Anmeldelse
At være dødelig af Atul Gawande
- Log ind for at skrive kommentarer
En erfaren læge tackler et tabuemne med indsigt og finfølelse. En væsentlig bog for sundhedspersonale, terminalt syge og deres pårørende - og for alle os andre.
Forfatteren Atul Gawande er en amerikansk læge med indiske rødder. Som læge er han uddannet til at fikse problemer i menneskekroppen, men hans virke har lært ham, at det er lige så vigtigt at tage sig af terminalt syge mennesker. At tage den svære men nødvendige samtale med den syge og de pårørende om at stoppe smertefulde og unyttige behandlinger for at give den syge et bedre liv i slutfasen. Han blander patienthistorier med sin egen fars sygdomsforløb og lægefaglige vurderinger, og det gør han godt og overbevisende med en konkret og indfølende tilgang til det tabubelagte emne.
Bogen byder ikke på skråsikre facitlister men åbner for en bedre forståelse for, at de alvorligt syge har krav på at blive lyttet til og hjulpet til et autonomt liv inden for sygdommens begrænsninger. Forfatteren erkender, at den gamle kultur, hvor børnene beholdt deres gamle syge forældre i hjemmet, ikke er en brugbar løsning i dag. I stedet giver han forslag til, hvordan de syge kan få et værdigt liv i den sidste fase. Bedre plejehjem, hvor den syges autonomi anerkendes, hospicer og palliativ pleje i hjemmet, som kan lette den sidste tid. Behovet er der. Nytænkning kræves.
Gawande er en glimrende formidler, der ikke lægger skjul på, at hans synspunkter er et resultat af en langvarig erkendelsesproces. Lægevidenskabens enorme fremskridt har muliggjort en lang række behandlinger, og læger er gearede til at tilbyde de terminalt syge en bred vifte af ofte smertefulde og kostbare behandlinger. De har svært ved at tage håbet fra patienterne, at tage den nødvendige, vanskelige samtale, der skal hjælpe patienterne til at foretage de valg, der giver dem det bedste liv i slutfasen. Bestemt ikke nogen let opgave - især ikke i de tilfælde hvor patienten eller de pårørende ikke vil opgive håbet.
Plejehjemsdebatten herhjemme viser, at vi også har meget at lære. Gamle og syge mennesker skal ikke ligge og dø ensomme på sygehusgange eller henslæbe et uværdigt og gennemreguleret liv på plejehjemmene. Det er ikke bare et økonomisk spørgsmål, men i høj grad også et spørgsmål om menneskesyn. I USA har ildsjæle åbnet en helt ny type plejehjem på beboernes præmisser. Herhjemme viste plejehjemmet Lotte, at det kunne lade sig gøre at skabe gode rammer for den sidste livsfase. Jeg kan derudover kun give Gawalde ret i, at erfaringerne fra de palliative teams skal udbredes til hele sundhedsvæsenet.
’At være dødelig’ er en uhyre vigtig bog, der giver stof til eftertanke. Døden er trods alt det eneste sikre i livet. Jeg håber at bogen får stor udbredelse.
Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
En erfaren læge tackler et tabuemne med indsigt og finfølelse. En væsentlig bog for sundhedspersonale, terminalt syge og deres pårørende - og for alle os andre.
Forfatteren Atul Gawande er en amerikansk læge med indiske rødder. Som læge er han uddannet til at fikse problemer i menneskekroppen, men hans virke har lært ham, at det er lige så vigtigt at tage sig af terminalt syge mennesker. At tage den svære men nødvendige samtale med den syge og de pårørende om at stoppe smertefulde og unyttige behandlinger for at give den syge et bedre liv i slutfasen. Han blander patienthistorier med sin egen fars sygdomsforløb og lægefaglige vurderinger, og det gør han godt og overbevisende med en konkret og indfølende tilgang til det tabubelagte emne.
Bogen byder ikke på skråsikre facitlister men åbner for en bedre forståelse for, at de alvorligt syge har krav på at blive lyttet til og hjulpet til et autonomt liv inden for sygdommens begrænsninger. Forfatteren erkender, at den gamle kultur, hvor børnene beholdt deres gamle syge forældre i hjemmet, ikke er en brugbar løsning i dag. I stedet giver han forslag til, hvordan de syge kan få et værdigt liv i den sidste fase. Bedre plejehjem, hvor den syges autonomi anerkendes, hospicer og palliativ pleje i hjemmet, som kan lette den sidste tid. Behovet er der. Nytænkning kræves.
Gawande er en glimrende formidler, der ikke lægger skjul på, at hans synspunkter er et resultat af en langvarig erkendelsesproces. Lægevidenskabens enorme fremskridt har muliggjort en lang række behandlinger, og læger er gearede til at tilbyde de terminalt syge en bred vifte af ofte smertefulde og kostbare behandlinger. De har svært ved at tage håbet fra patienterne, at tage den nødvendige, vanskelige samtale, der skal hjælpe patienterne til at foretage de valg, der giver dem det bedste liv i slutfasen. Bestemt ikke nogen let opgave - især ikke i de tilfælde hvor patienten eller de pårørende ikke vil opgive håbet.
Plejehjemsdebatten herhjemme viser, at vi også har meget at lære. Gamle og syge mennesker skal ikke ligge og dø ensomme på sygehusgange eller henslæbe et uværdigt og gennemreguleret liv på plejehjemmene. Det er ikke bare et økonomisk spørgsmål, men i høj grad også et spørgsmål om menneskesyn. I USA har ildsjæle åbnet en helt ny type plejehjem på beboernes præmisser. Herhjemme viste plejehjemmet Lotte, at det kunne lade sig gøre at skabe gode rammer for den sidste livsfase. Jeg kan derudover kun give Gawalde ret i, at erfaringerne fra de palliative teams skal udbredes til hele sundhedsvæsenet.
’At være dødelig’ er en uhyre vigtig bog, der giver stof til eftertanke. Døden er trods alt det eneste sikre i livet. Jeg håber at bogen får stor udbredelse.
Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Kommentarer