Læs interviewet med Jens Henrik Jensen, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013 med 'De hængte hunde'. Interviewet har været bragt i Berlingske.
Jens Henrik Jensen vil ikke skrive krimier om journalister. I 'De hængte hunde', der er indstillet til Læsernes Bogpris, er hovedpersonen krigsveteran.
Skevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske lørdag d. 23. 2. 2013
Det er næsten en litterær genre i sig selv: Journalistkrimien. Skrevet af en journalist og med en eller anden form for reporter i hovedrollen. Tænk bare på Stieg Larsson, Elsebeth Egholm og Liza Marklund og deres respektive helte med pressekort og blok; Mikael Blomkvist, Dicte Svendsen og Annika Bengtzon.
Men den klub tilhører Jens Henrik Jensen ikke, selv om han også er journalist og krimiforfatter. Han har i over 20 år arbejdet på dagbladet Vestkysten, der blev til JydskeVestkysten i Esbjerg. Her er han jourhavende, med det daglige, praktiske ansvar for avisens 1. sektion og følger den fra morgen til trykstart, sen aften. Og siden 1997 har han skrevet otte krimier, senest »De hængte hunde«. .
Modsat mange af sine krimikolleger kunne han ikke drømme om at skrive om journalister.
»Jeg ville simpelthen ikke orke det. Den verden fylder meget i min hverdag,« siger Jens Henrik Jensen og giver et eksempel:
»Jeg kan levende forestille mig, hvordan det ville blive: Kampen for at få artikler på, pressende deadlines og så videre. Jeg bliver så træt af at læse det selv. Det er så forudsigeligt. Måske er det bare, fordi jeg selv kender det så godt, men hvis en journalist er hovedperson, bringer det mig ikke noget nyt. Men jeg kan da godt se, at en journalist er et godt redskab i en krimi. Journalister kan jo være gode forløsere af et plot, fordi de har mulighed for at stikke deres næse i alt muligt. Men der er så mange af dem i krimierne.«
Krigsveteraner er der til gengæld ikke så mange af. Sådan en har Jens Henrik Jensen som hovedperson i »De hængte hunde«, første bind i hans nye krimiserie. Niels Oxen er Danmarks højest dekorede soldat, men da vi møder ham, hutler han sig gennem tilværelsen som traumeramt krigveteran.
»Jeg synes, det er spændende at sætte mig ind i et andet fag, et helt andet felt. Det skal sørme da også være interessant og en udfordring for en selv, når man skal bruge så mange timer på det.«
Jens Henrik Jensen har skrevet alle sine krimier under orlover fra avisen. Den vekselvirkning fungerer godt for ham.
»Ellers havde det været kropumuligt at skrive bøgerne. Jeg har jo godt nok nogle lange vagter på omkring 14 timer, der gør, at jeg også kan holde fri en del dage og skrive der, men i længden holder det ikke.«
Skriveprocessen med bøgerne er lidt af en kontrast til de hektiske vagter på nyhedsredaktionen.
»Det er jo et rastløst og stressende job at være jourhavende. 1000 beskeder, og alt kører rundt. Når jeg skriver, står jeg til gengæld op og går ind ved siden af og sætter mig på skrivebordsstolen. Det er dejligt at koble fra der, men det er nu også rart at komme tilbage til avisen.«
Selv om han ikke vil skrive om journalister, finder han tit stof til sine krimier under sit arbejde på avisen.
»Jeg sidder jo midt i nyhedsstrømmen, så hvad som helst kan inspirere. Det kan være små notitser eller store komplekse begivenheder. Det behøver ikke at have noget at gøre med det, jeg sidder og arbejder på. Jeg tænker bare: Wauw, det var da alligevel utroligt. Jeg har lavet en serie om kriminalassistenten Nina Portland i Esbjerg, og der havde plottet noget med krigen i Irak at gøre. Var der masseødelæggelsesvåben eller ej? Hele den baggrund for, at man gik ind i krigen, har jeg flettet ind i en lokalhistorie. Det lyder måske vidtfavnende, men jeg skærer det selvfølgelig til. Men det kommer tit fra nyhedshistorier.«
I sin kælder i huset i Søvind ved Horsens Fjord, hvor han bor med sin kone og deres to børn, har Jens Henrik Jensen da også et kæmpe arkiv, hvor han gemmer interessante artikler og andet, han kunne forestille sig at bruge i sine bøger.
Han har også, før han fik børn, rejst rigtig meget, blandt andet i Latinamerika på Balkan og i Østeuropa. Det smitter også af på bøgerne.
Den i dag 49-årige journalist og forfatter begyndte at skrive sin første bog, »Wienerringen«, i midten af 1990erne.
»Et eller andet sted var det vel som en udfordring til mig selv, og så var det vel også noget, jeg troede var nemt,« siger Jens Henrik Jensen og gnægger.
»I kraft af, at jeg var journalist, måtte det jo ikke rage så vidt at skrive en bog. Så det gik jeg frisk i gang med. Men det viste sig nu, at sådan hang verden ikke helt sammen. Der er langt fra at betjene sig af de kompetencer, man har som journalist og fortælle en nyhedshistorie til at skrive litterært. Jeg kan også huske, at jeg bøvlede med sådan noget som, hvordan folk taler sammen. Som journalist er man vant til at fyre citater af, men her var det noget helt andet.«
Der gik da også et par år, inden Jens Henrik Jensen fik den første bog antaget af et forlag. Men med hans efterfølgende Kazanski-trilogi gik det lettere, og flere af hans bøger er blevet bestsellere. Alligevel har han Jens Henrik Jensen ingen ambitioner om helt at skippe journalistikken og blive forfatter på fuld tid.
»Jeg har ikke den forkromede drøm, som mange har, om kun at leve af at skrive bøger. Det er meget isoleret og ensomt, så det at veksle passer mig fint.«
Foto: Red Star Photo
Kommentarer