Anmeldelse
Vindenes hjem af Bødvar Gudmundsson
Realistisk og engagerende slægts- og udvandrersaga om en fattig islandsk familie, der i sidste halvdel af det 19. årh. drager til Canada for at finde lykken
Udvandrerskæbner har altid fascineret mig. Hvordan fik disse ludfattige mennesker dog overskud til at søge lykken i det totalt ukendte, og hvor mange fandt det forjættede land? ”Vindenes hjem” og fortsættelsen ”Livets træ” fortæller om en række skæbner, der ligner mange andre udvandreres. De historiske omstændigheder kombineres med miljø- og personbeskrivelser til en helhed, der formår både at oplyse og at gribe læseren.
Det specielle ved bogens slægt er den musikalitet, der nedarves gennem generationerne, symboliseret ved en kostbar gammel violin, som en forfader fik af kongen. Fortælleren er operasanger og oldebarn af de gennemgående personer Sæunn og Olaf Spillemand. Ud fra en skotøjsæske fuld af gulnede breve stykker han slægtens historie sammen for at give datteren mulighed for at kende sine rødder.
Det er en historie om ufatteligt barske levevilkår i det gamle Island. Forfatteren udmaler den storslåede natur og det liv, der levedes i de små samfund. Vi inviteres inden for i de trange stuer og følger arbejdet ude og inde gennem året. Trods dygtighed og flid kan Olaf Spillemand ikke forsørge sin voksende familie, og selv om der er barmhjertige mennesker i sognet, sejrer kynismen. Man vælger den billigste løsning og forsyner familien med en enkeltbillet til Canada. Dog må de to ældste børn blive tilbage.
Og hvordan går det så den lille familie og mange af deres landsmænd i det fremmede? En hård overfart på tredje klasse med søsyge og en influenzaepidemi berøver dem det ene barn og suger livskraften ud af Sæunn. I Canada må de først friste livet stuvet sammen i et par uopvarmede hytter, mens mændene arbejder for jernbanen, og det koster menneskeliv. Ved idealistiske mænds hjælp drager de videre og grundlægger en islandsk koloni, men også her må de kæmpe med modgang. Da foråret bringer voldsomme oversvømmelser, der forsinker høsten, og en koppeepidemi tager livet af Sæunn, er Olaf en knækket mand og parat til at tage tilbage til Island.
Det er en realistisk og usentimental historie om overmenneskeligt slid og stor modgang, om håbet om at skabe en bedre tilværelse i det fremmede og den lurende længsel efter fædrelandet, om egoisme og hårdhed, men også om sammenhold og fællesskab. En beretning, der vedkommer enhver, der interesserer sig for udvandrerhistorie.
Oversat fra islandsk af Gisli Magnusson efter 'Híbýli vindanna'. PP Forlag, 2002. 320 sider
Realistisk og engagerende slægts- og udvandrersaga om en fattig islandsk familie, der i sidste halvdel af det 19. årh. drager til Canada for at finde lykken
Udvandrerskæbner har altid fascineret mig. Hvordan fik disse ludfattige mennesker dog overskud til at søge lykken i det totalt ukendte, og hvor mange fandt det forjættede land? ”Vindenes hjem” og fortsættelsen ”Livets træ” fortæller om en række skæbner, der ligner mange andre udvandreres. De historiske omstændigheder kombineres med miljø- og personbeskrivelser til en helhed, der formår både at oplyse og at gribe læseren.
Det specielle ved bogens slægt er den musikalitet, der nedarves gennem generationerne, symboliseret ved en kostbar gammel violin, som en forfader fik af kongen. Fortælleren er operasanger og oldebarn af de gennemgående personer Sæunn og Olaf Spillemand. Ud fra en skotøjsæske fuld af gulnede breve stykker han slægtens historie sammen for at give datteren mulighed for at kende sine rødder.
Det er en historie om ufatteligt barske levevilkår i det gamle Island. Forfatteren udmaler den storslåede natur og det liv, der levedes i de små samfund. Vi inviteres inden for i de trange stuer og følger arbejdet ude og inde gennem året. Trods dygtighed og flid kan Olaf Spillemand ikke forsørge sin voksende familie, og selv om der er barmhjertige mennesker i sognet, sejrer kynismen. Man vælger den billigste løsning og forsyner familien med en enkeltbillet til Canada. Dog må de to ældste børn blive tilbage.
Og hvordan går det så den lille familie og mange af deres landsmænd i det fremmede? En hård overfart på tredje klasse med søsyge og en influenzaepidemi berøver dem det ene barn og suger livskraften ud af Sæunn. I Canada må de først friste livet stuvet sammen i et par uopvarmede hytter, mens mændene arbejder for jernbanen, og det koster menneskeliv. Ved idealistiske mænds hjælp drager de videre og grundlægger en islandsk koloni, men også her må de kæmpe med modgang. Da foråret bringer voldsomme oversvømmelser, der forsinker høsten, og en koppeepidemi tager livet af Sæunn, er Olaf en knækket mand og parat til at tage tilbage til Island.
Det er en realistisk og usentimental historie om overmenneskeligt slid og stor modgang, om håbet om at skabe en bedre tilværelse i det fremmede og den lurende længsel efter fædrelandet, om egoisme og hårdhed, men også om sammenhold og fællesskab. En beretning, der vedkommer enhver, der interesserer sig for udvandrerhistorie.
Oversat fra islandsk af Gisli Magnusson efter 'Híbýli vindanna'. PP Forlag, 2002. 320 sider
Kommentarer