Anmeldelse
Uskrevne regler af Bret Easton Ellis
- Log ind for at skrive kommentarer
En generationsroman om desillusionerede, maniske unge og moralsk forfald i 1980’ernes USA. Af forfatteren til den skræmmende ”American Psycho”.
”Uskrevne regler” er anden uafhængige bog i en amerikansk trilogi om 1980’ernes privilegerede og depraverede rigmandsbørn. Første bog hedder ”Under nul” og tredje og sidste bog hedder ”American Psycho”.
”Uskrevne regler” foregår hovedsaligt på privatuniversitetet Camden College, hvor man betaler ustyrlige mængder af penge for at feste igennem – og ikke meget andet. De ”studerende” unge skifter hovedfag for et godt ord, deres målløse søgen efter alt og intet ender oftest i en rus af sex, druk og stoffer. Fremtiden er ikke noget at beskæftige sig med – bare man har penge nok.
Og så er der jo lige den besværlige kærlighed – eller hvad det nu er. Hvem skal jeg kaste mig over i dag og smide ud i morgen?
Lidt forstemmende læsning – men absolut underholdende til trods. Sproget er åndeløst og i en hektisk tone, der er blomstrende talesprog og ubetalelige samtaler med misforståelser og snakken forbi hinanden.
Der er 3 overordnede hovedpersoner, og i hvert afsnit skifter synsvinklen. F.eks. møder man Sean Bateman (lillebror til American Psycho’s Patrick Bateman), som er lige så udsyret som de fleste af sine medstuderende. Udover de valgte hovedpersoner er der et pænt persongalleri at holde styr på. Man kan ikke altid være sikker på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, så det gælder om at læse med omhu – og nogle gange bladre tilbage.
En lidt pudsig detalje er, at man på en måde bliver kastet ind i handlingen. Bogen starter således: ”og det er en historie som måske vil kede dig men du behøver ikke høre efter, sagde hun til mig….”
Og lige så brat bliver man hægtet af til slut (”min hånd klemte hendes knæ, og hun”). Det giver en følelse af noget flygtigt, at man har været på visit i historien.
Jeg vil anbefale bogen (og hele trilogien) til alle, der kan klare mosten. Hvis man var ung i 80’erne, kan det måske blive et lille nostalgitrip tilbage til ”bratpack-tiden” (Bratpack=Judd Nelson, Molly Ringwald m.fl.). Alle bøger i trilogien er filmatiserede. ”Under nul” (Less than zero) er dog den eneste, der er filmatiseret i samtiden og er i øvrigt en typisk ”bratpack-film”.
- Log ind for at skrive kommentarer
En generationsroman om desillusionerede, maniske unge og moralsk forfald i 1980’ernes USA. Af forfatteren til den skræmmende ”American Psycho”.
”Uskrevne regler” er anden uafhængige bog i en amerikansk trilogi om 1980’ernes privilegerede og depraverede rigmandsbørn. Første bog hedder ”Under nul” og tredje og sidste bog hedder ”American Psycho”.
”Uskrevne regler” foregår hovedsaligt på privatuniversitetet Camden College, hvor man betaler ustyrlige mængder af penge for at feste igennem – og ikke meget andet. De ”studerende” unge skifter hovedfag for et godt ord, deres målløse søgen efter alt og intet ender oftest i en rus af sex, druk og stoffer. Fremtiden er ikke noget at beskæftige sig med – bare man har penge nok.
Og så er der jo lige den besværlige kærlighed – eller hvad det nu er. Hvem skal jeg kaste mig over i dag og smide ud i morgen?
Lidt forstemmende læsning – men absolut underholdende til trods. Sproget er åndeløst og i en hektisk tone, der er blomstrende talesprog og ubetalelige samtaler med misforståelser og snakken forbi hinanden.
Der er 3 overordnede hovedpersoner, og i hvert afsnit skifter synsvinklen. F.eks. møder man Sean Bateman (lillebror til American Psycho’s Patrick Bateman), som er lige så udsyret som de fleste af sine medstuderende. Udover de valgte hovedpersoner er der et pænt persongalleri at holde styr på. Man kan ikke altid være sikker på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, så det gælder om at læse med omhu – og nogle gange bladre tilbage.
En lidt pudsig detalje er, at man på en måde bliver kastet ind i handlingen. Bogen starter således: ”og det er en historie som måske vil kede dig men du behøver ikke høre efter, sagde hun til mig….”
Og lige så brat bliver man hægtet af til slut (”min hånd klemte hendes knæ, og hun”). Det giver en følelse af noget flygtigt, at man har været på visit i historien.
Jeg vil anbefale bogen (og hele trilogien) til alle, der kan klare mosten. Hvis man var ung i 80’erne, kan det måske blive et lille nostalgitrip tilbage til ”bratpack-tiden” (Bratpack=Judd Nelson, Molly Ringwald m.fl.). Alle bøger i trilogien er filmatiserede. ”Under nul” (Less than zero) er dog den eneste, der er filmatiseret i samtiden og er i øvrigt en typisk ”bratpack-film”.
Kommentarer