To sider af samme mønt
af cand. mag. i dansk og historie Nanna Rørdam Knudsen
Bogforum, søndag klokken 13 på Scenen: Arne Dahl i samtale med Bo Tao Michaëlis om "Europa blues".
Det første spørgsmål i en samtale med Arne Dahl må nødvendigvis være: "Hvem taler jeg med?" For som alle krimifans ved, er Arne Dahl et pseudonym for litteraturkritikeren Jan Arnald. Arnald var træt af kändisfikseringen og "kendt fra tv"-kulturen i litteraturen, da han midt i 90’erne begyndte at skrive første bind i serien om A-gruppen, og han opfandt derfor Arne Dahl. Det fjerde bind i serien, Europa blues, er netop udkommet på dansk, og pseudonymet for længst afsløret. Selv om Bo Tao Michaëlis slog fast, at han talte med Jan Arnald, var det nok mest Arne Dahl, publikum var kommet for at møde.
Dahl fortæller, at titlen Europa blues er beskrivende for bogens stemning. Romanen griber fat i både nutidens og fortidens europablues: De østeuropæiske kvinder, der lever en slavelignende tilværelse som prostituerede i Vesten, og Holocaust. De to tragiske situationer væves sammen, og det viser sig, at fortidens sår langt fra er lægt – heller ikke i Sverige, der var neutralt under 2. verdenskrig. Dahl griber fat i den svenske selvforståelse som neutrale, men alligevel på den rigtige side. I sine bøger tegner han et billede af et Sverige, der tvinges til at åbne sine grænser, med både positive og negative følger. Ikke kun Sverige, men hele det vestlige dannelsesideal står for skud. I romanen bruges Weimar som et eksempel på den vesteuropæiske civilisations dobbelthed. På den ene side var det i Weimar, romantikken og demokratiet blomstrede. På den anden side lå kz-lejren Buchenwald lige uden for Weimar under krigen. Lige under overfladen af civilisationen lurer ondskaben. "Det er to sider af samme mønt," siger Dahl.
Inspirationskilderne til bogen skal ikke kun findes i kriminallitteraturen. Også den franske føljetonroman og især den græske tragedie har påvirket Dahl. Dahl beskriver sig selv som en repræsentant for en ny generation af svenske krimiforfattere, der efterfølger koryfæerne Mankell, Edwardsson og Nesser. I modsætning til dem har Dahl ikke kun én hovedperson. Ligesom hos den svenske politiromans skabere, Sjöwall og Wahlöö, er der tale om en hel efterforskningsgruppe, der udvikler sig i løbet af romansuiten. Det har den fordel, at hverken læserne eller forfatteren bliver trætte af hovedpersonen. Dahl tilføjer – med et slet skjult hib til Henning Mankells romaner om Kurt Wallander – at hvis man skal holde liv i en ti bind lang romansuite, er man nødt til at have mere end én hovedperson. Mange læsere betragter alligevel Paul Hjelm som romanernes centrale figur, og ham har Dahl da også et særligt forhold til. Han er et slags selvportræt, indrømmer forfatteren.
Arne Dahl fortæller om sin arbejdsmetode, at han altid har plottet klart, før han begynder at skrive. Han researcher, men overdriver ikke. Selv om hans viden om især litterære emner ikke er til at komme udenom, så forklarer han selv, at hans viden "skal være en naturlig del af handlingen, ikke en kundskabsopvisning". De faste rammer, krimigenren har, giver ifølge Dahl en kreativ frihed. Selvom han med humor og ironi leger med genren og forsøger at udvide dens grænser, holder han sig inden for rammerne. Intet må forstyrre og ødelægge spændingen, selv om der også skal være plads til at gå i dybden med personernes indbyrdes forhold. Dahl er selv fascineret af forholdet mellem Paul Hjelm og kollegaen Kerstin Holm. Direkte adspurgt indrømmer han, at han er lidt af en romantiker, og at han af og til kan forelske sig i en af sine kvindelige personer.
På spørgsmålet om hvorfor den svenske krimi er verdensberømt, svarer Dahl med et smil: "Det er et mysterium. Jeg kan ikke sige, at det er, fordi den er så fantastisk. Men den er måske ved at blive det".
