Litteratursidens forfatterambassadør Lotte Kirkeby Hansen skriver om at bevæge sig fra rollen som forlagsredaktør til at debutere som forfatter.
Man kommer snublende til sin debut. Sådan sagde en klog redaktør engang. Det er ikke en vej, man kan gå i strækmarch. Og måske er det sandt. Min egen minder i hvert fald mest om en slowmotion-spiral.
”Det var en mørk og stormfuld aften.” Sådan skriver Nuser fra Radiserne i en stribe. Han sidder på taget af sit hundehus og hamrer på sin skrivemaskine. I ophøjet og ensom majestæt. Koncentrationen strømmer ud fra ham, og måske er det en roman, han skriver. Vi ved det ikke. Men vi ved, at han hører til de få, der vover at begynde med netop den sætning, selv om Dumas brugte den med stor succes som åbning på et kapitel i De tre musketerer. Den er for længst blevet en kliché.
Ordet kliché hang som en talebole over mig, da jeg en dag i januar for to år siden gik tidligt fra kontoret. Det var ikke nogen mørk og stormfuld aften. Det var tidlig eftermiddag, der faldt slud i store flager, og jeg havde bestemt mig for, at jeg ville begynde at skrive. Skønlitteratur. Som jeg i min tid som forlagsredaktør havde gjort mig klog på (og en sjælden gang lystig over) og som jeg som freelancer havde anmeldt, skrevet konsulentudtalelser på og oversat. Og var det mon en klog beslutning? Det spørgsmål havde naget mig natten før, hvor jeg så Nuser ved skrivemaskinen for mit indre blik, hver gang jeg lukkede øjnene.
Kan det læres?
Man kan diskutere, om man kan lære at skrive. På et kursus, der løber over en række eftermiddage i en boghandel på Vesterbro eller over flere år på en forfatterskole. Og det bliver da også flittig gjort. Men for mange er det på et skrivekursus, at man kommer i gang og bliver holdt fast. Således også for mig.
Og det skete kun, fordi jeg havde lavet et nytårsfortsæt og delt det med en veninde. Hun delte også et med mig og fortrak ikke en mine, da jeg fortalte hende, at jeg ville begynde at skrive. Det var nyt og grænseoverskridende for mig at sige det højt. Selv om jeg tilsyneladende mange år før havde tonet anderledes rent flag.
Da min debut Jubilæum udkom i marts i år, gav en gammel højskolekammerat nemlig lyd fra sig på Facebook. ”Det er skønt,” skrev han, ”at den første fra skriveholdet på Ry Højskole anno 1989 endelig debuterer.” Og en gammel studiekammerat fortalte i forsommeren, at jeg i 1990, da vi begyndte at læse Litteraturhistorie og blev sat i læsegruppe sammen, havde sagt, at vi da en dag skulle skrive en roman.
De skriver, vi læser
Både som studerende og senere som professionel læser var jeg blevet vant til, at det var de andre, der gjorde den slags. De skrev, og vi læste. Og i mange år var jeg glad og fornøjet over den fordeling.
Men da jeg arbejdede på Gyldendal som redaktør, fik jeg en dag besøg af en amerikansk forfatter. Jeg fulgte ham op i presseafdelingen, hvor han skulle interviewes, og her præsenterede han sig ved navn og tilføjede: I am the writer. Journalisten fulgte trop og præsenterede sig som the journalist, og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at være alt andet end the editor – og at jeg i lang tid havde været mere optaget af at skrive bagside- og salgstekster end af at redigere.
Så jeg sagde mit gode job op og forfulgte drømmen om at skrive, journalistisk, for jeg ville jo være journalist, og har de sidste ti år arbejdet freelance i bogbranchen som journalist, anmelder, oversætter, konsulent og forfatter af fagbøger. Indtil den dag i januar, hvor jeg begyndte at skive skønlitteratur og efter en lang tur i spiralen nærmede mig den rolle som writer, som jeg tilsyneladende, men eminent godt fortrængt, i mange år havde fantaseret om at få lov til at besætte.
Formiddagsforfatter
Jeg havde ikke noget liggende i skuffen, da jeg begyndte at skrive. Måske havde jeg forfattet en tekst eller to på højskolen, det husker jeg ikke, men intet siden. På skrivekurset måtte vi aflevere korte tekster, som siden blev længere og afleveret privat til min lærer. Så begyndte de at ligne noveller, og så var der så mange af dem, at man kunne ane en skitse til en samling. Jeg spurgte en redaktør, om han ville læse, når jeg engang var færdig, og det ville han gerne. Og så blev de antaget.
