Yahya Hassan tager ordet i sin afmagt og giver den som poetisk maskingevær i en digtsamling, der ligner debuten, men ikke ligner noget andet i dansk litteratur.
Det er en en litterær begivenhed i sig selv, at Yahya Hassan udgiver sin anden digtsamling, seks år efter debuten i 2013, der blev den mest solgte digtsamling i Danmarkshistorien. Siden da har forfatteren trukket et væld af avisoverskrifter med historier om PET-overvågning, kriminalitet, fængselsdomme og psykiatrisk behandling. Alt sammen temaer, der behandles i Yahya Hassan 2, hvor forfatteren tager ”ORDET I SIN AFMAGT”, giver den som ”ET POETISK MASKINGEVÆR” og ”BÆRER SIN BALLAST SOM BALLET”.
I 'Yahya Hassan 2' vælter vreden vælter ud i rablende langdigte og korte, klare statements. Som i debuten, og som også andre vrede, unge mænd før Yahya Hassan har gjort det (Rudolf Broby-Johansen og Michael Strunge), udråbes den med ekspressive versaler. Men tonefaldet skifter uophørligt og giver også plads til ømhed, kærestesorg, intelligens, fortvivlelse, solidaritet, egotrip og en humor, der ikke viger for det platte: ”JEG HAR HAFT EN SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN / SIDEN ÅR 2013 / TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN / DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED / OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED.”
Mens debuten rettede sit poetiske maskingevær mod islam og ghettoerne, sigtes der i toeren mere spredt mod skiftende mål som f.eks. kritik af det dannede borgerskab, ”DE HILSER HELLERE PÅ EN KENDT / END EN BEKENDT” og kritik af undertrykkelsen af det palæstinensiske folk, ”I GAZASTRIBEN BADER BØRNENE FOR FODEN AF KRIGSSKIBET/ […] MÅ GUDEN OG FANDEN FORBYDE DET I ENIGHED. Og hvor debuten chokerede ved dens samfundsportræt fremsat af en en stemme, der var ny og overraskende, bærer toeren i stedet sin nødvendighed ved at være en fortsættelse til debuten, som den på mange måder ligner, både visuelt med forside, titel og versaler, men også i sprogtone.
Digtsamlingens absolutte force er dens enorme sproglige energi og overskud. Der er en intens lyst og vilje til at få sproget åbne sig op på ny, når f.eks. kærlighed bliver til ”KÆRLIGHAD” og solidaritet til ”SOLODARITET”. Der leges med bogstavrim og enderim ”POTENTE PIKKE I PANDEN”, og faste sproglige vendinger omvendes, ”JEG FIK HENDES UVILJE”. Man kan kritisere digtene for at være effektsøgende og lede efter det lille svirp, der kan sende pointen sikkert i mål, men man kan ikke sætte en finger på den energi, de er skrevet med, eller benægte, at det sted, der tales fra, ikke ligner noget andet i dansk litteratur. Og at Yahya Hassan kan noget, som ikke mange andre digtere kan: Få os til at læse og diskutere digte.
Kommentarer