Samfundets svageste inviteres sjældent til at deltage i den dialog, som litteraturen inviterer os til. Og det er en skam, for dialogen gennem litteraturen kan virkelig gøre en forskel.
Af projektmedarbejder Helle Wind Poulsen
Forsorgshjemmet Tre Ege
Onsdag aften begiver jeg mig ud i det grå og råkolde danske vintervejr, med kurs mod forsorgshjemmet Tre Ege i Brabrand. Det er et sted, hvor hjemløse for kortere perioder kan søge ly for vinterens luner, få faste rammer, et varmt sted at sove, tjene lidt lommepenge ved at arbejde i køkkenet, eller deltage i stedets aktiviteter. En del af stedets beboere er misbrugere, og modsat de andre forsorgshjem i Aarhus Kommune må de gerne misbruge på Tre Ege.
På Tre Ege strømmer lyset ud gennem de mange vinduer, der er allerede pyntet op til jul, dejligt varmt og der dufter af kaffe. Jeg udveksler hilsener med nogle af beboerne. De trisser lidt rundt efter det fælles aftenmåltid, studerer opslagstavlerne, fortæller et par vittigheder til hinanden, eller henter sig en kop kaffe. Medarbejder Solveig viser mig ind i den ene TV-stue, hvor læsegruppen skal samles. Her er store planter, en reol med bøger og brætspil, nogle meget behagelige lænestole og et par runde sofaborde.
Læsegruppen
Mit ærinde på stedet er at afholde læsegruppe for de hjemløse i forbindelse med projektet Læselysten voks(n)er. Det er et biblioteksprojekt, der handler om at samle læsesvage og socialt udsatte mennesker omkring gode fortællinger i højtlæsningsgrupper, hvor vi læser efter Læseforeningens metode guidet fælles læsning. Nogle af de centrale ord i højtlæsningsgrupper baseret på denne metode er nærvær og samvær, samtale, refleksioner og diskussioner blandet med personlige fortællinger. Det er frivilligt, om man vil sige noget, når vi snakker lidt om historien undervejs, og der er ingen rigtige eller forkerte svar.
Der skænkes kaffe, og jeg deler en kopi af dagens historie ud til hver deltager. Et par af dem beholder den, men de fleste lægger den hurtigt fra sig igen. De vil bare gerne lytte.
En af dem har virkelig glædet sig til at høre historier og hygge, og har derfor taget sin dyne med. En anden fortæller, at han har meldt sig til at gå til læsegruppe, fordi han gerne vil øve sin hjerne i at være koncentreret, så han måske kan tage sin 10. klasses eksamen i foråret. En tredje siger ingenting den næste halvanden time, men sidder med et lille smil i den ene mundvig. En fjerde gnækker lystigt i skægget og kan næsten ikke vente på, at vi kommer i gang med historien.
Den naturlige snak om de store ting
Kim Fupz Aakesons historie ”Bowling” handler om en lettere kikset bilsælger, og det afføder straks et hav af kommentarer om bilsælgeres karaktertræk fra deltagerne. ”Jeg har selv været bilsælger engang”, siger en af dem, og fortæller nogle frygtelige røverhistorier om bilsælgere i Hamborg, der tænder 1000kr-sedler i cigarettænderen og vælter sig i sprut og damer. Modsat en figur i historien, har en af deltagerne engang købt en bil, som han fik lov at køre væk i med det samme. ”Og sådan skal det være”, siger han, ”jeg gider ikke vente i flere dage: hvis jeg køber en bil, er det jo fordi jeg har brug for den.”
I løbet af historien dukker flere emner op. Det er måske ikke tekstens mest oplagte emner, vi er kommet til at snakke om, men det er uvæsentligt, for det er de emner, deltagerne har valgt at trække ud af fortællingen: ”Han kan ikke være bekendt ikke at tage de chancer, som livet giver ham”, siger en af dem, og de andre nikker samtykkende. ”Det burde man faktisk være forpligtiget til”, supplerer en anden, hvorefter flere byder ind. På den måde får læsegruppen, med historien i centrum, snakket om nogle ting, som de måske ellers ikke havde fået snakket om på en naturlig måde. Beboerne tager samtalen – og læsegruppen i det hele taget – meget alvorligt. Jeg tror det er præcis det, de føler sig: taget alvorligt.
