Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
Amerikanske Keith Donohues fantasyroman Skifting (2006) er ikke nogen hyggelig julelæsning med festklædte og harmløse nisser, det er tværtimod en skildring af en barsk bagside til det hyggelige, amerikanske forstadsliv. Det er en pudsig og fantasifuld refleksion over folkeovertro og identitet, og rummer en god spænding i parallelfortællingen mellem menneskenes og skiftingenes verdener.
Romanen vil måske lige lovligt meget på én gang, men holder man af fantasy-fortællinger om naturvæsens-verdener, så er Keith Donohues roman et meget fint nutidigt bud på genren.
I Skifting tager roman-debutanten Keith Donohue (f. 1960) skiftinge-myten på ordet og konstruerer en fortælling om, hvordan skiftingene lever deres liv. Romanen følger parallelt den 7-årige Henry Day, der engang i 60’erne brutalt føres væk fra sin trygge tilværelse i en amerikansk lilleputby til skovene af en lille skiftinge-bande, som navngiver ham Hverdag, og så den drillenisse, der har taget Henry Days komfortable menneskelivstilværelse i besiddelse. Bogens kapitler fortælles på skift af de to Henry Day’er, der prøver at komme overens med deres nye tilværelser og skabe en mening i dem.
Kald mig drillenisse
Når Donohues roman er relevant for denne måneds tema om nisser, så er det, fordi Hverdag ved bogens begyndelse forsøger at definere sig selv som skifting: Kald mig ikke en fe. (…) Hvis du skal give mig et navn, så kald mig drillenisse (s. 5).
Hverdag opremser et helt hierarki af fe- og troldelignende væsener, som de er kendt verden over, og et klassifikationssystem til at betegne dem med; han selv hører til gruppen af jordiske og underjordiske væsener. Denne dobbelthed er betegnende for hele bogen, der dels foregår i et ganske realistisk miljø i en lille by et sted i USA, dels i de omkringliggende skove, hvor skiftingebyttet giver læseren indblik i en naturmystisk parallelverden.
De drillenisser, Hverdag kommer til at leve iblandt, udmærker sig dog ikke ved at være nogle særligt søde nogen af slagsen; snarere end det godmodigt drillende viser de en barsk og hård bagside af nissetilværelsen, og det er en rå og ubeskyttet side af natur- og mennesketilværelsen, de viser. Indimellem er der dog også plads til klassiske drillenisseløjer, som når et par af skiftingene er på togt ind til byen efter tøj og forråd:
Fra en tøjsnor med tøj til tørre tog vi hver en ren og frisk skjorte, og jeg nappede en trøje til Plet. Luchóg stak en strømpe i lommen fra et par, der hang der. ”En tradition,” grinede han som Cheshire Cat. ”Mysteriet om den manglende strømpe fra enhver vaskedag.” (s. 84).
Skiftingenes vanskæbne er, at de selv er blevet byttet bort som børn, og nu venter de på, at det bliver deres tur til at blive byttet tilbage til menneskelivet. Hos skovskiftingene er der et strengt hierarki, hvor den sidst ankomne står bagerst i køen til en tilbagebytning – og derfor kan en skifting sagtens skulle leve i hundrede år, fastfrosset i en syv-årigs krop, og i konstant agtpågivenhed over for menneskeverdenen.
Dobbeltfigurer og identitet
Den skifting, der får Henry Days plads i menneskeverdenen, viser sig at have et fantastisk musikalsk talent; og da han får lov at få klaverundervisning, begynder hans forrige liv, før han blev skifting, at dæmre for ham.
Parallelt med Henrys forsøg på at opklare sin fortid begynder også Hverdag ude i skoven at lede efter sin oprindelse; efter den rituelle skiftinge-dåb husker han ikke noget fra sit hidtidige liv, men alligevel får han langsomt sammenstykket sin historie. Skovtilværelsen med sin tidslomme forsyner Hverdag med et dobbeltblik på den menneskelige tilværelse; og romanens to Henry’er, som læseren følger gennem det meste af et liv, kommer til at spejle hinanden.
Den irske inspiration: Yeats’ stjålne barn
Bogens amerikanske titel, The Stolen Child, deler navn med et digt af den irske digter og nobelprismodtager William Butler Yeats (1865-1939), og Donohue selv har da også refereret til dette digt som en væsentlig inspirationskilde for romanen. Yeats blev af en ungdomsforelskelse ansporet til at tage del i den irske selvstændighedskamp, og den irske nationalisme løber derfor som en klar strømning i hans digtning.
Den nationalromantiske digtning har ofte folkloristikken som inspiration – tænk blot på Johan Ludvig Heibergs Elverhøj (1828) eller Adam Oehlenschlägers digt om Guldhornene (1802) – og i digtet om The Stolen Child tager Yeats altså fat på folkeovertroen om skiftinge.
Yeats’ digt er en romantisk skildring af den irske natur og de 'faeries', der bebor den; i en dansk kontekst kan de, med deres mystiske natlige måneskinsdanse, sammenlignes med elverfolk. Og ligesom de skandinaviske huldre og elverfolk i overtroen lokkede folk med sig, sådan er Yeats’ fevæsener også lokkende, her i digtets omkvæd:
Come away, O human child!
To the waters and the wild
With a faery, hand in hand,
For the world's more full of weeping than you can understand.
Hvor Yeats’ fevæsner lokker barnet med sig, så de i sidste vers kan triumfere: For he comes, the human child, så er Donohues drillenisse-skiftinge som nævnt anderledes kontante i deres ombytningsseancer. Alligevel sporer man tydeligt inspirationen fra Yeats, særligt i den lidt melankolske og vemodigt resignerende fortællestil, der kendetegner romanen.
Skiftingelivets genvordigheder
Romanen er fyldt af fantasifulde og til tider ganske komiske forklaringer på, hvordan skiftingen overtager menneskebarnets plads, uden at familie og venner aner uråd. Skiftingen vokser ikke af sig selv, men må hver aften ligge og strække sig for at vokse normalt; og først da Henry Day som usikker teenager klæder sig af foran en pige, som griner af ham, går det op for ham, at han har glemt at lade sit kønsorgan vokse med ind i puberteten.
Man kan diskutere, hvor godt Donohues fe-verden overbeviser, og hvor godt en Yeats-inspireret mystik fungerer side om side med amerikanske hverdagsbetragtninger; men i det store og hele er det en vellykket fortælling, Donohue får ud af skiftinge-myten. Spændingen stiger, efterhånden som de to Henry’er nærmer sig hinandens liv, og romanens slutning er både elegant og forløsende.
Læs mere om skiftinge
Læs W.B. Yeats’ digt The Stolen Child
Kommentarer