I den periode prøvede jeg at indføre skrivedage, hvor jeg ikke skulle andet end det, og det fungerede fint med noveller. De er hurtigere at få færdig og lægge i seng end en af de længere tekster, som jeg nu er gået i gang med. Og som kræver, at man er mere regelmæssigt til stede i det fiktive rum end blot en dag i ny og næ. Så jeg forsøger mig som formiddagsforfatter. Jeg indleder dagen med at skrive, og efter nogle timer skifter jeg kasket og begynder på det, der kan faktureres, og egentlig har mit arbejdsliv ikke ændret sig væsentligt. Jeg lever stadig, de fleste dage lykkeligt, af at læse og skrive og har blot lagt en ny og anderledes fri disciplin til min litterære mange-kamp.
Men der er dog også en anden ting, der er kommet til: den offentlige mening. Og den falder om både produkt og proces. Som redaktør, journalist og oversætter kan man som regel få lov til at arbejde i fred og ro, og der er ikke mange, hverken professionelt eller privat, der har en mening om det, man går og laver. Det er anderledes som forfatter. Anmeldere må godt – ja, de skal helst – mene noget, og det må venner, familie og bekendte også gerne.
Måske kan man vænne sig til, at folk mener noget, om det man har skrevet. Det er straks sværere at vænne sig til, at folk, man lige har mødt, har en mening om, hvad man skal skrive (her bliver krimien, som regel af økonomiske årsager, hurtigt bragt på bane), og som har stærke og meget forskellige holdninger til, hvor og hvordan man skriver bedst. Men sjovt nok er alle enige, uanset hvilket fagforbund de står i, når det gælder bog nummer to: Den er svær. Det ved alle. Og om de har ret, vil jeg lade stå usagt lidt endnu.
Den resistente læser
Men tilbage til klichéen om forlagsredaktøren, der gerne vil være forfatter. Og til spørgsmålet om, hvorvidt alle dedikerede læsere i virkeligheden gerne vil skrive selv. Det mente Jørgen Dissing Nørgaard i et indlæg her på Litteratursiden før ferien (Alle læsere drømmer om at skrive/red.). Og det kan være, at der er noget om snakken. I hvert fald er der mange af mine gamle redaktørkolleger, der allerede var eller siden er blevet forfattere: Simon Fruelund, Henriette Rostrup, Simon Pasternak, Benni Bødker og Karen Vad Bruun.
Så måske er bevægelsen fra læsende til skrivende slet ikke så voldsom. I sin essaysamling Hvordan man er alene skriver den amerikanske forfatter Jonathan Franzen om netop dette. Ifølge ham står læseren skulder ved skulder med forfatteren. Som han skriver: ”Læsere og forfattere er forenet i deres behov for ensomhed, i deres søgen efter substans i en tid med stadig større flygtighed: I deres rækken indefter, via det trykte bogstav, efter en vej ud af ensomheden.”
Forfattere er ifølge Franzen først og fremmest læsere. Og dem deler han op i to grupper med hjælp fra Shirley Brice Heath, professor i lingvistik og engelsk ved Stanford: den vaneformede læser, der har fået førsteudgaverne ind med modermælken og således er tungt arveligt belastet, og den resistente læser (eller den socialt isolerede), der læser, fordi han eller hun ganske enkelt ikke kan lade være – eller fordi det i barndommen (og måske også i voksenlivet) var i den fiktive fantasiverden, at de for alvor fandt ligesindede og følte sig genkendt. Som Heath siger, mens hun kigger Franzen dybt ind i øjnene: ”Du er et socialt isoleret individ, der længes desperat efter at kommunikere med en fantasiverden, der har så stor betydning for dig.”
Hvis man skal tro Franzen og Heath, så er det den resistente læser, der har størst sandsynlighed for at blive forfatter: ”Hvis det skrevne ord var mediet for kommunikation i barndommens fællesskab, giver det mening, at forfattere vokser op og finder det skrevne ord vitalt for deres forbindelse med fællesskabet.”
På Herlev Torv
Som læser kommunikerer man altså med en fantasiverden, som andre har skabt. Som forfatter kommunikerer med sin egen. Men jeg tror, at længslen efter den fiktive verden er den samme. Og måske er der i virkeligheden kortere fra læser til forfatter end fra journalist til forfatter. Som journalist må man gerne være social og udadvendt, man skal skrive i faste formater, forholde sig til fakta og tænke i målgrupper og manchetter. Den slags behøver man ikke som forfatter. Eller som læser, for den sags skyld. For man kan frit forsvinde ind i den fantasiverden, som man har lånt af andre, eller som man selv skriver frem – og den læsende og skrivende fornemmelse af at forsvinde ligner forbløffende meget hinanden: Om man som ung læser går på Sønderboulevard i Skive og ikke ænser naboen, fordi man ikke kan bestemme sig for, om man er mest betaget af Sebastian fra Brideshead eller Tine Brylds Alexander, eller om man voksen forfatter holder for grønt ved Herlev Torv og ikke hører, at de andre dytter, fordi det gamle ægtepar, man har skrevet om hele dagen, men ikke helt har fået krammet på endnu, pludselig kommer gående, lyslevende, forbi på fortovet.
Kommentarer