Biblioteket har masser af tilbud, du kan benytte dig af i lukkeperioden. Prøv for eksempel lydbøger, magasiner, e-bøger og film. Lyt til en bog eller læs en på din tablet.
Dy Plambecks prisvindende roman Til min søster, Camilla Läckbergs krimiserie eller en biografi om Åke Hareide. Det er eksempler på bøger, som du kan hente ned som lydbog eller e-bog fra eReolen.dk eller eReolens app. Med mere end 50.000 titler er der noget for enhver smag, hvad enten man er til nordiske forfattere, humor, gys eller bare vil læse eller lytte til en bog, man aldrig har hørt om før. En fin inspirationsside at starte på er her på Litteratursiden. Har man børn, kan man vise dem eReolen Go, hvor der er bøger for børn i alle aldre.
Magasiner og blade fra hele verden
Hvis man også gerne læser aviser eller magasiner, har bibliotekerne et enestående tilbud. På bibliotekets hjemmeside kan man finde RBdigital. Det er en samling især engelsksprogede magasiner og tidsskrifter fra hele verden. Men der er også en håndfuld danske magaziner, bl.a. Spis Bedre, Haven og Antik & Auktion. Man kan hente læsestof om stort set alle emner: videnskab, mad, sport, hobby, nyheder, mode, psykologi, børn og meget, meget mere. For eksempel er Newsweek og Elle populære. Vil man hellere læse aviser kan man gå ind på Press Reader via dit bibliotek. Her ligger over 7000 udenlandske aviser og tidsskrifter på 60 sprog!
Se en god film
Fik du aldrig set de prisvindende film The Square med Claes Bang og den skæve svenske Grænse giver biblioteket dig også mulighed for det. På Filmstriben.dk ligger danske og udenlandske kvalitetsfilm, som er lige til at streame. Hodja for Pjort og Dyrene i Hakkebakkeskoven er nogle af de mest sete børnefilm på Filmstriben.
Studerende?
Studerende kan stadig hente information via bibliotekets netbaser. Læs mere på Til alle studerende
Sådan kommer du i gang med at låne digitalt:
• Download app’en eReolen
• Brug din tablet eller smartphone
• Log ind med dit personnummer og de fire cifre, du normalt bruger, når du låner bøger
• Vælg din kommune
På grund af bibliotekets lukning har vi sat kvoten for lån af e-bøger og lydbøger ekstra ordinært op. Det er forskelligt fra kommune til komune hvor mange e-bøger og lydbøger du kan låne månedligt. Herudover kan du frit låne ekstra titler. De er markeret med et blåt ikon. Du vil opleve, at nogle bøger kan være udlånt. Du kan da reservere bogen.
eReolen Go
Download appen ereolen Go. Mange skolebørn kan logge sig ind med UNI-Login.
RB Digital og Press Reader
Klik på menuen Viden her på hjemmesiden og derefter Netbaser. Find RB Digital eller Press Reader.
Filmstriben
Gå ind på filmstriben.dk. Log dig ind med dit bibliotekslogin og vælg din kommune.
Artiklen er skrevet af Helsingør bibliotek
Kommentarer