Tale ved uddelingen af debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat til Joakim Vilandt for Cassandra.
Af Lars Bukdahl, jurymedlem og kritiker
Det er ikke fair at bede nogen som helst andre end digteren selv om at læse Joakim Vilandts tekster op. Og helt unfair er det at skrive en tale der citerer løs af Joakims tekster, og så ikke selv læse den op, men bede en anden, som ikke på samme måde er Vilandt-vant, om at gøre det, fordi man, det vil sige jeg, befinder mig i Hellerup mange kilometer væk fra Vejle Bibliotek travlt optaget af at tage mig af en syv måneder dreng, der taler NÆSTEN lige så forunderligt, som Joakim skriver. Måske er løsningen, at Joakim selv læser de partier op, som han selv har signeret, nede fra sin æresplads på første række. Regibemærkning (skal oplæses): Else rækker Joakim manuskriptet.
Her kommer så det første citat fra Joakims bandsat genreløse debutbog Cassandra, tidligt i den grumme, apokalyptiske ”Tredje bog” med den fredsommelige titel–”Efteraaret sjunge” ja så genreløsagtig er bogen, at den på trods af de kun 130 sider består af hele fem bøger. Igen og går verden i almindelighed og København i særdeleshed spektakulært under: Det vil sige, at I, der sidder her på biblioteket, kan føle jer rimelig trygge, mens jeg, der sidder tre S-togsstoppesteder væk fra Fælledparken, godt kan fornemme soden i næseborene. Citat begynd, og vi hører ikke hele det trekvartside korte afsnit, ellers risikerer vi bare, at ilden flygter videre over Storebæltsbroen. Go, Joakim:
”Saa aapnede Stratosphæren seg. Fæledparken i rubinrød Flammehav, didse skingre Lemmer svævenne mot Himlen i Zykloner, Karuselagtigt, medens Sværten kastede de opsavedes Musick efter mine eksplumderende Øresnejle. Der var ingen Træ at krybe unner. Et Larm uforstaaelict Hulkende hvergang jeg Vaagner. Jeg raabte, men bandtes paa Rycken, Munnen fuld af Vat, Marchen foran meg fumlede, Schønneste tomme Øine havde Menneskene, som Sjælen forsvinner dag ud, Dag ind, som I borer Nejlene ned ochque skraber bag min Panneskal. ”
Er det et eventyr at høre Joakim læse op, er det jo – vil nogle af os vide – desto eventyrligere at læse ham sort på hvid med egen øjne, Der er mange ord, som hørligt ikke ligner sig selv; Fra fæle ”Fæledparken” over P. Sørensen-Fugholmske ”eksplumderende”, og ”uforstaaelict (med c i stedet for g) til som værst ”ochque” o, c. h. q , u. e ,som er ”og” med 200 % flere bogstaver. Men der er tre eller fire gange så mange ord, som ikke hørligt, mens særdeles synligt, transformerer sig, Enten i regelret 1700- eller 1800-talsstil, dobbelt-a’er i stedet for bolle-aa’er som et oplagt eksempel, eller frit bogstaveligt fabuleret, ”schønneste” med ch i stedet for k, ”rycken” med ck, ”munnen” med to n’er.
Man begynder selv at skrive Joakimsk af at skrive om Joakim, eller man kommer til at betragte sine stave- og tastfejl som oplagte Joakimisme-kandidater. Fx var jeg virkelig ikke glad for at rette ordet ”spekatkulært” her tidligere i talen, det virkede klart som den rigtigste og spektakulæreste, nej, spekatkulæreste måde at stave ”spektakulært” på.
Hvorfor tilbagedaterer og forvrænger Joakim sit dansk. Af samme grund som 80’er-onkler som F.P. Jac og T.S. Høeg for at uselvfølgeliggøre og eventyrliggøre og dramatisere og melodramtisere det modersmæele, som salig Benny Andersen kaldte muddermålet.
Det er som om, at med melodramatiseringen af stavningen følger en melodramatisering af indholdet og en melodramatisering af selve virkelighedsrummet, en, som vi kunne høre, decideret katastrofering, for nu bevidst at opfinde et passende ord. De første tekster i Casandra skildrer på Joakimsk helt ordinær, trøstesløs, ungdommelig hverdag.
Og så brat, fordi sproget nu er antændt, flammer ”Anden bog” op i fantastiske, nådesløse, mytiske visioner tilhørende titelpersonen Cassandra, ugleset profet kidnappet fra den anderledes fredsommelige kollega Homer.
Og derfra, fra et fortumlet, mytisk, visionært rum, springer bogen et halvt syvmilespring tilbage til et gadenavngivet København, hvor en halv Cassandra og en halv Joakim, en Cassandrim eller Jocandra, går pyromanisk amok.
Den frembusende, omkringfarende ildløs er allegori naturligvis på både sjælebranden og verdensbranden. Men fremfor alt er den en ild i sin egen ret i digterens og læserens øjne, der vil mane vores blik mindre bange for at se syner og vores stemmebånd mindre bange for at tale i tunger. Og så kommer der endnu et citat fra knitrende koncentrerede ”Femte bog”, den mindste lille hardcore-hyrdescene::
”Saa latrelig Derved forlystes egentlig aldri, Solens Galgenhumor. Møllerne har Vokseværk mod bølgende Blå, her Mark-Faarene gladelig gjemme sig i Skygen, vækfra Brændende Hvælv, til morgens.”
Tillykke med Munch-Christenens Kulturlegat, Joakim, juryens markfår står i lus lue!
Kommentarer