Anmeldelse
Vågent
Dvælende digtsamling skriver sig ind i to aktuelle tendenser. Bevægelserne mellem moderskab og natur skaber en god kontrast mellem et nyt familieliv og den natur, vi kender.
’Vågent’ er en velskrevet og stramt komponeret digtsamling, der sammenvæver to forskellige elementer i jeg’ets tilværelse; hun er netop blevet mor og den omkringliggende natur. Det er to forskellige bevægelser, hvor det at blive mor ændrer både hendes krop og tilfører det nære liv en smule kaos. På den anden side er naturen en helende og beroligende kraft.
Mirian Due forstår at sætte en scene, digtene er små rum fyldt med sanser og handling – og tager sig ud som en art dialog mellem mor, barn og natur. Et væsentligt tema i digtsamlingen er at give slip på sit tidligere jeg. Kvindens liv og krop er fundamentalt forandret efter fødslen, og hun skal nu genfinde sig selv i en ny form.
Modsat meget af den aktuelle litteratur, indeholder beskrivelserne af naturen ikke et element af klimatiske forandringer, det er i stedet en mere idyllisk – eller klassisk, nærmest romantisk – natur som skildres. Skildringen står i stærk kontrast til skildringen af familien og særligt kroppen, der er slidt: ”det tager tid førend hofteskålen samler sig igen / en strækning tilbagelægges ad flere omgange / jeg må gå med nænsomme skridt / jeg bliver bange ved tanken om / hvor lidt der skal til / førend der ikke er tid / til den nænsomhed / til den tilstand / jeg er i”.
Særligt interessant er skildringen af kroppen, som digtet ovenfor er et eksempel på, mens naturen fungerer fint, om end den er lidt ordnet og nærmest biedermeiersk i sin idyl. Det, der til gengæld fungerer rigtig godt, er den samhørighed, jeg’et eftersøger med naturen. Her indfinder sig en tvivl; svarer den? Er den, hvad hun har brug for?
De to bevægelser mellem moderskab og natur skaber en god kontrast gennem læsningen, der på den ene side folder et nyt familieliv ud og på den anden en natur, vi kender og holder af. En god vekslen mellem det nye kaos og den mange år gamle idyl. En digtsamling, der kan læses af mange, både forældre og ikke-forældre.
Dvælende digtsamling skriver sig ind i to aktuelle tendenser. Bevægelserne mellem moderskab og natur skaber en god kontrast mellem et nyt familieliv og den natur, vi kender.
’Vågent’ er en velskrevet og stramt komponeret digtsamling, der sammenvæver to forskellige elementer i jeg’ets tilværelse; hun er netop blevet mor og den omkringliggende natur. Det er to forskellige bevægelser, hvor det at blive mor ændrer både hendes krop og tilfører det nære liv en smule kaos. På den anden side er naturen en helende og beroligende kraft.
Mirian Due forstår at sætte en scene, digtene er små rum fyldt med sanser og handling – og tager sig ud som en art dialog mellem mor, barn og natur. Et væsentligt tema i digtsamlingen er at give slip på sit tidligere jeg. Kvindens liv og krop er fundamentalt forandret efter fødslen, og hun skal nu genfinde sig selv i en ny form.
Modsat meget af den aktuelle litteratur, indeholder beskrivelserne af naturen ikke et element af klimatiske forandringer, det er i stedet en mere idyllisk – eller klassisk, nærmest romantisk – natur som skildres. Skildringen står i stærk kontrast til skildringen af familien og særligt kroppen, der er slidt: ”det tager tid førend hofteskålen samler sig igen / en strækning tilbagelægges ad flere omgange / jeg må gå med nænsomme skridt / jeg bliver bange ved tanken om / hvor lidt der skal til / førend der ikke er tid / til den nænsomhed / til den tilstand / jeg er i”.
Særligt interessant er skildringen af kroppen, som digtet ovenfor er et eksempel på, mens naturen fungerer fint, om end den er lidt ordnet og nærmest biedermeiersk i sin idyl. Det, der til gengæld fungerer rigtig godt, er den samhørighed, jeg’et eftersøger med naturen. Her indfinder sig en tvivl; svarer den? Er den, hvad hun har brug for?
De to bevægelser mellem moderskab og natur skaber en god kontrast gennem læsningen, der på den ene side folder et nyt familieliv ud og på den anden en natur, vi kender og holder af. En god vekslen mellem det nye kaos og den mange år gamle idyl. En digtsamling, der kan læses af mange, både forældre og ikke-forældre.
Kommentarer