Anmeldelse
Vita af Melania G. Mazzucco
En stor episk slægtsroman og udvandrersaga, der på smukkeste vis blander facts og fiction til en realistisk, rå og brutal, men også øm og medrivende fortælling.
Forfatteren har lavet en grundig research i slægtens gemmer og i arkiver m.m. Med sikker sproglig og stilistisk sans har hun bundet fragmenterne sammen til en storslået roman. Det er historien om 12 årige Diamante, der er forfatterens bedstefar, og 8 årige Vita, som sendes alene til Amerika over til Vitas far for at slippe væk fra sulten og nøden i deres lille italienske landsby.
Virkeligheden i det forjættede land viser sig at være lige så hård som den tilværelse, de flygter fra, med usle overbefolkede lejekaserner, dyb fattigdom, kriminalitet og racefordomme, som kan tage modet fra de fleste eller sende dem ud på forbryderbanen.
Forfatteren stikker ikke noget under stolen. Hun skriver så levende om armoden, så man næsten både kan mærke og lugte den. De overfyldte, faldefærdige lejekaserner, brutaliteten, det slavelignende, helbredsnedbrydende arbejde, som de italienske indvandrere kan få, hvis de ellers er stærke nok. Man forstår godt, at de unge mænd bliver fristet til kriminalitet, selv om forbryderverdenen er hård og farlig.
Et lys i mørket er det tætte forhold mellem den beskyttende Diamante og lille stædige Vita, som udvikler sig til en gensidig kærlighed, der går som en rød tråd gennem romanen. Deres følelser er skildret med ømhed og poesi, men skæbnen spænder ben for dem. De må leve adskilt, mens Diamante slider sig op ved jernbanen, og deres breve kommer ikke frem. Arbejdet på jernbanen er et slående eksempel på, hvordan arbejderne udnyttes af deres overordnede, og hvordan de gensidigt udnytter hinanden.
Det er en fortælling om enkelte skæbner, men samtidig den store historie om den italienske masseudvandring til Amerika i begyndelsen af 1900 tallet. Det var mødet med nutidens immigranter i Italien, der inspirerede forfatteren til at skrive bogen. Hun knytter fortid og nutid sammen, og man skal holde tungen lige i munden, for synsvinklen skifter med mellemrum fra hovedpersonerne til forfatteren eller en slægtning, der vender tilbage til Italien i 1944 for at lede efter spor af slægten i den lille sønderbombede landsby.
Romanen er et overbevisende eksempel på, at historiske begivenheder kan blive ekstra vedkommende ved fiktionens kraft. Jacob A. Riis’ omslagsfoto af fattige storbybørn er lige i øjet.
En stor episk slægtsroman og udvandrersaga, der på smukkeste vis blander facts og fiction til en realistisk, rå og brutal, men også øm og medrivende fortælling.
Forfatteren har lavet en grundig research i slægtens gemmer og i arkiver m.m. Med sikker sproglig og stilistisk sans har hun bundet fragmenterne sammen til en storslået roman. Det er historien om 12 årige Diamante, der er forfatterens bedstefar, og 8 årige Vita, som sendes alene til Amerika over til Vitas far for at slippe væk fra sulten og nøden i deres lille italienske landsby.
Virkeligheden i det forjættede land viser sig at være lige så hård som den tilværelse, de flygter fra, med usle overbefolkede lejekaserner, dyb fattigdom, kriminalitet og racefordomme, som kan tage modet fra de fleste eller sende dem ud på forbryderbanen.
Forfatteren stikker ikke noget under stolen. Hun skriver så levende om armoden, så man næsten både kan mærke og lugte den. De overfyldte, faldefærdige lejekaserner, brutaliteten, det slavelignende, helbredsnedbrydende arbejde, som de italienske indvandrere kan få, hvis de ellers er stærke nok. Man forstår godt, at de unge mænd bliver fristet til kriminalitet, selv om forbryderverdenen er hård og farlig.
Et lys i mørket er det tætte forhold mellem den beskyttende Diamante og lille stædige Vita, som udvikler sig til en gensidig kærlighed, der går som en rød tråd gennem romanen. Deres følelser er skildret med ømhed og poesi, men skæbnen spænder ben for dem. De må leve adskilt, mens Diamante slider sig op ved jernbanen, og deres breve kommer ikke frem. Arbejdet på jernbanen er et slående eksempel på, hvordan arbejderne udnyttes af deres overordnede, og hvordan de gensidigt udnytter hinanden.
Det er en fortælling om enkelte skæbner, men samtidig den store historie om den italienske masseudvandring til Amerika i begyndelsen af 1900 tallet. Det var mødet med nutidens immigranter i Italien, der inspirerede forfatteren til at skrive bogen. Hun knytter fortid og nutid sammen, og man skal holde tungen lige i munden, for synsvinklen skifter med mellemrum fra hovedpersonerne til forfatteren eller en slægtning, der vender tilbage til Italien i 1944 for at lede efter spor af slægten i den lille sønderbombede landsby.
Romanen er et overbevisende eksempel på, at historiske begivenheder kan blive ekstra vedkommende ved fiktionens kraft. Jacob A. Riis’ omslagsfoto af fattige storbybørn er lige i øjet.
Kommentarer