Et bevægende, men samtidig nøgternt og desværre endnu engang aktuelt billede af skyttegravskrigens monotone helvede.
Jeg har altid følt en vis fascination for den finske Vinterkrig. Det lyder næsten for godt til at være sandt, at Finland, dårligt udrustet og talmæssigt underlegen det mægtige Sovjet, alligevel stort set formår at holde russerne stangen. Og så godt er det måske heller ikke? Heltehistorierne og de sandsynlige forklaringer om snedragter, ski og guerillakamp blegner, stillet over for beskrivelserne af krigens rædsler i denne bog.
Martti og Paavo Hakala er brødre. De indkaldes begge akut til militærtjeneste, da Sovjetunionen rasler med sablerne over for Finland. Og krigen bryder da også ud.
Vi er med Martti hele vejen. Fra indkaldelsen, hvortil de spænder hesten for vognen, for som Paavo siger: ”Vi kan da ikke tage i krig til fods”. Over den første slagmark, hvor Paavo falder, ramt af en fuldtræffer, og hvor skyttegravskrigen virkelig folder sig ud i al sin absurde meningsløshed. Frem og tilbage over sletten bølger fronterne, hele tiden med bevidstheden om, at finnerne er russerne underlegne.
Men det pensles også ud, hvordan mennesker ofres uden skånsel på den sovjetiske side – især beskrivelserne af, hvordan fodfolket fanges i ilden fra begge sider, rørte mig. Når infanteriet sendes ud uden beskyttelse og mejes ned af finnerne, løber de døden i møde fra deres egen side, når de flygter hjem. Men det betyder intet – Sovjet kalder bare det næste regiment ind. Og til sidst, da freden er underskrevet, kigger begge parter op over kanten af skyttegravene og mødes på midten.
I det hele taget er det en mærkelig følelse at læse bogen, for mens man udmærket er klar over, at det er grusomme ting, vi er vidne til her, fortælles det nøgternt og sagligt med fokus på troppebevægelser, kommandanter og pligtfølelse. Men også sulten, kulden – Martti oplever til sidst at vågne efter at have blundet, og så er hans hoved frosset fast til jorden! – den elendige militære påklædning og især blodet fra alle ligene og de sårede fylder en del i hans hverdag.
Uden at have læst mange krigsbøger kan jeg umiddelbart forestille mig, at man kan læse denne roman som man ville læse ’Intet nyt fra Vestfronten’ – som et vidnesbyrd om, hvad krig gør ved mennesket, og hvor mange der ofres for at vinde så lidt.
”Vinterkrigen” er også lavet som film – den vandt de gyldne palmer i Cannes.
Kommentarer