Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Af en eller anden grund betegner ”klasse” altid noget dårligt. Det kunne man f.eks. se i vores forrige tema her på Litteratursiden om overklassen, som handlede om dovne, uretfærdigt begunstigede, gerrige, snobbede, liderlige eller i det mindste ensomme mennesker. Hvis man tænker på andre klasser, er det også først og fremmest ubehagelige ting, der springer i øjnene.
Hvad er middelklassen? Dovenskab, medisterpølse, fiskebassin i haven, amagerhylder! Arbejderklassen? Nedslidning, 40 Cecil og 20 guldøl om dagen, vold og tidlig død (i 70'erne var der måske en vis optimisme omkring proletariatets fremtidige blomstringsperiode, men det er ligesom gået lidt af mode). Den såkaldt kreative klasse? Nedladenhed, dumhed skjult bag smart sprog, nepotistiske andelsboligforeninger, overfladiske network-venskaber!
”Klasse” betegner noget dårligt, hvilket måske ikke er så sært, eftersom selve ideen om klassesamfundet er opstået som en teori om et uretfærdigt samfund, hvor menneskers muligheder ligger fast allerede ved fødslen. Underklassen er ikke bare en fattig og undertrykt gruppe. Den vil også med stor sikkerhed forblive det i de fremtidige generationer. Det hedder social arv.
Men spørgsmålet er, hvad det nærmere betyder. Er underklassen virkelig forudbestemt til en krank skæbne? Eller er fortællingen om underklassens kranke skæbne nærmere en fiktion, som uanset virkeligheden har til hensigt at skabe polemik og sociale forandringer? De spørgsmål melder sig, når man beskæftiger sig med den sorte underklasse i USA. For på den ene side er det en gruppe, som altid har stået over for store problemer.
Ikke alene er de sorte nederst i det økonomiske hierarki; de er desuden udsat for en racebetinget undertrykkelse, som har præget det amerikanske samfund siden grundlæggelsen. Men på den anden side er historien om undertrykkelse så altdominerende i den afroamerikanske litteraturhistorie, at man uvægerlig kommer i tvivl om, hvorvidt litteraturen handler om virkelighedens verden eller forvrænger den med henblik på at skabe sociale forandringer. Denne dobbelthed mellem tragisk socialrealisme og litterær propaganda er gennemgående i den afroamerikanske forfatter Richard Wrights deprimerende klassiker Søn af de sorte fra 1940.
Den desperate morder
Søn af de sorte handler om den afstumpede Bigger Thomas, som vokser op i ghettoen i Chicagos South Side. Det er et ludfattigt miljø, som er særlig hårdt ramt af 30'ernes økonomiske depression. De sorte er arbejdsløse, dårligt uddannede og har ingen udsigt til en bedre fremtid.
Desuden er de tvunget til at bo i faldefærdige og usunde boliger, ikke fordi de ikke har råd til andet, men fordi byens hvide boligudlejere er blevet enige om at holde de sorte i bestemte kvarterer og opkræve en urimelig høj husleje. Alt emmer af dårligdom, undertrykkelse og desperation.
Allerede fra romanens begyndelse ligger det i kortene, at det skal gå grueligt galt for Bigger Thomas. Han er ekstremt aggressiv og så utilfreds med tilværelsen, at han hverken kan have rigtige venner eller et kærligt forhold til sin kæreste. Intet ser ud til at ville lykkes for ham. Og da lykken endelig tilsmiler ham, og han får job i huset hos en rig, venstreorienteret, hvid familie, varer glæden kun kort. For ved noget der ligner en slags uheld, ender han med at dræbe en hvid kvinde. Herfra går det slag i slag. Politiet indleder en klapjagt på morderen, og den desperate Bigger tager flugten og roder sig i den forbindelse ud i stadig mere desperate og voldsomme forbrydelser.
Wrights portræt af den sorte underklasse er højst deprimerende. For Bigger er ikke alene afstumpet og voldelig. Han er også helt ude af stand til at se sammenhængen mellem sin voldelige adfærd og den undertrykkelse, som de sorte er udsat for – hvilket ellers er fuldstændig indlysende i Søn af de sorte. Problemet i Wrights roman er ikke kun, at de sorte er fattige, men også at de er ude af stand til at fungere som almindelige mennesker.
