Mangesidet litteraturmagasin med gamle kendinge og nye overraskelser egner sig måske bedre digitalt end som trykt bog.
Magasinet indeholder bidrag fra 25 forfattere, herunder Asta Olivia Nordenhof, Caroline Albertine Minor, Dorrit Willumsen, Hanne Højgaard Viemose og Hans Otto Jørgensen, samt udenlandske forfattere som Édouard Louis og Athena Farrokhzad. Derudover er der bidrag fra yngre forfattere og debutanter. Bidragene er nok især brugbare for litteraturstuderende.
Forlaget skriver på deres hjemmeside, at de udgiver: ”En litteratur, som forandrer verden.” Ærindet lykkes for nogle af teksterne, mens andre hurtigt er glemt. Det er et mangesidet magasin, som i sit omfang ikke ligner de andre som fx ’Hvedekorn’ og ’Victor B. Andersen's Maskinfabrik’. Alligevel er der noget sært genkendeligt over det.
Efterhånden som man kommer igennem teksterne, skinner det igennem, at det er den garvede garde – eller sagt med andre ord: den samme skrift og de samme forfattere, som præsenteres mange andre steder. Undervejs melder spørgsmålet sig; er det nødvendigt at læse disse tekster, når man kan læse forfatterens bøger i stedet? Det er ikke ment som en kritik af teksterne, hvor der er nogle interessante og fremragende bidrag imellem, men mere et spørgsmål om, hvad et 435 siders langt magasin fremviser i forhold til de allerede fantastiske bøger fra mange af forfatterne.
Deniz Kiy har skrevet en række fine digte, hvor nerven sitrer undervejs. Der er smukke sætninger som fx: ”omsorgen er vores nedslidte hænder” og ”hun siger at årene flyder igennem hende”. Her er noget på spil; menneskers liv sammenviklet og et slid, man kan mærke. Et andet godt bidrag er Cecilie Linds barske fortælling ’Alberte & far’, hvor skriften er gennemvædet af vrede og alt bæver i hovedpersonen.
Et andet fint tiltag i magasinet er oversættelserne, hvor fx ’Sankthansaften’ af Sigurd Mathiesen, oversat af Jørgen Mogensen og Caroline Enghoff Mogensen er vild. En dyster og smuk fortælling med et oplysende efterord om en forfatter, der aldrig fik forløst sit talent.
Magasinet er flot sat op, og der er noget nyt på spil. Men efter endt læsning sidder jeg stadig tilbage med en form for tvivl. En tvivl om, hvad magasinet egentlig vil? Forlaget understreger flere gange vreden som et grundelement mod fx magtstrukturer. Men hvis vreden er det bærende element, er nogle af teksterne fusere i den sammenhæng, og det vil være gavnligt for læseoplevelsen, hvis magasinet skærer mere ind til benet og lader kaos være allestedsnærværende i teksterne, ikke nødvendigvis i omfang.
Måske egner Amulet Magasin sig i virkeligheden bedre på web end som trykt bog, fordi læseren på den måde bedre kan skelne mellem genrer og udvælge. Omfanget i den trykte udgave kan virke afskrækkende på mange, ligesom man skal lede lidt efter de ting, der virkelig fanger interessen.
Kommentarer