mildhed) og i kamp med dens lunefuldhed og brutale styrke. Et natursyn som indeholder rester af jægerkulturens besjælende blik.
Kommentarer