Nyudgivet samling af Hermann Hesse ligner en gennemgang af hans liv og indsigter. Men ved læsning fremgår et vigtigere lag, som omhandler hans filosofiske tanker om at skrive.
Herhjemme er Hermann Hesse primært kendt for Steppeulven (1927, da. 1946) og ’Glasperlespillet’ (1943, da. 1973). Nu foreligger nærværende tekstsamling, som gennem forskellige tekstformer, skrevet af Hesse selv, dels tydeliggør Hesses sproglige formåen og dels giver læseren en særlig forståelse for hans liv og forhold til samme. Men vigtigst af alt fremhæver teksterne Hesses forhold til litteraturens rolle og derved også sin egen forfatterrolle.
Tekstsamlingen indeholder i alt ti tekster samt et efterskrift af oversætteren Peter Boile Nielsen, der i øvrigt har gjort et overbevisende godt stykke oversættelsesarbejde, idet han har fundet Hesses enestående stemme frem i det danske sprog.
Teksterne er befriende nok ikke slavisk sat op i en tidskronologisk rækkefælge. Alligevel er der en klar rød tråd, hvor vi følger Hesses insisteren på at bliver digter, hans anstrengte forhold til sin familie såvel som til sit hjemland og ideen om verdensaltet. Selvom alle ti tekster på hver deres måde bidrager til en forståelse af Hesse som person og forfatter er det tydeligt, at den selvbiografiske beretning "Kurgæst. Optegnelser fra en kur i Baden" er det fagreste træ blandt teksterne. Ikke blot er den længere end de andre tekster, men også indholdsmæssigt sætter den for alvor fokus på Hesses syn på sig selv, sin omverden og ikke mindst litteraturen.
Hesse opholder sig på kurstedet grundet iskias-smerter og håber på helbredelse. Det er vidunderligt, hvordan Hesse under sit ophold dykker ned i bestemte følelser og fører dem ud i ekstremmen. Som eksempel ser Hesse sig sur på gæsten på værelset ved siden af. Hans snorken holder nat efter nat Hesse vågen. Og snart hader han alt ved denne gæst. Hesse er en mester i at fremmale menneskets forhold til andre, og man griner netop, fordi man genkender sig selv i Hesses beskrivelser. Samtidig bliver man ved videre læsning opmærksom på, at denne irritation kan perspektivers til Hesses egen smerte, som han har svært ved at rumme. Men da er det, at hele kuropholdet trækkes op på et større eksistentielt plan, idet helbredelsen er umulig, men løsningen bliver en forsoning med smerten. Og det videreføres i Hesses fremhævelse af enheden: ” Den (Enheden, red.) er blevet fremstillet i guden Shivas dans, der danser verden i stykker, og i mange andre billeder, den modsætter sig ikke nogen form for fremstilling eller lignelse. Du kan når som helst træde ind i den. […] I disse øjeblikke oplever du enhed og mangfoldighed samtidig, ser Buddha og Jesus gå forbi dig, taler med Moses, mærker Ceylon-sol på din hud og ser polerne stivne i is ”.
Og netop enheden er et centralt begreb i Hesses forfatterskab, da den fremhæver hans filosofiske tanker omkring det at skrive. Her bruger han menneskets hang til at opdele verden i dikotomier som eksempel. For Hesse var det en bestræbelse at fremskrive, at der under sprogets dikotomier ligger en enhed, som forener dem og lader dem gå over i hinanden. "Kurgæst" er derved ikke blot en tekst om livets utallige sider, men også en tekst om forsøget på at skrive sig ud over sprogets begrænsninger. Med andre ord handler "Kurgæst", i samspil med nærværende samlings andre tekster, i høj grad om Hesses forhold til litteraturen. Dette kunne man have ønsket som fokus i efterskriftet, der dog forholder sig til Hesses livshistorie og bibliografi, frem for hans filosofiske tanker. Men da er det godt, at det er et efterskrift, så det ikke dikterer en bestemt læsningen af Hesses givende tekster og tanker.
Kommentarer