Allerede fra første øjeblik, bliver jeg slået af den forskel, der er på den Delphine de Vigan, jeg forestillede mig, og den Delphine de Vigan, jeg ser foran mig.
Af Kirstine Sø Dieckmann
Denne smukke efterårsdag er Authors in Aarhus, der ellers normal huserer nede på Dokk1, rykket op i Aulaen på Aarhus Universitet. Der er udsigt til universitetets fantastiske have, og solen er langsomt ved at gå ned. Omringet af Aulaens varme farver og et spændt publikum sætter Delphine de Vigan og interviewer Steen Bille Jørgensen sig til rette.
Allerede fra første øjeblik, bliver jeg slået af den forskel, der er på den Delphine de Vigan, jeg forestillede mig, og den Delphine de Vigan, jeg ser foran mig. Det er selvfølgelig uundgåeligt. Hendes romaner er personlige og går helt tæt på, men litteraturen er altid kun et delvist billede. På scenen er hun rolig, fattet og indimellem reserveret, og jeg er interesseret. Den Vigan, der sidder foran mig føles både velkendt og fremmed.
Hun fortæller, ofte med fagter, om sine romaner, og hun fortæller på fransk. Jeg må pænt vente på Bille Jørgensens danske opsummeringer, før jeg får mysteriet om hendes ord opklaret. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, opsummeringen er yderst fremragende, men jeg må indse, at jeg også her får Vigan i en filtreret version.
Denne gang filtreres hun ikke gennem sine romaner og fiktionen, men gennem Steen Bille Jørgensen. Hendes fysiske virkelighed kan ingen dog ændre på, hun er til stede, engageret og veltalende, og enkelte ord finder vej frem til mig gennem det franske. Det er på en måde en iscenesættelse af hendes romaner, hvor præcis denne umulighed er i fokus; ønsket om at forstå den anden fuldstændigt, om den perfekte identifikation, der jo er umulig.
De starter med ”Baseret på en sand historie”, og der kredses specielt om, hvad præcis der finder sted mellem de to kvinder, L. og fortælleren, der deler navn med forfatteren selv. Selv var jeg under min læsning optaget af den tyngende, truende atmosfære mellem de to karakterer, så jeg er overrasket, da Vigan fortæller, at hun ikke ser truslen, som det primære. Det essentielle, forklarer hun, er identifikationen. Det behov vi alle har for at se os selv eller dele af os selv reflekteret i den anden. Vigan viser sig da også et par gange uenig i tanken om, at dette skulle være en roman, der handler om noget specifikt kvindeligt. Det beskriver en menneskelig, snarere end en kvindelig, oplevelse.
Det samme gælder ”Alt må vige for natten”, der let kan ses som en dybt personlig roman, men gennem samtalen afsløres en anden, måske mere skjult dimension; ønsket om at beskrive familiens fælles erindring om moren. Selvfølgelig også hendes ønske om at forstå, hvad der er blevet overført fra moderen til hende selv, og hvad Vigan bærer med sig pga. dette. Men det er mere end det, og det går op for mig, det altid vil være mere end det åbenlyse med Vigan. Hendes romaners ”skjulte” sider er mange og værd at lede efter.
Vigan beskriver også sin leg med sprog og genre i begge romaner, som en leg med læseren. Vigan er ikke interesseret i at give os for mange lukkede svar. Hun virker oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvad alle vi andre læser os frem til.
Som en allersidste kommentar spørger Jørgensen til den skrøbelighed, der er at finde i begge hendes romaner. Det er en skrøbelighed, jeg selv har lagt mærke til, og som måske er et slags vandmærke for hendes forfatterskab. Det er også her vi måske kommer tættest på Vigan selv, for hun svarer, at hun ser skrøbeligheden i sin egen personlighed, og det derfor fylder meget.
På scenen var der ikke megen skrøbelighed over Vigan, hun talte med en behagelig jordnærhed og selvtillid, men da vi bagefter går ud for at få signeret vores bøger, kan man ane den i hende. Som hun sidder der bag et lille bord, med en kuglepen i hånden, og tager imod os med et smil og en lille usikkerhed over stavningen af alle de danske navne, kan man fornemme den skrøbelighed hun videregiver til sine romaner. Også her aner jeg lidt af den Vigan, jeg selv forestillede mig.
For min del, så gav mødet med Vigan en lyst til at genlæse hendes forfatterskab, og for de af publikum, der endnu har en eller flere af hendes romaner til gode, så har aftenens event været en charmerende, oplysende introduktion.
Kommentarer