Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Ib Michael : Blå bror. Gyldendal, 2006
Darwin
Det er højsommer her, forår i Danmark.
Her’et er Nice på den franske riviera og sommeren 1964. Vores romans jeg-fortæller og nyslåede student fra Roskilde Katedralskole har taget den derned på tommelfingeren. Han har undervejs i romanen, gennem 2. og 3.g, nærmet sig diagnosen manio-depressiv [efterfølgeren ’Sorte huller’ giver muligvis et endeligt svar på det] og læst i dét lys betyder ’højsommer’ formentlig et godt og stabilt klima for den, som har store udsving på følelsesbarometret. I bogens univers står denne tid frem som lysende lykkelig. Foråret – den danske forsommer/midsommer? – er ladt tilbage bag alpernes syv bjerge og fortælleren omtaler sig selv som den bestøvlede kat. Helt eventyrligt og magisk (som man da også næsten forventer det af forfatteren) – men altså også med denne nøgterne naturalistiske betragtning om klimaets direkte indvirkning på humøret.
Freud
…det [et flygels laksorte dæksel] ligner lidt en hvalhale lige før den dykker og vandet lukker sig over halefligen, blankt og olieagtigt.
Flyglet tilhører Mark, den nye ven i gymnasiet. Mystisk diplomatsøn med oplevelser og eksotiske genstande fra det fjerne østen med i bagagen. Vores hovedperson drages mod det eksotiske (men er i det hele taget nysgerrigt anlagt og tager for sig af kunst, musik, kvinder) og Mark og hans tante med den tropiske udestue udgør en uimodståelig attraktion.
Hval-billedet vender både mod længslen efter et andet og mere eksotisk klima, men også mod kunsten og dens mulighed for at være et tropisk hav med farvestrålende fisk og kolossale pattedyr. Lige til at dykke i.
Romanens drive er bundet til denne længsel efter kunst, tropisk varme, kvinder, eventyr. Og om det lykkes.
Disney
Egernet slår en kolbøtte, i næste sekund sidder en skikkelse og gynger på grenen, ligner mig selv til forveksling. Det er Blå Bror. Jeg burde have vidst det.
Som i eventyret kommer hjælpen fra et talende dyr. Vores hovedperson har sat sig til at fryse ihjel på en strand efter en mega-pinlig episode i et bedsteborgerligt hjem i Hellerup, da den ufødte tvillingebror i skikkelse af et egern dukker op og tilbyder at bytte plads.
Det er vintersolhverv, årets korteste dag, og vores hovedperson formår alligevel gennem skammen og alkoholrusen at lytte til det derude, mærke de store sammenhænge og vende tilbage det borgerlige danske samfund først i 60erne.
Et godt eksempel på at romanfortællingers vendepunkter ofte foregår ’i det fri’ og simpelthen er forbundet med en kontakt med naturen.
Et af ungdomsoprørets – og bogen er som en slags ’de unge år’, en forhistorie, optakten - temaer dukker op her: Tilbage til naturen. Hvad det så end betød.
Waste land
Det jeg hader mest ved efteråret, er at det forvandler alle haver til kirkegårde.
Passagen stammer fra bogens ’anden november’ (handlingen foregår fra august 1962 til juli 1964) og vores helt er altså helt ude af sync med de danske årstider. Frem mod vintersolhverv bliver han mere og mere humørsyg.
Vi kan i ro og mag synes, at det er et symptom på en vinterdepression eller give ham ret i, at vi da også foretrækker sommeren, foråret og vinteren og i dén rækkefølge (selvom, vi ved jo godt, at der findes dem, som har det bedst når efteråret sætter ind), men billedet har måske lidt mere klarsyn i sig. En slags kritik af de pæne haver, som spredte sig med fritidssamfundets komme i 1960erne og som ikke betød en tilbagevenden til naturen, men – sat på spidsen – en individualistisk kontrol af den. Med et efterhånden nyt gammelt ord: ligusterhækfascisme. En iscenesættelse som vores eventyrer med klart sortsyn gennemskuer.
Udtalt længsel efter tropernes klima og frodighed. Når den danske natur her og der bemærkes, så er det typisk nok arter som syrén og kastanietræer, som er forholdsvis nye arter i Danmark og mest forbundet med havekultur og bylandskaber.
Men historiens to dramatiske højdepunkter foregår i naturen: Hovedpersonen møder på stranden en kold vinternat sin ufødte tvillingebror i egernskikkelse og senere, på en pløjemark i foråret syd for Roskilde, lander selveste 60erne – sådan cirka i skikkelse af en flyvende tallerken. Naturen er dér, hvor noget vigtigt og afgørende kan finde sted.
