Fra tidernes morgen har seksualitet og kærlighed været grundlæggende bestanddele i den menneskelige eksistens. Og fra Tusind og én nats eventyr til Romeo og Julie har begreberne lige så længe afspejlet sig som temaer i verdenslitteraturen.
Af litteraturstuderende Marie Louise Büchert
Octavio Paz definerer erotik som "noget andet end bare sex:" hvor sex er det dyriske, ensformige forplantningsinstinkt, og kærlighed en ophøjet, personspecifik, ikke-fysisk følelse, er erotikken en mellemting: den er på samme tid fysisk og psykisk, variabel med kreativitet og fantasi, med individ og samfund.
Litteraturens fremstilling af erotiske scener og forhold spiller altså op mod og formes af forskellige kulturers bredere Historie: Erotikkens litterære historie er et vilkår, der ligger til grund for vor bevidsthed og for de myter, der har næret fantasien fra oldtiden til i dag.
Mens den orientalske tradition rummer utallige beskrivelser af, hvordan seksuel nydelse udgør en mulighed for menneskets forening med det guddommelige, er en sådan sammensmeltning mellem seksuelt og åndeligt sjælden indenfor den vestlige tradition.
Her udgør litteraturhistorien snarere en vekselvirkning mellem erotikkens to poler - mellem beskrivelser af begærlig, fuldstændig seksuel løssluppenhed (Don Juan eller Casanova) og beskrivelser af den rene kærlighed som en sjælelig kraft, der overskrider liv og død. I den forstand synes europæisk tænkning i høj grad formet af antikkens og den tidlige kristendoms dogmer og moralske kodeks.
Den vestlige dyrkelse af ren, sjælelig kærlighed kan således ses som en arv fra platonismen. I sit store filosofiske værk Symposion (ca. 380 f.Kr.) knytter Platon, med Sokrates, sin dualistiske idelære til guden Eros - til overvejelser om kærlighed og erotik.
Menneskets lod er en evig stræben efter udødelighed, og denne sikres gennem forplantning. Idelæren etablerer imidlertid et hierarkisk forhold mellem idé og materie, der betyder, at "sjælelig forplantning" er mere vidtrækkende og fuldstændig end den legemlige forplantning: det sande og skønne sikres først, når sjælen træder ind i ideernes fuldkomne og evige verden og smelter sammen med denne.
Erotik er blot forplantningens nødvendige udgangspunkt - på sin vej opad fjerner sjælen sig mere og mere fra seksualiteten.
Udover platonismen bygger den europæiske tradition på jødedommens mere modsætningsfyldte regelsæt omkring seksualitet og kærlighed. Bibelens første bud er det legemlige: "bliv frugtbare og talrige", og derudover vrimler værket med erotiske historier (endda incestuøse). I særdeleshed er Salomos Højsang (ca. 450 f.Kr.) et af de smukkeste bidrag til en erotisk litteraturhistorie:
"Din skikkelse er rank som en palme, dine bryster er som klaser. / Jeg siger: Jeg vil klatre op i palmen, jeg vil gribe fat i dens grene." (Kap. 7, vers 8-9).
Det er imidlertid blevet hævdet at denne umiddelbare sanselighed skal forstås overført som en hyldest til Gud: som forholdet mellem Jehova og Israel eller mellem Kristus og Kirken. Det gamle Testamente udvider på den måde Platons kærlighedsbegreb ved at knytte den erotiske kraft til Gud - og i sidste ende gøre den aseksuel.
Gennem de par tusind år fra Symposion og Det gamle Testamente op til i dag kan der nævnes en række skelsættende værker, dog ingen af tilsvarende betydning for den europæiske litteraturhistorie. I perioden omkring romerriget er især "elskovskunstens digter" Ovid og hans frisindede - næsten pornografiske - erotiske skildringer centrale (f.eks. Ars Amatoria, ca. år 0).
Ovids værker havde også betydelig indflydelse på den middelalderlige latinske litteratur, på ridderdigtningen om høvisk kærlighed. I tiden efter år 1000 sker en frigørende mentalitetsændring både i Gudsopfattelse og kvindesyn, der baner vejen for den store romantiske kærlighed (som kræver to ligestillede parter).
