Bare det liv, der er

Læs interviewet og se videoen med Josefine Klougart, der er indstillet til Læsernes Bogpris 2014 for 'Om mørke'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Den klassiske roman har udspillet sin rolle, mener Josefine Klougart. Med »Om mørke« udvider hun grænserne for, hvad romangenren kan.

Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske fredag d.7. 2.  2014

»Roman« står der på titelbladet til Josefine Klougarts nyeste bog, »Om mørke«. Åbner man den, vil man opdage, at det ikke er en klassisk en af slagsen. Langt fra. Fortællingen åbner med linjen: »Alt det øjnene ser, det blikket falder på.«, og på nogle sider står kun én kort sætning på de ellers blanke ark. I en del af bogen – den der hedder Sapphofragmenter – ser det ligefrem ud, som om store dele af teksten er faldet ud. Tilbage er kun løsrevne ord og halve sætninger.

»fryser, jeg er lige ankommet« står der eksempelvis øverst til venstre på én side. Og længere nede til højre blot ordet »døde«.

»Jeg mener selvfølgelig, at det er en roman,« siger Josefine Klougart om sin bog, der er nomineret til Danmarks Biblioteksforening og Berlingskes bogpris, Læsernes bogpris.

»Litteratur er for mig grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske, og skal man tage den ambition alvorligt, bliver man nødt til at forholde sig til, hvordan vi mennesker erfarer verden, hvordan vi erindrer og skaber sammenhæng i vores liv og i vores virkelighed, hvordan fortællinger hele tiden skabes og går under. Der synes jeg, at den traditionelle kronologiske udviklingsroman i den grad har udspillet sin rolle.«

Det betyder dog ikke, at enhver dannelsesroman er dømt ude, skynder hun sig at indskyde. Men problemet ved for eksempel Henrik Pontoppidans »Lykke-Per« ligger i det, hun kalder fortællerens organiserende blik.
»Det, at en fortæller opererer tilbageskuende, og at alle scener er effektive og går op, så at sige. Vi har ikke noget sprog, der kan honorere den slags overblik.«

For livet er i lige så høj grad afvikling som udvikling, mener Josefine Klougart.

»Jeg synes ikke, man kan bruge en fastfrosset lineær fortælling til så meget. Som jeg ser det, antager livet en slags cyklisk struktur. Man vender hele tiden tilbage til det samme sted for første gang. Som en anden, men det er ikke bare en bevægelse, hvor der bliver ved med at blive lagt noget til. Dén radikale åbenhed må romanen afspejle. Alt andet er løgn og endda en kedelig løgn.«

Eller som der står et sted i »Om mørke«:

»De største revolutioner ændrer ikke fremtiden så meget, som de ændrer det, der går forud«.
»Det handler ikke kun om samfundsmæssige opstande, som også kan gribe tilbage og ændre vores forståelse af det forudgående; det handler lige så meget om de indre skred, der sker i os, i vores verdensopfattelse og syn på os selv, når vi erfarer noget nyt,« siger den 28-årige forfatter.

Men kritikken af den traditionelle fortælleform handler ikke blot om form. Målet er at favne det moderne menneske.

»Det er i virkeligheden en slags frihedsprojekt. Mine bøger handler på en eller anden måde altid om at få skabt plads til at være menneske. Og om hvordan man kan udvide mulighederne for, hvordan man kan være menneske. Der er i ethvert samfund nogle indbyggede mekanismer, der gør, at de her muligheder bliver indsnævret, og at fortællingerne om os selv får en bestemt retning, udfolder sig i bestemte rum. Det er de rum af muligheder, litteraturen gerne skulle sprænge. Det handler om at finde et sprog, vi som mennesker kan være i og som læsere genfinde os selv i.«

Josefine Klougart fortæller, at nogle misforstår hendes roman som et formeksperiment uden fortælling.

»Det har jeg aldrig forstået. Jeg synes, der foregår utrolig meget i mine bøger. Som en af mine forsvarere engang sagde: De handler ikke om ingenting, men om alt! Når nogle har sagt det modsatte, tror jeg det handler om, at man leder efter en bestemt form, som handlingen skal udspille sig i. Jeg tror, man læser forkert, fordi man er så vant til at læse for eksempel krimier, hvor handlingsstrukturen kan være så tydelig, at selv en meget ufokuseret læsning vil fange de stereotype dramatiske vendepunkter. Vores narrative begær bliver for en stund stillet med tomme kalorier.«

Den samme vage opmærksomhed kan man ikke læse »Om mørke« med.

»Så sker der ingenting. Du finder ikke højtråbende og entydige dramaturgiske drejninger i fortællingen,« siger Josefine Klougart.

»Men den er faktisk meget action packed,« udbryder hun og kalder »Om mørke« for en eksistentiel thriller.«
Den handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens. Sådan formulerer hun det selv.

»Men »Om mørke« bliver prægnant og mættet på en anden måde. Nemlig i det konkrete, i billederne og i kraft af de erkendelsesspring, der findes på hver eneste side. I virkeligheden er den sindssygt fortættet.«
Selvom »Om mørke« er en roman, mener Josefine Klougart, at man skal læse den lidt, som man læser et digt.

»Man behøver ikke at kunne genfortælle, præcis hvad et digts handling er, eller kunne sætte ord på den erkendelse, man har under læsningen. Det er jo umuligt at lave sådan en oversættelse af værket,« siger hun og tilføjer:

»Hvis man vil oversætte min bog, kommer man lidt på en opgave. Den er ikke skrevet for at blive oversat, den er skrevet for at blive læst og taget for pålydende. Ikke noget hokus-pokus, bare det liv, der er.«