Den nordiske krimi fylder stadig mange hyldemeter på bogreolerne i udlandet og herhjemme. Krimimessen er et af de steder man kan kigge hen for at se, hvad der rører sig lige nu i den populære genre Nordic Noir.
Af Winnie Bjerg Arnold, Horsens bibliotek
”I år har vi fokus på de litterære priser, fordi de er med til at synliggøre den nordiske krimi, som er så populær i Norden og også i høj grad er blevet det især i England og Tyskland,” fortæller programansvarlig Vibeke Johansen fra Horsens bibliotek, som står bag Krimimessen.
Det drejer sig f.eks. om årets vinder af Glasnøglen, norske Jørn Lier Horst, der interviewes om vinderbogen og optræder i en paneldebat på Krimimessen. Jørn Lier Horst har modtaget den prestigiøse pris for årets bedste nordiske krimi for Jagthundene, der udkommer på dansk d. 27. marts om politimanden William Wisting.
Jørn Lier Horst er meget læst i sit hjemland og udkommer nu i 16 lande - blandt andet USA, Canada Frankrig, England og Tyskland. Som sin hovedperson er Horst selv tidligere efterforskningsleder, og skriver derfor med en stor indsigt i opklaringsarbejdet, men også med en samfundskritisk kant, der er typisk for Nordic Noir-krimien.
Velfærdssamfundet har gjort Norden noir
Men hvad kendetegner genren Nordic Noir – udover det permanente novembervejr? Bo Tao Michaëlis, krimikender og bestyrelsesmedlem i Det Danske Kriminalakademi, indkredser Nordic Noir i forhold til samfundsstrukturerne:
”Mørket i den nordiske krimi kommer fra samfundet og ikke fra menneskets indre. Ondskaben kan ikke føres tilbage til individet, som i den klassiske amerikanske noir-krimi, hvor den amerikanske drøm spejles ved, at der altid er en, der tager et skæbnesvangert valg: man går ind af den forkerte dør, kysser den forkerte kvinde eller går med i et fatalt kup,” forklarer Bo Tao Michaëlis.
Han nævner Jussi Adler-Olsens Journal 64 som et eksempel på en Nordic Noir-krimi, med en underliggende fortælling om samfundsmekanismerne som den egentlige skurk.
En sexmisbrugt pige kommer på den berygtede ø-anstalt for seksuelt løsagtige kvinder på Sprogø, og tager senere en grusom hævn. Her har samfundet svigtet et offer, der derfor siden udvikler sig til bøddel. Heri ligger kritikken ifølge Michaëlis:
”Skurken blev skabt af et samfund, der troede det var perfekt, men ikke var det.”
Også i helteskikkelserne skinner sprækkerne i samfundsordenen igennem:
”Den amerikanske Noir-hero er altid en mand uden fortid. Vi ved ikke, hvad han flygter fra, mens den nordiske helt har både fortid og en hverdag, det er svært at få til at hænge sammen.
Nordiske programpunkter
Årets fokus på de nordiske prisvindere findes i et programpunkt som ”Glasnøglen og det nordiske samarbejde,” hvor Nils Nordberg, Bo Tao Michaëlis og Anders Hammarqvist, med Nanna Rørdam Knudsen som ordstyrer, diskuterer Glasnøglevinderne gennem tiden og undersøger tendenser inden for genren. Kunne dem, der vandt for ti år siden lige så godt vinde i dag, eller har traditionen ændret sig?
Vibeke Johansen har som bagkvinde for Krimimessen fulgt den nordiske krimi tæt, og sporer en udvikling:
”Jeg tror vi er på vej mod et større fokus på kvalitet og på de helt store forfattere – i øjeblikket ligger Jo Nesbø på bestsellerlisterne både i Norge og i den store verden, og jeg tror vi vil se mere af det i fremtiden. Men Krimimessen er stadig et sted, hvor vi gerne vil vise hele spektret, og give et øjebliksbillede af, hvad der sker på krimiscenen lige nu – også med nordisk fokus”
Læs mere her:
Barry Forshaw (2012): Death in a cold climate: a guide to Scandinavian crime fiction.
Palgrave MacMillan.
Hold også øje med disse Noir-sessions på programmet
Kandidater til Glasnøglen 2014: Bo Tao Michaëlis taler med vinderen af Glasnøglen 2013, Jørn Lier Horst (Norge), og kandidater til Glasnøglen 2014, bl.a. Christoffer Carlsson (Sverige) og Simon Pasternak (Danmark).
Lørdag d. 5 april kl. 15.45 i Trykkeriet.
Glasnøglen og det nordiske samarbejde gennem tiderne. Nils Nordberg, Anders Hammarqvist og Bo Tao Michaëlis taler med Nanna Rørdam Knudsen.
Lørdag d. 5. april kl. 15.00 i Trykkeriet.
Nordic Noir: Krimieksperterne Kerstin Bergman, Bo Tao Michaëlis og Nils Nordberg taler med Else Barratt-Due om nordisk krimi.
Søndag d. 6. april kl.11.00 i Snedkeriet.
Krimimessen finder sted på Fængslet i Horsens weekenden d. 5. og 6. april.
Se mere på www.krimimessen.dk
Kommentarer