I digtningen optræder denne kærlighed oftest som udenomsægteskabelige forhold - men retfærdiggøres, sålænge de er baseret på ægte kærlighed. På den måde knyttes Ovids rent seksuelle skildringer til en åndelig dimension, "amor mixtus", og fører til en erotisk litteratur i Octavio Paz' forstand. Beretningen om Tristan og Isolde (fra 1100-tallet) er arketypen på lidenskabelig kærlighed.
Den høviske kærlighed er ikke platonisk, men rummer grader heraf. Den er heller ikke guddommelig og efterlader sig dermed ubesvarede spørgsmål om forholdet mellem menneskelig og kristelig kærlighed. Hvor Dante i et af det 14ende århundredes største værker, Den guddommelige komedie (ca. 1307-1320), forsøger at skabe abstrakt, ikke-fysisk harmoni mellem de to fænomener, er Boccaccios renæssanceværk Decameron (ca. 1352) vovet og sanseligt i erotisk forstand.
Med det pesthærgede Firenze som ramme fortælles i alt 100 lystige historier, der samlet giver et billede af kærlighed som en både fysisk og åndelig oplevelse. Kærlighed og seksualitet er adskilt fra den guddommelige sfære som en naturlig del af menneskelivet. Som sådan er erotikken ikke-syndig.
Efter reformationen i 1500-tallet kan Europas erotiske liv karakteriseres med eet ord: Kaos! Talrige holdningsskift i enkelte samfund, og store variationer mellem forskellige samfunds opfattelser gør det umuligt at afdække et bestemt syn på seksualitet: Shakespeares forfatterskab afspejler i sig selv nyplatonisk, guddommelig, lidenskabelig mv. kærlighed, mens værket Venus and Adonis (ca. 1593) er erotisk og sanseligt.
Det samme kan siges om en forfatter som Balzac (1799-1850), hvis personer kommer fra alle klasser og verdenshjørner. Med kirkens tab af verdslig magt fremhæves Decamerons skel mellem menneske og guddom. Og på samme tid tager individets frigørelse og selvstændighed for alvor fat og skaber nye muligheder for erotikken - bevægelige grænser for fantasien.
Octavio Paz hævder imidlertid, at renæssancelitteraturen overordnet set fremstiller kærligheden nyplatonisk, mens det romantiske gennembrud sidst i 1700-tallet fremhæver den individuelle side af det følelsesfulde, af begær og lidenskab. Det helt centrale for ham er dog, hvordan en seksualistisk og perverteret forfatter som marquis de Sade (1740-1814) danner fortrop for nyere tids seksuelle revolutioner.
Sades stærke skrifter fremstiller seksuel nydelse som en individuel og eneste sandhed, og er i den forstand blevet opfattet som udtryk for et meget radikalt oprør mod samfundets etablerede love og normer, som et umoralsk opgør med det moralske. Ifølge Paz dannede disse holdninger en hel filosofi i det attende århundrede, og har i dag udhulet ethvert sjæleligt begreb om erotik.
Måske er det da grunden til, at moderne digtere over en meget bred kam beskæftiger sig med psykologiske og fysiologiske forklaringer på erotik, snarere end dens væsen - Freuds værker, der syntetiserer videnskab og poesi er helt centrale i denne tradition. Eller grunden til, at en strømning som surrealismen debaterede sex politisk: erotik er ikke længere en lidenskab, men en ret.
Problemet med sexologi og seksualpolitik er i forlængelse heraf, at erotikkens åndelige dimension mistes - at seksualitet i sidste ende er gjort til en kapitalistisk (pornografisk) handelsvare i nutidens velfærdssamfund. Man kan naturligvis diskutere, hvorvidt Paz har ret. Men der ingen tvivl om, at vi stadig har brug for en Platon eller en Salomo, hvis vores eneste ene ikke skal reduceres til ren kropslighed.
Kommentarer