Litteraturen skaber kontakt
At være hjemløs og misbruger er et meget hårdt liv, både fysisk og mentalt. Af den grund opstår der på Tre Ege af og til situationer, der sætter huset på den anden ende. En sådan situation har der været natten før et læsegruppemøde et par uger senere. Situationen havde skabt uro natten igennem, få har fået sovet og 6-7 beboere er blevet bedt om at køle lidt af ude i det fri og komme igen om et par dage, fortæller en af medarbejderne mig. Derfor er vi heller ikke så mange til at deltage i læsegruppen, kun en medarbejder og en enkelt beboer har fundet vej til TV-stuen. Vi kan høre, at der heppes på håndboldpigerne inde ved siden af. Samtalen går lidt trægt, men der kommer dog nogle gode pointer og et par grin frem. Beboeren fortæller, at han i sit liv har kendt et par ligesom det i novellen, hvor ”hun har klasse og han har et Visakort”, men han tager ikke tilløb til at fortælle mere.
Bagefter fortæller medarbejderen mig, at han kun har boet på Tre Ege i et par dage, og ingen har rigtigt kunnet slå et ord af ham. Men i læsegruppen har han sagt – om ikke meget, så i hvert fald noget, og deltaget i snakken. Medarbejderen er rigtig glad for, at læsegruppen på den måde har givet hende mulighed for at tale med ham. Ikke bare i selve læsegruppen, men også senere hvor læsegruppen kan være den fælles oplevelse, hun kan bruge til at indlede en samtale. Læsegruppen inviterer til dialog i et frirum, der ikke er styret af tvang, formål eller socialpædagogiske handlingsplaner.
Dialogen med teksten
På vej ud møder jeg en af dem, der var med den første gang. Han gik relativt hurtigt midt under læsningen, og det viser sig at være fordi, han syntes, det var uforskammet, da en af de andre afbrød mig under højtlæsningen. Han tager det at høre historie meget alvorligt, og havde virkelig glædet sig til det. Han tager imod en kopi af den læste tekst og lover at komme igen næste gang. Til gengæld lover jeg, at vi indfører lidt mere disciplin i læsegruppen, så alle bedre kan komme til orde.
Ugen efter har han siddet og ventet, da jeg kommer ind i TV-stuen. Han giver høfligt hånd og fortæller, at han har glædet sig. Vi får selskab af en anden beboer og Solveig, der kommer med kaffen. En tredje beboer går lidt til og fra, mens vi læser Karen Blixens ”Skibsdrengens fortælling”. Det viser sig, at den nye læsegruppedeltager i sin tid har sejlet meget og kender den overnaturlige tro på, at visse dyr beskytter sømændene. ”Man kan bedre stole på dyr end på mennesker, for dyrene svigter ikke en. Og så er naturen og dyrene forbundet med en dybere sandhed”, siger han. Vi snakker meget om at føle sig i harmoni med naturen og om at finde ro, og prøver at beskrive den følelse, som falken i historien giver os: svævende højt højt oppe i en althed, hvor intet trænger forstyrrende ind i dens ro.
Vi har for længst brugt den time, vi har til rådighed, og beboeren kigger ængsteligt på uret på væggen og spørger, om Solveig og jeg nu skal til at snakke om alt muligt. Næh, svarer vi, hvorfor? Det er bare fordi, siger han, at han ikke rigtigt har lyst til at gå, men gerne vil blive og snakke. Han fortæller, at han har meget svært ved at finde ro i sig selv, fordi han pines af følelsen af, at han ikke er i stand til at klare sig selv, og er afhængig af steder som Tre Ege. Da vi bliver nødt til at slutte, stopper han varsomt sin kopi af teksten i lommen. ”Jeg vil prøve at læse den selv senere. Jeg er godt nok ikke særlig god til at læse, men der er et eller andet i historien som vil fortælle mig noget. Så jeg vil gerne læse den igen”, siger han.
Foto: Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Kommentarer