Anmeldelse
Veritas maskinerne af Niels Kjeld Thorsen
Indsigtsfuld og meget vellykket roman om Erichs opvækst i Østberlin fra 1944 til hans liv i nutidens Berlin, som er præget af løgne, fortielser, savn og hjemve.
Erich blev født i 1944, bogstaveligt talt i ruinerne i den sønderbombede by Berlin, de samme ruiner, som DDR opstod af. Hans mor kom fra Nemmersdorf i Østpreussen – i dag Majakovskoje i Kaliningrad. Hun blev hjulpet til Berlin af far Heinz, som var tysk soldat og forsvandt i krigens sidste dage. Først i 1950 dukkede han op igen fra en russiske fangelejr som overbevist kommunist.
Moderen lever af at sy for andre på sin Veritas-symaskine, og mens hun sidder og syr fortæller hun historierne om sin elskede og savnede Nemmersdorf. Samtidig med at hun er syerske, er hun også seerske, og hun varsler blandt andet Walter Ulbrichts afgang og murens fald. Noget som gør hende uhyre interessant i Stasis øjne.
Erichs bardomshjem er præget af en far, som ikke ville kendes ved sin søn – ”Hvorfor ligner du en rundhovedet Gagarin?”– og en mor, Erika, som er bitter over, at hun er blevet tvunget til at flygte fra russerne, og som aldrig helt opgiver tankerne om den gode tid, da de var tyske, og Hitler var ved magten.
Er Erich virkelig søn af Heinz, eller blev Erika voldtaget af en russisk soldat? Er der måske tale om historieforfalskning? Der er mange temaer, der ikke bliver berørt, og det er svært at skelne mellem sandheder og løgne. ” Det var jo dengang” er en sætning, som bliver sagt igen og igen.
Som stor dreng bliver Erich medlem af Freie Deutsche Jugend, den kommunistiske ungdomsorganisation, og her føler han sig godt tilpas. Han drømmer om at komme på Humboldt Universitet, og da han melder sig som stikker for Stasi kommer han ind på sit drømmestudium, hvor han studerer filosoffen Kant.
Han bliver ven med en systemkritiker og får en russisk kæreste, og beskrivelsen af, hvordan de ved kroppens sprog lærer hinanden tysk og russisk, er rigtig sød. Men desværre for Erich bliver det aldrig til noget med den kæreste, fordi Erichs mor ikke kan lide russere.
I 25-året for murens fald – eller den antifascistiske beskyttelsvold, som den hed i øst – finder Erich ud af, at han bliver nødt til at stykke alt det han ved, alt det han har oplevet, udtalelser fra mennesker, som han har kendt i hele sit liv, og de mange tykke mapper fra Stasi arkiverne sammen til et billede af sin mor for at kunne forstå hende og dermed også sig selv. Sandheden skal frem – eller i hvert fald det meste.
Titlens 'Veritas-maskinerne' går dels på den Veritas-maskine, som Erika syr på, men også på den propaganda-maskine som producerer de sandheder (veritas =sandhed) ”som kan skabe sammenhæng og overbevisning og tro på fremtiden”, og som blev udlevet i DDR.
'Veritas-maskinerne' er Niels Kjeld Thorsens første roman, og han udtaler, at det har været vigtigt for ham at skrive historien, fordi der også i dag produceres sandheder/fake news, og det er nødvendigt, at vi kan skelne mellem løgn og sandhed.
En flot debut hvor forfatterens store kendskab til historien får mig til at føle, at jeg selv er tilstede i (Øst)Berlin.
Indsigtsfuld og meget vellykket roman om Erichs opvækst i Østberlin fra 1944 til hans liv i nutidens Berlin, som er præget af løgne, fortielser, savn og hjemve.
Erich blev født i 1944, bogstaveligt talt i ruinerne i den sønderbombede by Berlin, de samme ruiner, som DDR opstod af. Hans mor kom fra Nemmersdorf i Østpreussen – i dag Majakovskoje i Kaliningrad. Hun blev hjulpet til Berlin af far Heinz, som var tysk soldat og forsvandt i krigens sidste dage. Først i 1950 dukkede han op igen fra en russiske fangelejr som overbevist kommunist.
Moderen lever af at sy for andre på sin Veritas-symaskine, og mens hun sidder og syr fortæller hun historierne om sin elskede og savnede Nemmersdorf. Samtidig med at hun er syerske, er hun også seerske, og hun varsler blandt andet Walter Ulbrichts afgang og murens fald. Noget som gør hende uhyre interessant i Stasis øjne.
Erichs bardomshjem er præget af en far, som ikke ville kendes ved sin søn – ”Hvorfor ligner du en rundhovedet Gagarin?”– og en mor, Erika, som er bitter over, at hun er blevet tvunget til at flygte fra russerne, og som aldrig helt opgiver tankerne om den gode tid, da de var tyske, og Hitler var ved magten.
Er Erich virkelig søn af Heinz, eller blev Erika voldtaget af en russisk soldat? Er der måske tale om historieforfalskning? Der er mange temaer, der ikke bliver berørt, og det er svært at skelne mellem sandheder og løgne. ” Det var jo dengang” er en sætning, som bliver sagt igen og igen.
Som stor dreng bliver Erich medlem af Freie Deutsche Jugend, den kommunistiske ungdomsorganisation, og her føler han sig godt tilpas. Han drømmer om at komme på Humboldt Universitet, og da han melder sig som stikker for Stasi kommer han ind på sit drømmestudium, hvor han studerer filosoffen Kant.
Han bliver ven med en systemkritiker og får en russisk kæreste, og beskrivelsen af, hvordan de ved kroppens sprog lærer hinanden tysk og russisk, er rigtig sød. Men desværre for Erich bliver det aldrig til noget med den kæreste, fordi Erichs mor ikke kan lide russere.
I 25-året for murens fald – eller den antifascistiske beskyttelsvold, som den hed i øst – finder Erich ud af, at han bliver nødt til at stykke alt det han ved, alt det han har oplevet, udtalelser fra mennesker, som han har kendt i hele sit liv, og de mange tykke mapper fra Stasi arkiverne sammen til et billede af sin mor for at kunne forstå hende og dermed også sig selv. Sandheden skal frem – eller i hvert fald det meste.
Titlens 'Veritas-maskinerne' går dels på den Veritas-maskine, som Erika syr på, men også på den propaganda-maskine som producerer de sandheder (veritas =sandhed) ”som kan skabe sammenhæng og overbevisning og tro på fremtiden”, og som blev udlevet i DDR.
'Veritas-maskinerne' er Niels Kjeld Thorsens første roman, og han udtaler, at det har været vigtigt for ham at skrive historien, fordi der også i dag produceres sandheder/fake news, og det er nødvendigt, at vi kan skelne mellem løgn og sandhed.
En flot debut hvor forfatterens store kendskab til historien får mig til at føle, at jeg selv er tilstede i (Øst)Berlin.
Kommentarer