Lån bogen på
Skribent
01 dec.03
To sider af samme mønt
af cand. mag. i dansk og historie Nanna Rørdam Knudsen
Bogforum, søndag klokken 13 på Scenen: Arne Dahl i samtale med Bo Tao Michaëlis om "Europa blues".
Det første spørgsmål i en samtale med Arne Dahl må nødvendigvis være: "Hvem taler jeg med?" For som alle krimifans ved, er Arne Dahl et pseudonym for litteraturkritikeren Jan Arnald. Arnald var træt af kändisfikseringen og "kendt fra tv"-kulturen i litteraturen, da han midt i 90’erne begyndte at skrive første bind i serien om A-gruppen, og han opfandt derfor Arne Dahl. Det fjerde bind i serien, Europa blues, er netop udkommet på dansk, og pseudonymet for længst afsløret. Selv om Bo Tao Michaëlis slog fast, at han talte med Jan Arnald, var det nok mest Arne Dahl, publikum var kommet for at møde.
Dahl fortæller, at titlen Europa blues er beskrivende for bogens stemning. Romanen griber fat i både nutidens og fortidens europablues: De østeuropæiske kvinder, der lever en slavelignende tilværelse som prostituerede i Vesten, og Holocaust. De to tragiske situationer væves sammen, og det viser sig, at fortidens sår langt fra er lægt – heller ikke i Sverige, der var neutralt under 2. verdenskrig. Dahl griber fat i den svenske selvforståelse som neutrale, men alligevel på den rigtige side. I sine bøger tegner han et billede af et Sverige, der tvinges til at åbne sine grænser, med både positive og negative følger. Ikke kun Sverige, men hele det vestlige dannelsesideal står for skud. I romanen bruges Weimar som et eksempel på den vesteuropæiske civilisations dobbelthed. På den ene side var det i Weimar, romantikken og demokratiet blomstrede. På den anden side lå kz-lejren Buchenwald lige uden for Weimar under krigen. Lige under overfladen af civilisationen lurer ondskaben. "Det er to sider af samme mønt," siger Dahl.
Inspirationskilderne til bogen skal ikke kun findes i kriminallitteraturen. Også den franske føljetonroman og især den græske tragedie har påvirket Dahl. Dahl beskriver sig selv som en repræsentant for en ny generation af svenske krimiforfattere, der efterfølger koryfæerne Mankell, Edwardsson og Nesser. I modsætning til dem har Dahl ikke kun én hovedperson. Ligesom hos den svenske politiromans skabere, Sjöwall og Wahlöö, er der tale om en hel efterforskningsgruppe, der udvikler sig i løbet af romansuiten. Det har den fordel, at hverken læserne eller forfatteren bliver trætte af hovedpersonen. Dahl tilføjer – med et slet skjult hib til Henning Mankells romaner om Kurt Wallander – at hvis man skal holde liv i en ti bind lang romansuite, er man nødt til at have mere end én hovedperson. Mange læsere betragter alligevel Paul Hjelm som romanernes centrale figur, og ham har Dahl da også et særligt forhold til. Han er et slags selvportræt, indrømmer forfatteren.
Arne Dahl fortæller om sin arbejdsmetode, at han altid har plottet klart, før han begynder at skrive. Han researcher, men overdriver ikke. Selv om hans viden om især litterære emner ikke er til at komme udenom, så forklarer han selv, at hans viden "skal være en naturlig del af handlingen, ikke en kundskabsopvisning". De faste rammer, krimigenren har, giver ifølge Dahl en kreativ frihed. Selvom han med humor og ironi leger med genren og forsøger at udvide dens grænser, holder han sig inden for rammerne. Intet må forstyrre og ødelægge spændingen, selv om der også skal være plads til at gå i dybden med personernes indbyrdes forhold. Dahl er selv fascineret af forholdet mellem Paul Hjelm og kollegaen Kerstin Holm. Direkte adspurgt indrømmer han, at han er lidt af en romantiker, og at han af og til kan forelske sig i en af sine kvindelige personer.
På spørgsmålet om hvorfor den svenske krimi er verdensberømt, svarer Dahl med et smil: "Det er et mysterium. Jeg kan ikke sige, at det er, fordi den er så fantastisk. Men den er måske ved at blive det".
