Sidste bind i serien om Europas nyere historie er velskrevet og veldisponeret og giver et fint indtryk af især den politiske og økonomiske udvikling.
Den estimerede britiske historikers fire bind store værk om Europa fra Den Første Verdenskrig og frem til i dag er utvivlsomt det bedste bud på en samlet fremstilling af Europas nyere historie. Oliekrisen i 1973 er et vendepunkt, der indleder en økonomisk nedtur og en periode præget af ustabilitet, med mange udfordringer og høj forandringshastighed. Kershaw bruger en rutsjebanemetafor om perioden med de mange op- og nedture, og hvor fremskridt og forbedringer optræder side om side med skuffelser og tilbageslag. Han er en god og fængende formidler, der formår at give læseren et godt og overskueligt indtryk af den turbulente og komplekse tid.
Kershaw beskriver en række skelsættende begivenheder i perioden. Ikke mindst den europæiske kommunismes undergang med Sovjetunionens overraskende opløsning, der gjorde det muligt for dets lydstater at ryste kommunismens åg af sig. De kommunistiske regimer havde ganske vist alvorlige interne problemer, men at kommunismen kunne afvikles så hurtigt, havde ingen vist forestillet sig. Kershaw vurderer, ar Gorbatjov spillede en væsentlig rolle i den hurtige og ublodige udvikling. Det fremgår af bogen, at overgangen til markedsøkonomi og et liberalt demokrati efter vestligt mønster dog ikke var uproblematisk. Det værste eksempel er Jugoslaviens sammenbrud, der udløste en blodig borgerkrig.
Tiden efter årtusindskiftet er præget af store udfordringer. Globaliseringen er et tveægget sværd, der har skabt formuer til de få og øget den sociale ulighed. Der er ikke fundet en holdbar løsning på migrantkrisen, og dertil kommer terrortruslen og klimaudfordringerne. Kershaw ser EU som en vigtig institution, når det gælder om at finde fælles løsninger, men han er ikke udelt optimistisk.
I et fyldigt efterord giver Kershaw en glimrende sammenfatning af utryghedens tidsalder, som han kalder perioden. Selv om han vurderer, at Europa i dag er fredeligere, friere og mere velstående end på noget andet tidspunkt i kontinentets historie, giver det ikke anledning til stor optimisme for fremtiden, som han er forsigtig med at spå om. Som han udtrykker det, er usikkerheden det eneste sikre.
Kommentarer