Bigger Thomas er ikke en fattig mand, som forsøger at bryde med sin sociale arv ved at gøre oprør mod den hvide overklasse. For han er så hjælpeløs, at han end ikke kan forstå, hvorfor han handler, som han gør. Undertrykkelse er ikke kun undertrykkelse, men slet og ret umenneskeliggørelse.
Kulturelt portræt eller sociologisk propaganda?
Spørgsmålet er nu, hvad dette trøstesløse portræt af de sortes forhold betyder. Der er ingen tvivl om, at Chicagos South Side virkelig var et barskt sted i 30'erne, da Wright skrev sin roman. Kombinationen af den økonomiske krise og en lind strøm af tilrejsende ufaglærte fra sydstaterne skabte grobund for en hårdkogt social deroute for i tusindvis af sorte.
Men der er næppe heller tvivl om, at portrættet af den umenneskeliggjorte Bigger Thomas har en polemisk side, der har mere med protest end realisme at gøre. Denne karakter af kampskrift er ikke uproblematisk. For Søn af de sorte var ikke et vækkelseskald, der belyste en hidtil uberørt side af det amerikanske samfund. Tværtimod understøttede den en række vedtagne forestillinger om afroamerikaneres forhold.
På den ene side appelerede Wrights bog til en række velkendte fordomme om sorte mænd. Bigger Thomas er ikke alene voldelig, han har tilmed tydeligvis et alvorligt problem med hvide kvinder. Han er seksuelt afstumpet, og selv om Wright meget tydeligt – for tydeligt, faktisk – kobler det til hans tilværelse som andenrangsborger, så kunne uvenlige læsere nemt læse romanen som en bekræftelse af en udbredt kliche om den sorte mand som en ustyrlig sexforbryder. Netop den kliche motiverede en del af den racediskriminerende lovgivning i sydstaterne, bl.a. forbuddet mod ægteskab mellem sorte og hvide, som først blev endeligt afskaffet i 1967 (undtagen i Alabama, som først definitivt ændrede loven i 2000!).
På den anden side skrev Wright sig ind i en vestreorienteret tradition for at beskrive afroamerikanere som en lidende minoritet, der allerede var særdeles udbredt omkring 1940, og som stadig er dominerende i både sociologiske og kulturhistoriske bøger om emnet.
Der er to mærkelige ting ved dette negative portræt af afroamerikanske forhold. For det første udkom Wrights roman på et tidspunkt, hvor anerkendelsen af afroamerikansk kultur aldrig havde været større: Afroamerikanske musikformer som jazz og blues spillede en stadig mere afgørende rolle for musik over hele den vestlige verden, og fra 20'erne havde sorte forfattere for alvor markeret sig som en vigtig del af den amerikanske litterære verden med navne som Langston Hughes, Zora Neale Hurston og Claude McKay.
Og for det andet var Wright selv et indlysende eksempel på, at sorte ikke var så prædestinerede, som han antydede i romanen. Han var selv et vigtigt element i den stadig større anerkendelse af afroamerikansk kultur, og Søn af de sorte blev en salgsmæssig kæmpesucces.
Søn af de sorte er et af de tidligste eksempler på et paradoks, som er afgørende i afroamerikansk litteratur: Såvel kunstnerisk som kommercielt var romanen en succes. Men den kunne kun blive det, fordi den netop handlede om det umulige ved at være succesfuld som afroamerikaner. På den måde modsiger bogens skæbne dens indhold.
Bigger Thomas er alt andet end en succes. Men netop hans fallit er grundstenen i Richard Wrights kunstneriske succes. Underklassen er prædestineret til en fremtid på bunden af samfundet. Men netop denne prædestination er grundlag for succes.
Som en afsluttende strøtanke kan man spørge sig selv, om ikke dette paradoks mellem elendighed og succes gør sig gældende for undertrykte befolkningsgrupper mere generelt og i en kontekst, der rækker langt ud over litteraturen. I hvert fald er der noget mærkeligt ved parisiske forstads-hiphoppere, der sælger platin ved at tematisere deres egen elendighed.
Og man kan måske se det samme paradoks hos radikale politiske stemmer, der får succes ved netop at omsætte deres manglende muligheder for succes til politisk sprængstof. Hvilke konklusioner man end ønsker at drage af det, så ser underklassetilværelsen ud til at være præget af en underlig konflikt mellem lidelse og succes – i hvert fald når det gælder kunst.
Kommentarer