Skribent
27 okt.08
Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Ib Michael : Blå bror. Gyldendal, 2006
Darwin
Det er højsommer her, forår i Danmark.
Her’et er Nice på den franske riviera og sommeren 1964. Vores romans jeg-fortæller og nyslåede student fra Roskilde Katedralskole har taget den derned på tommelfingeren. Han har undervejs i romanen, gennem 2. og 3.g, nærmet sig diagnosen manio-depressiv [efterfølgeren ’Sorte huller’ giver muligvis et endeligt svar på det] og læst i dét lys betyder ’højsommer’ formentlig et godt og stabilt klima for den, som har store udsving på følelsesbarometret. I bogens univers står denne tid frem som lysende lykkelig. Foråret – den danske forsommer/midsommer? – er ladt tilbage bag alpernes syv bjerge og fortælleren omtaler sig selv som den bestøvlede kat. Helt eventyrligt og magisk (som man da også næsten forventer det af forfatteren) – men altså også med denne nøgterne naturalistiske betragtning om klimaets direkte indvirkning på humøret.
Freud
…det [et flygels laksorte dæksel] ligner lidt en hvalhale lige før den dykker og vandet lukker sig over halefligen, blankt og olieagtigt.
Flyglet tilhører Mark, den nye ven i gymnasiet. Mystisk diplomatsøn med oplevelser og eksotiske genstande fra det fjerne østen med i bagagen. Vores hovedperson drages mod det eksotiske (men er i det hele taget nysgerrigt anlagt og tager for sig af kunst, musik, kvinder) og Mark og hans tante med den tropiske udestue udgør en uimodståelig attraktion.
Hval-billedet vender både mod længslen efter et andet og mere eksotisk klima, men også mod kunsten og dens mulighed for at være et tropisk hav med farvestrålende fisk og kolossale pattedyr. Lige til at dykke i.
Romanens drive er bundet til denne længsel efter kunst, tropisk varme, kvinder, eventyr. Og om det lykkes.
Disney
Egernet slår en kolbøtte, i næste sekund sidder en skikkelse og gynger på grenen, ligner mig selv til forveksling. Det er Blå Bror. Jeg burde have vidst det.
Som i eventyret kommer hjælpen fra et talende dyr. Vores hovedperson har sat sig til at fryse ihjel på en strand efter en mega-pinlig episode i et bedsteborgerligt hjem i Hellerup, da den ufødte tvillingebror i skikkelse af et egern dukker op og tilbyder at bytte plads.
Det er vintersolhverv, årets korteste dag, og vores hovedperson formår alligevel gennem skammen og alkoholrusen at lytte til det derude, mærke de store sammenhænge og vende tilbage det borgerlige danske samfund først i 60erne.
Et godt eksempel på at romanfortællingers vendepunkter ofte foregår ’i det fri’ og simpelthen er forbundet med en kontakt med naturen.
Et af ungdomsoprørets – og bogen er som en slags ’de unge år’, en forhistorie, optakten - temaer dukker op her: Tilbage til naturen. Hvad det så end betød.
Waste land
Det jeg hader mest ved efteråret, er at det forvandler alle haver til kirkegårde.
Passagen stammer fra bogens ’anden november’ (handlingen foregår fra august 1962 til juli 1964) og vores helt er altså helt ude af sync med de danske årstider. Frem mod vintersolhverv bliver han mere og mere humørsyg.
Vi kan i ro og mag synes, at det er et symptom på en vinterdepression eller give ham ret i, at vi da også foretrækker sommeren, foråret og vinteren og i dén rækkefølge (selvom, vi ved jo godt, at der findes dem, som har det bedst når efteråret sætter ind), men billedet har måske lidt mere klarsyn i sig. En slags kritik af de pæne haver, som spredte sig med fritidssamfundets komme i 1960erne og som ikke betød en tilbagevenden til naturen, men – sat på spidsen – en individualistisk kontrol af den. Med et efterhånden nyt gammelt ord: ligusterhækfascisme. En iscenesættelse som vores eventyrer med klart sortsyn gennemskuer.
Udtalt længsel efter tropernes klima og frodighed. Når den danske natur her og der bemærkes, så er det typisk nok arter som syrén og kastanietræer, som er forholdsvis nye arter i Danmark og mest forbundet med havekultur og bylandskaber.
Men historiens to dramatiske højdepunkter foregår i naturen: Hovedpersonen møder på stranden en kold vinternat sin ufødte tvillingebror i egernskikkelse og senere, på en pløjemark i foråret syd for Roskilde, lander selveste 60erne – sådan cirka i skikkelse af en flyvende tallerken. Naturen er dér, hvor noget vigtigt og afgørende kan finde sted.
