Synk ned i lænestolen og giv dig god tid, for så venter en stor læseoplevelse i denne østrigske slægtshistorie om en familie i 3 generationer fra 1938 til 2001.
"Din manglende interesse for familien er jo ikke noget nyt" siger Johanna til Phillip, "Jeg beskæftiger mig med familien i nøjagtig det omfang, jeg finder det sundt og overkommeligt", svarer Phillip. Men han kommer til at beskæftige sig med familien, meget mere end han har lyst til.
Phillip har arvet et hus efter sin mormor, og det er hans mening at han vil rydde op og smide ud og ikke fortabe sig i fortiden, men familiens historie og alle de mange ting lader ham ikke i ro.
Ind imellem Phillips historie i dag er indskudt forældrenes og bedsteforældrenes historier, og efterhånden får vi stykket hele slægtens historie sammen. Kronologien er springende og det er forskellige personer, der fortæller, men det hele hænger flot sammen. Vi får for eksempel forklaringen på hvorfor loftet er fyldt med mange års duemøg og de mange duer som flyver ind og ud af et åbentstående vindue, og også på hvorfor alle møblerne er sømmet fast til gulvet, så de er næsten umulige at flytte.
Hele bogen er gennemsyret af en vis sørgmodig tone, som er i skærende modsætning til titlen 'Vi har det godt'. Der har været lykkelige perioder for vores hovedpersoner, men også mange knapt så glade stunder, og mange konflikter, megen ensomhed og tavshed. Det samme kan siges om landet Østrig, som også har haft en broget historie i det 20. århundrede, og hvis historie vi også får fortalt.
Men heldigvis har Arno Geiger også humor, og ved bogens slutning er der håb om at Phillip kommer ud af sin selvvalgte isolation. Da jeg lukkede bogen i, var jeg en stor læseoplevelse rigere.
Kommentarer