Som barn lod han ofte, som om han forlod rummet, men blev stående stille uden for døren og lyttede. Den tilgang til livet har gjort Thomas Korsgaard til forfatter, mener han. Hans roman »En dag vil vi grine af det« er nomineret til Læsernes bogpris 2019.
Af Jeppe Bangsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende
»Tilegnet min mor med tak for alle fortællingerne« står der på den første side af »En dag vil vi grine af det«. Hvad er det for nogle fortællinger?
»Der er så mange. De bedste gemmer jeg til værtshusene. Men eksempelvis er der historien om nogle drenge, der tvang hende til at se på, mens de druknede hendes hund i en olietønde, da hun var barn. Eller historien om hvordan hendes far smadrede alle reoler i huset efter at have drukket en kasse øl. Eller om den første gang hun mødte sin svigermor i et par hvide træsko og fik serveret den eneste ting i verden, hun ikke kan lide: kålroulade. Det er de allerførste historier, jeg har fået fortalt. Så de er en del af min mytologi. Mine godnathistorier. Så på en måde har de været med til at grundlægge en skrivestil for mig, hvor det tragikomiske, detaljeorienterede og bizarre er meget centralt.«
Tror du, du ville være blevet forfatter, hvis du ikke havde dem?
»Ja, det var jeg. For dét at være forfatter handler ikke om at have haft en barndom, der giver folk våde øjne og voksne mennesker lyst til at adoptere én, selvom man er langt oppe i tyvere – så nemt er det ikke, desværre. Det at være forfatter handler om de øjne, man ser verden med. Jeg har eksempelvis altid spioneret. Som barn forlod jeg ofte et rum, sagde »hej hej« og lod, som om jeg smækkede døren og gik. Men så blev jeg stående helt stille og lyttede efter, hvordan folk talte eller hvordan min familie var uden mig.«
Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
»I 4. klasse skulle vi skrive en stil, hvor man skulle forestille sig, hvor og hvem man var om tyve år og jeg skrev: Forfatter. Men jeg troede i mange år, at forfatter var sådan noget man blev ved, at der kom én og gav en tilladelse til at gå i gang med at skrive en bog. Men den tilladelse skal man finde dybt inde i sig selv. Alligevel tvivlede jeg videre og fik ligesom mange andre en fiks idé om, at jeg skulle være journalist. Jeg fik nogle enormt gode jobs bl.a. som reporter. Men som journalist er der så mange regler. De ting, man skriver, skal være sket i virkeligheden, og citaterne skal være præcis, som de lyder på diktafonen, selvom man selv synes, man kan finde på en langt skarpere replik. Der var for mange regler og hensyn. Og jeg ønskede at skrive frit og uden hensyn. I 2015 var jeg fuldstændig kørt i sænk af et journalistjob, som jeg kun bestred i få uger. Intet gav mening for mig ud over de blanke A4-ark, jeg hængte op på væggen, så det så ud, som om jeg var i gang. Jeg blev syg af stress over ikke at skrive noget vigtigt og følte, jeg spildte tiden på det. Så flyttede jeg alle mine ting i toget fra Aarhus til København, flyttede ind i nogle venners forældres kælder og gik i gang med at skrive min første bog.«
I forbindelse med din forrige roman opstod der en debat om, hvor meget af den, der var hentet fra dit eget liv, og din bror sagde om den og din udlægning af barndommen: »Det er usandt og for groft«. Hvilke overvejelser gør du dig om at bruge det personlige stof?
»Ganske få. Ellers ville jeg ikke kunne skrive noget! Den første sætning, jeg skrev til min debutroman var: »Hvis min far døde i morgen«. Den sætning føltes så forbudt at skrive. Så tænkte jeg: Jeg kan altid slette den igen. Men så stod den der pludselig to år efter, og det var umuligt for mig at pille den ud, fordi bogen ikke ville være noget værd at udgive uden den. Man kan ikke tage hensyn, når man skriver. Så er der ingen litteratur.«
Du har sagt, at du lever i skriften. Hvad ligger der i det?
Hvad ville du være, hvis du ikke var forfatter?
»Så ville jeg være skuespiller og sige andres ord på en scene. Jeg elsker at spille skuespil og er startet til improvisation for nylig for min egen fornøjelses skyld. Det er fantastisk råt og sjovt på samme tid. Men det er jo så svært at blive skuespiller, så jeg ville sikkert være telefonsælger, for det var mit sidste job, før jeg blev forfatter på fuld tid. Jeg har haft det job i mange, mange år og det er en fornøjelse for sådan en som mig, der godt kan lide replikker. Så imiterede jeg folks stemmer hele dagen lang. Det var teater! Jeg har et katalog af stemmer oppe i hovedet fra alle de mennesker, jeg ringede op, som jeg trækker enormt meget på, når jeg skriver, og det er egentlig det, jeg allerhelst vil.«
Kommentarer