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Ib Michael : Blå bror. Gyldendal, 2006
Darwin
Det er højsommer her, forår i Danmark.
Her’et er Nice på den franske riviera og sommeren 1964. Vores romans jeg-fortæller og nyslåede student fra Roskilde Katedralskole har taget den derned på tommelfingeren. Han har undervejs i romanen, gennem 2. og 3.g, nærmet sig diagnosen manio-depressiv [efterfølgeren ’Sorte huller’ giver muligvis et endeligt svar på det] og læst i dét lys betyder ’højsommer’ formentlig et godt og stabilt klima for den, som har store udsving på følelsesbarometret. I bogens univers står denne tid frem som lysende lykkelig. Foråret – den danske forsommer/midsommer? – er ladt tilbage bag alpernes syv bjerge og fortælleren omtaler sig selv som den bestøvlede kat. Helt eventyrligt og magisk (som man da også næsten forventer det af forfatteren) – men altså også med denne nøgterne naturalistiske betragtning om klimaets direkte indvirkning på humøret.
Freud
…det [et flygels laksorte dæksel] ligner lidt en hvalhale lige før den dykker og vandet lukker sig over halefligen, blankt og olieagtigt.
Flyglet tilhører Mark, den nye ven i gymnasiet. Mystisk diplomatsøn med oplevelser og eksotiske genstande fra det fjerne østen med i bagagen. Vores hovedperson drages mod det eksotiske (men er i det hele taget nysgerrigt anlagt og tager for sig af kunst, musik, kvinder) og Mark og hans tante med den tropiske udestue udgør en uimodståelig attraktion.
Hval-billedet vender både mod længslen efter et andet og mere eksotisk klima, men også mod kunsten og dens mulighed for at være et tropisk hav med farvestrålende fisk og kolossale pattedyr. Lige til at dykke i.
Romanens drive er bundet til denne længsel efter kunst, tropisk varme, kvinder, eventyr. Og om det lykkes.
Disney
Egernet slår en kolbøtte, i næste sekund sidder en skikkelse og gynger på grenen, ligner mig selv til forveksling. Det er Blå Bror. Jeg burde have vidst det.
Som i eventyret kommer hjælpen fra et talende dyr. Vores hovedperson har sat sig til at fryse ihjel på en strand efter en mega-pinlig episode i et bedsteborgerligt hjem i Hellerup, da den ufødte tvillingebror i skikkelse af et egern dukker op og tilbyder at bytte plads.
Det er vintersolhverv, årets korteste dag, og vores hovedperson formår alligevel gennem skammen og alkoholrusen at lytte til det derude, mærke de store sammenhænge og vende tilbage det borgerlige danske samfund først i 60erne.
Et godt eksempel på at romanfortællingers vendepunkter ofte foregår ’i det fri’ og simpelthen er forbundet med en kontakt med naturen.
Et af ungdomsoprørets – og bogen er som en slags ’de unge år’, en forhistorie, optakten - temaer dukker op her: Tilbage til naturen. Hvad det så end betød.
Waste land
Det jeg hader mest ved efteråret, er at det forvandler alle haver til kirkegårde.
Passagen stammer fra bogens ’anden november’ (handlingen foregår fra august 1962 til juli 1964) og vores helt er altså helt ude af sync med de danske årstider. Frem mod vintersolhverv bliver han mere og mere humørsyg.
Vi kan i ro og mag synes, at det er et symptom på en vinterdepression eller give ham ret i, at vi da også foretrækker sommeren, foråret og vinteren og i dén rækkefølge (selvom, vi ved jo godt, at der findes dem, som har det bedst når efteråret sætter ind), men billedet har måske lidt mere klarsyn i sig. En slags kritik af de pæne haver, som spredte sig med fritidssamfundets komme i 1960erne og som ikke betød en tilbagevenden til naturen, men – sat på spidsen – en individualistisk kontrol af den. Med et efterhånden nyt gammelt ord: ligusterhækfascisme. En iscenesættelse som vores eventyrer med klart sortsyn gennemskuer.
Udtalt længsel efter tropernes klima og frodighed. Når den danske natur her og der bemærkes, så er det typisk nok arter som syrén og kastanietræer, som er forholdsvis nye arter i Danmark og mest forbundet med havekultur og bylandskaber.
Men historiens to dramatiske højdepunkter foregår i naturen: Hovedpersonen møder på stranden en kold vinternat sin ufødte tvillingebror i egernskikkelse og senere, på en pløjemark i foråret syd for Roskilde, lander selveste 60erne – sådan cirka i skikkelse af en flyvende tallerken. Naturen er dér, hvor noget vigtigt og afgørende kan finde sted.
Kommentarer