Rasmus Theisen har vundet Munch-Christensens debutantpris 2022 for romanen 'Andre hunde'. Her kan du læse Lars Bukdahls tale til vinderen.
Det er for meget af det gode, at Ramus Theisens debutroman Andre hunde både er en fremragende, følsom roman om en ung mand, der skal finde sig selv i det fremmede og omvendt, og en fremragende, kritisk roman om danskernes kolonialistiske attitude og praksis i Grønland og en fremragende, uhyggelig roman om slædehundes mystiske sygdom og mishandling, men som Mae West korrekt udtalte: for meget af det gode er vidunderligt.
Det fremragende gode er til hver en tid nok selvfølgelig, men det er som om, at disse års talentoverflod blandt debutanter er så dramatisk stor, at det ligesom naturnødvendigt får visse af debutanterne til i bedste forstand til at overpræstere og levere i både pose og sæk, skattekiste og Nettopose. Jævnfør også bare sidste års prismodtager Glenn Bech og hans helt anderledes eksplosivt og monstrøst inklusive debutroman Farskibet, der på sin helt egen umulige måde også er godt og grundigt for meget.
De unge, hyper-inklusive, overpræsterende forfattere inkluderer og præsterer også at have noget på hjerte, med gamle Brandes at sætte problemer under debat, altså det som den kritiske roman, som Andre hunde for det andet er, har til hensigt. Og paradoksalt nok kan den stærke kunstneriske kvalitet og kraft i overpræstationen, foruden selve den projektuelle flerdobbelthed, skygge for problemdebatteringen.
Det er derfor, Glenn i går udgav sit ”manifest” af et langdigt Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet med lutter glødende klartekst, og derfor Rasmus et par måneder efter udgivelsen og den overmåde positive modtagelse af romanen skrev en kronik i Information under overskriften ”Danskere opfører sig racistisk i Grønland i et omfang, der vil overraske de fleste”. Rasmus har selv formuleret sig sådan om det litteræres slagskygge i et interview:
”Bogen er blevet modtaget mere romanagtigt end et decideret vidnesbyrd, og jeg ofrede nok noget sensationalisme i mine interviews for at undgå at spinde mig ind i et white saviour-kompleks og den typiske postkoloniale stemme, hvor den hvide unge mand kommer til Grønland og tror, at han kan udlægge landet og dets problemer. Jeg holdt mig også fra at tale om de konkrete mennesker, der opretholder korruption og nepotisme på en måde i Grønland, som vi i Danmark slet ikke kan forstå. Jeg var bange for, at folk, der har hjulpet mig, kunne komme i klemme.”
Paradokset i en nøddeskal; For ikke at gøre mennesker ondt var romanen nødt til at blive romanagtig, hvilket på den anden side forhindrer den i ordentligt og effektivt at solidarisere sig med de samme mennesker. Og dog!
Hvor tekstsporene i Farskibet næsten panisk farer fra og hen over hinanden, falder de tre romaner Andre hunde, den følsomme, den kritiske, den uhyggelige, umærkeligt sammen i selve skriftens sitrende, skiftevis og på samme tid rigt realistiske og løftet poetiske stilighed. Det er fordi, der står så meget faktuelt og sanset detaljerigt om de slædehunde, at det bliver så mærkbart, rygradsrislende og decideret apokalyptisk uhyggeligt, at de bliver syge og mishandlet. Dette er et af bogens første hundeglimt:
”Jeg tændte komfuret, satte en gryde med vand på, trak gardinet fra og betragtede vejens hunde. Min genbo Nukannguaqs hunde havde fået unger for et par uger siden. Moren var i lænker. Alle slædehunde ældre end seks måneder var lænket. Det var noget af det første, jeg fik at vide, da jeg ankom: Du må ikke klappe hundene. Hvalpene løb omkring huset, snusede til en affaldssæk. Nukannuaq gik rundt med hue på, hun dukkede sig, tændte et stearinlys på bordet. Længere nede ad vejen gik en turist. Det måtte være en turist. Han standsede og løftede sit store kamera, kastede sin halve cigaret og tog et par billeder af Nukannguaqs hunde og tørfiskene på stativet.”
I lige så intens grad som hundene omfatter stil-akkuratessen menneskene og deres omgivelser og – måske mest imponerende – det utrolige landskab, som Rasmus skriver og ser for godt til bare at måbe over som uroligt lykkeligvis. Der sker en anfægtet spejling i den citerede passage, for også forfatteren tager jo et par billeder af hundene og Nukannguaq, men hele bestræbelsen for både jegfortælleren og romanen er at nå hinsides det turistede blik, ethvert turistet blik, også det, der himler i selvfedt engagement. Det er derfor, det er nødvendigt, kunstnerisk og menneskeligt, at få øje på og notere både den hue, Nukannguaq bærer indendørs, og den halve cigaret, turisten smider fra sig. Det er den hue og den halve cigaret i al generøs og præcis romanagtighed, Rasmus Theisen ikke mindst tildeles sin debutpris for. Isbjergstort tillykke!
Kommentarer