Feministisk flyskræk. Om Erica Jongs Luft under vingerne

Af litteraturstuderende Anne Munk

Isadora Wing er dødsens angst for at flyve. Og så er hun ”New York’er, jøde, fra en meget neurotisk, øvre middelklassefamilie, gift anden gang med en psyko, ingen børn, niogtyve år, har lige udgivet en bog med formentlig erotiske digte”, som hun præsenterer sig selv på side 217 i Erica Jongs skarpe, vittige og begavede frigørelsesroman Luft under vingerne.

Romanen, der blev en meget stor læsersucces, udkom i 1973 under den amerikanske originaltitel Fear of Flying og blev allerede samme år oversat til dansk.Isadora er bange for flyveturen over Atlanterhavet, og hun er bange for at stå på egne ben – eller for at flyve på egne vinger, hvis man skal blive i romanens sprogbrug. Og Wings store selvudfordring i Luft under vingerne bliver et frigørelsesprojekt, en bestræbelse på at finde sin egen plads i verden. Først og fremmest gælder hendes kamp den kvindelige emancipation, men indflettet i den kamp er også hendes søgen efter en selvstændig identitet som forfatter.

Frigørelsesprojektet sættes for alvor i gang, da hun på en østrigsk psykoanalytikerkongres møder engelske Adrian med det besnærende efternavn Goodlove:
”- De må være analytiker, sagde jeg, der er ingen andre der så frimodigt slynger om sig med ordet paranoid.
Han smilede stort. (…)
- Lede mær, sagde han. Så tog han ordentlig fat med hånden om mine balder og gav dem et langt muntert klem.” (s. 33)

Eksistentialistisk Europa-tur
Luft under vingerne var Erica Jongs debut-roman. Inden da havde hun publiceret digte i flere forskellige tidsskrifter, og i 1971 udgav hun digtsamlingen Frugt og grønt og andre digte (amr. Fruits and Vegetables). Erica Jong har siden udgivet endnu to bøger om Isadora Wing, romanerne Kunsten at redde livet (amr. How to Save Your Own Life) fra 1977 samt Faldskærme og kys (amr. Parachutes and Kisses) i 1984.

Men det var med Luft under vingerne, hun for alvor blev kendt, og bogen blev en enorm succes. Den vakte en del opsigt på grund af sit frimodige sprog, erotiske beskrivelser og sin ligefremme tilgang til kvinders seksuelle lyst – og fordi Jong lader sin hovedperson bruge en affære som et springbræt, en metode til selverkendelse.

På trods af, at Isadora har følgeskab af sin psykoanalytiker-mand Bennett til kongressen, kan hun ikke slå Adrian ud af hovedet, og hun kan ikke lade være med at flirte uhæmmet med ham. Hun indser, at hendes ægteskab med Bennett er dødt, og hun indleder derfor en affære med Adrian.

Deres forhold baserer sig på en blanding af voldsom fysisk tiltrækning, gensidig verbal tilsvining – og et ønske om at søge friheden. I løbet af konferencen bliver Isadora fuldstændig besat af idéen om Adrian Goodlove og om, at han er den perfekte mand for hende. De danser en kejtet, krampagtig dans om hinanden og om Bennett, indtil Adrian udfordrer Isadora til at drage med ham på en tur ud i det ukendte:

” – Du er ikke nået helt ned til bunden endnu, sagde han, som om han kendte nogle af de overraskelser, der ventede.
– Vil du føre mig derned?
– Hvis du gerne vil, elskede” (s. 257)

Bunden leder de efter på en art eksistentialistisk Europa-turné, hvor Adrian forbyder Isadora at tænke på fortid og fremtid – det er kun nu’et, der gælder. Undervejs på turnéen oprulles Isadoras historie i en række flashbacks, hvor hun beretter som sine to ægteskaber, sin familie, opvækst og uddannelse og dermed alle de snærende roller og livsbetingelser, hendes omgivelser har budt hende.

