Nomineret til Læsernes Bogpris 2016. Ane Riels første bog blev kåret til Årets bedste krimidebut. I den nye, »Harpiks«, er der også mord og spænding fra første side. Alligevel mener hun ikke, at hun skriver krimier. Men det gør hende ikke det mindste, hvis andre kalder dem dét.
af Jeppe Bangsgaard
Artiklen har været bragt i Berlingske
I den første sætning på første side i Ane Riels »Harpiks« bliver der begået et mord.»Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel«, får vi at vide af fortælleren, som er et barn.Dermed er den dystre stemning sat, men gør det også bogen, som er nomineret til Læsernes Bogpris, til en krimi? Selv er Ane Riel i tvivl.»Jeg har ikke skrevet den som en krimi, men som en roman,« siger hun.Forvirringen opstod allerede med hendes første bog, »Slagteren i Liseleje«, fra 2013.»Den skrev jeg også som en roman, og jeg var faktisk bange for, at den ville blive opfattet som en krimi, for så ville den da være verdens mest kiksede krimi, tænkte jeg. Den følger slet ikke nogle regler, og der er intet traditionelt opklaringsarbejde i den. Men så vandt jeg alligevel en krimipris for den,« siger hun med henvisning til Årets krimi/ spændings debut, som Det Danske Kriminalakademi tildelte hende. (Ane Riel modtog desuden Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi på Krimimessen 2016. /Litteratursidens redaktion)
Uden at skele til genrer
»Da jeg så, uden overhovedet at skele til genrer, havde skrevet »Harpiks«, tænkte jeg selvfølgelig over, om den også ville blive set som en krimi. Selv om der er mord og spænding i den, tænkte jeg igen: »Jamen den handler jo først og fremmest om menneskesindet. Jeg syntes egentlig, at det største drama i den foregår inde i hovedet på det barn, som er fortælleren i en del af bogen, så jeg troede ikke, at den ville gå som krimi.« Men som Ane Riel ser det, er det kun positivt, hvis både krimifans og mere klassiske romanlæsere kan få noget ud af bogen.»Det betyder jo, at der er flere læsere til den, kunne man håbe, så længe der ikke er nogen, der udelukker den. Frygten har selvfølgelig været, at krimilæsere ikke ville røre den, fordi de tror, at den er for litterær, og at romanlæsere ikke vil læse den, fordi de tror, det er en krimi. Men det er min fornemmelse, at begge grupper har taget den til sig. I øvrigt er jeg efterhånden ved at forstå, at min opfattelse af krimigenren er håbløst forældet.Grænserne er langt mere flydende, end jeg var klar over.«
Vil ikke sættes i bås
»Jeg vil helst ikke begrænses på nogen måde.Jeg vil have lov til at skrive en hvilken som helst bog, uden at der nødvendigvis er mord eller forbrydelser i den.« Egentlig var hun efter sin debut også gået i gang med en helt anden bog. En mere selvbiografisk roman, der skulle foregå i en skov og handle om en kvinde og en hund, der mindede meget om Ane Riels egen. Men pludselig kom de første sider i »Harpiks« til hende.»Jeg vågnede en nat og kunne ikke falde i søvn igen, fordi jeg havde nogle sætninger kørende i hovedet. Det var den her barnestemme, der fortalte dét, der blev de første tre sider i bogen. Jeg blev nødt til at stå op og skrive sætningerne ned, bare for at kunne falde i søvn igen. Da jeg så stod op næste morgen, kunne jeg læse, hvad jeg havde skrevet, og uden overhovedet at have tænkt over det, havde jeg fået præsenteret et persongalleri, alle hovedkaraktererne, et sted, den her ø, som bogen foregår på, og endelig en tilstand, som handler om sygelig samlermani.«
Spændet mellem normalt og grotesk
»Harpiks« følger vi pigen Liv. Det er hendes far, der fylder deres hjem med uendelige mængder skrammel, ham, der kvæler sin egen mor i den første sætning, og ham, der melder sin egen datter død og skjuler hende i en container. Livs mor er også langt fra normal.Fysisk er hun så stor, at hun ikke kan komme ud af soveværelsesdøren, og også psykisk har hun sit at slæbe på. Det lyder grotesk, men for Liv er den verden en normaltilstand.Netop spændet mellem det normale og det groteske fascinerer Ane Riel.»Det er ikke altid så ligetil at sige, hvad der er normalt, og hvad der er grotesk. Bogen er skrevet meget realistisk, samtidig med at der sker nogle ting, som man umiddelbart kunne tro var utænkelige. Men nogle gange sker der utænkelige ting. Virkeligheden overgår fantasien. Jeg kan godt lide, at intet er givet på forhånd.« Selv tror Ane Riel, at fascinationen af det groteske og det med, at det normale nogle gange er det groteske og omvendt, blandt andet kommer fra multitalentet Robert Storm Petersen og hans satiriske tegneseriestriber.»Jeg har arbejdet en del år på Storm P.Museet på Frederiksberg, og Storm P. har lige netop det med, at han får vendt en situation, så man pludselig ser den omvendt. Uden at skulle sammenligne mig med ham, kan jeg mærke, at jeg har suget det til mig. Jeg har også skrevet en bog om ham for børn. Han har gjort stort indtryk på mig, og der går sjældent en dag, uden at der kommer en af Storm P. s fluer op at vende i mit hoved. Jeg elsker det der med at se på noget og sige: »Nu vender vi det lige på hovedet og ser, hvordan det så ser ud. Når man gør det, dukker der nogle gange noget op, som er sjovt eller i hvert fald tankevækkende.«.
Det kommer af sig selv
Men hvad så med det uhyggelige, hvor kommer det fra? »Det kommer af sig selv. Det er også, fordi det er skræmmende at forestille sig at bo i et hjem som Livs, der er ved at sande fuldstændig til i hendes fars ragelse. Jeg ved jo ikke, hvad der skal ske, når jeg skriver. Men jeg vil gerne gøre det spændende for mig selv. Jeg vil gerne kunne være nysgerrig og tænke: »Gud, hvad sker der, hvis jeg gør sådan og sådan.« Men jeg vidste ikke, om det ville blive en spændende bog, da jeg begyndte at skrive.Jeg begyndte bare med den her fortællerstemme, som er et barn, og tænkte: »Hold kæft, hvad foregår der her,« siger Ane Riel og tilføjer: »Og så får jeg mig bare på en eller anden måde lusket igennem.«
Foto: Thomas Lekfeldt
Kommentarer