Lån bogen på
af cand. mag. i dansk og historie Nanna Rørdam Knudsen
Bogforum, søndag klokken 13 på Scenen: Arne Dahl i samtale med Bo Tao Michaëlis om "Europa blues".
Det første spørgsmål i en samtale med Arne Dahl må nødvendigvis være: "Hvem taler jeg med?" For som alle krimifans ved, er Arne Dahl et pseudonym for litteraturkritikeren Jan Arnald. Arnald var træt af kändisfikseringen og "kendt fra tv"-kulturen i litteraturen, da han midt i 90’erne begyndte at skrive første bind i serien om A-gruppen, og han opfandt derfor Arne Dahl. Det fjerde bind i serien, Europa blues, er netop udkommet på dansk, og pseudonymet for længst afsløret. Selv om Bo Tao Michaëlis slog fast, at han talte med Jan Arnald, var det nok mest Arne Dahl, publikum var kommet for at møde.
Dahl fortæller, at titlen Europa blues er beskrivende for bogens stemning. Romanen griber fat i både nutidens og fortidens europablues: De østeuropæiske kvinder, der lever en slavelignende tilværelse som prostituerede i Vesten, og Holocaust. De to tragiske situationer væves sammen, og det viser sig, at fortidens sår langt fra er lægt – heller ikke i Sverige, der var neutralt under 2. verdenskrig. Dahl griber fat i den svenske selvforståelse som neutrale, men alligevel på den rigtige side. I sine bøger tegner han et billede af et Sverige, der tvinges til at åbne sine grænser, med både positive og negative følger. Ikke kun Sverige, men hele det vestlige dannelsesideal står for skud. I romanen bruges Weimar som et eksempel på den vesteuropæiske civilisations dobbelthed. På den ene side var det i Weimar, romantikken og demokratiet blomstrede. På den anden side lå kz-lejren Buchenwald lige uden for Weimar under krigen. Lige under overfladen af civilisationen lurer ondskaben. "Det er to sider af samme mønt," siger Dahl.
Inspirationskilderne til bogen skal ikke kun findes i kriminallitteraturen. Også den franske føljetonroman og især den græske tragedie har påvirket Dahl. Dahl beskriver sig selv som en repræsentant for en ny generation af svenske krimiforfattere, der efterfølger koryfæerne Mankell, Edwardsson og Nesser. I modsætning til dem har Dahl ikke kun én hovedperson. Ligesom hos den svenske politiromans skabere, Sjöwall og Wahlöö, er der tale om en hel efterforskningsgruppe, der udvikler sig i løbet af romansuiten. Det har den fordel, at hverken læserne eller forfatteren bliver trætte af hovedpersonen. Dahl tilføjer – med et slet skjult hib til Henning Mankells romaner om Kurt Wallander – at hvis man skal holde liv i en ti bind lang romansuite, er man nødt til at have mere end én hovedperson. Mange læsere betragter alligevel Paul Hjelm som romanernes centrale figur, og ham har Dahl da også et særligt forhold til. Han er et slags selvportræt, indrømmer forfatteren.
Arne Dahl fortæller om sin arbejdsmetode, at han altid har plottet klart, før han begynder at skrive. Han researcher, men overdriver ikke. Selv om hans viden om især litterære emner ikke er til at komme udenom, så forklarer han selv, at hans viden "skal være en naturlig del af handlingen, ikke en kundskabsopvisning". De faste rammer, krimigenren har, giver ifølge Dahl en kreativ frihed. Selvom han med humor og ironi leger med genren og forsøger at udvide dens grænser, holder han sig inden for rammerne. Intet må forstyrre og ødelægge spændingen, selv om der også skal være plads til at gå i dybden med personernes indbyrdes forhold. Dahl er selv fascineret af forholdet mellem Paul Hjelm og kollegaen Kerstin Holm. Direkte adspurgt indrømmer han, at han er lidt af en romantiker, og at han af og til kan forelske sig i en af sine kvindelige personer.
På spørgsmålet om hvorfor den svenske krimi er verdensberømt, svarer Dahl med et smil: "Det er et mysterium. Jeg kan ikke sige, at det er, fordi den er så fantastisk. Men den er måske ved at blive det".
Lån bogen på
Kommentarer