FEMMES! LIBERONS-NOUS!
(”Kvinder, frigør jer!” Inskription, som Isadora ser i viadukt i Paris, romanens s. 271)
Isadoras oprør er først og fremmest et kvindeligt selvopgør. Det er en modstand mod den måde, kvinder behandler hinanden på, og mod de muligheder for frihed, kvinder havde i tressernes USA:
”I Amerika er det kætteri at vælge nogen som helst anden måde at leve på end som den anden halvdel af et par. Ensomhed er uamerikansk.” (s. 17)

Og kvindelig ensomhed er i særlig grad uamerikansk og ikke velanset. Sammen med retten til at være ensom kæmper Isadora også for retten til selv at bestemme over sin seksualitet; det ses af bogens glædesfyldte erotiske skildringer og hovedpersonens ligefremme og meget sjove bekendelser:

”Jeg var halvtredsernes pæne pige. Jeg var vokset op med fingerknepperi til Frank Sinatras In the Wee Small Hours of the Morning” (s. 202).

I seksualitetsbetragtningerne fødes også protagonistens fantasi om det, hun kalder det gnidningsløse knald: et fuldstændigt glat og ukompliceret seksuelt møde mellem mennesker, hvor det seksuelle ikke er befængt af skyld, skam, tabuer og fortrydelser.

Den hest du drømmer om er din far. Komfuret i køkkenet er din mor
Noget af det morsomme ved romanen er dens beskrivelser af et intellektuelt upper middle class-miljø, der prøver at fejre og befæste sin frihed gennem intense psykoanalytiske opgør. Isadora beretter selv om sine årelange forløb hos en perlerække af psykoanalytikere, der prøver at presse Ødipus-komplekser ned over Isadoras familiekonstruktioner.

Men den psykoanalyse, der måske virkede frigørende på det bedre borgerskabs forsømte og kedede kvinder i Wien omkring år 1900, virker ikke for Isadora; psykoanalytikernes diagnoser bliver forudsigelige og komiske: ”Den hest du drømmer om er din far. Komfuret i køkkenet er din mor” (s. 56).

Romanens Isadora spejler sig i en lang række andre frigørelsesprojekter. Der er mange referencer til Sylvia Plath (1932-1963), en amerikansk forfatter, der især er kendt for sin roman Glasklokken, en barsk og delvist selvbiografisk beskrivelse af Plaths kamp mod depressioner.

For mig er det befriende ved Jong, at feminismen kædes sammen med en stor kærlighed til mænd. Feminismen er i Isadora Wings fortolkning ikke nogen modsætning til kærligheden; men frigørelsen (der ikke kun er kønnet) bliver en måde at finde en farbar kærlighedsvej på:

”Det var det jeg fra starten havde villet have. En mand der skulle komplettere mig. En Papageno til min Papagena. Men det var måske det mest bedrageriske af alle mine selvbedrag. Folk kompletterer ikke hinanden. Vi kompletterer os selv. Hvis vi ikke har styrke til at komplettere os selv bliver vores søgen efter kærlighed en søgen efter selvudslettelse; og så prøver vi at overbevise os selv om, at selvudslettelse er kærlighed.” (s. 307)

En stadig kamp?
Erica Jong er begavet med en både meget skarp og udspekuleret sjov fortællerstemme. Her i 2008 kan 68-oprøret og idéerne om den seksuelle frigørelse synes fortærskede, bedagede og endda forfejlede. Blev seksualiteten i virkeligheden så frigjort? Og var det ikke et projekt dømt til at fejle?

40 år senere virker Isadoras projekt ikke forfejlet. En af Isadoras erkendelser efter Europaturnéen er, at hun selv må bestemme over sit liv, for det nytter ikke, at andre gør det for hende – og det er en erkendelse, der sandelig også holder i starten af det 21. århundrede.

Man kan måske få det indtryk, at romanen først og fremmest er en kamp-roman. Det er den også på visse områder; men det er også en erotisk kærlighedsroman og en kunstertilblivelsesskildring tilvejebragt af en meget kritisk og vidende forfatter.