Et meget vigtigt stykke danmarkshistorie dokumenteres i glimrende værk om uropatruljen i en turbulent tid fra 1966 til 2001.
Frederik Strand er historiker og leder af Politimuseet i København. Han har stort set vendt samtlige skriftlige kilder, herunder fx avisskriverier, interne mødelokaler og de tidligere medlemmers personlige arkiver, og han har suppleret med grundige interviews med de fleste nulevende tidligere patruljemedlemmer, andre relevante politifolk samt repræsentanter for uropatruljens ”modstandere”, fx fra Christiania og BZ-bevægelsen. Det er det kommet et meget omfattende, grundigt og sobert værk ud af.
I offentligheden har urobetjentene ofte været fremstillet som en samling selvkørende voldsmænd, og der lægges da heller ikke skjul på, at patruljens medlemmer ofte har opereret lige til og somme tider over grænsen for legalt politiarbejde. Men der er også en anden mere ukendt side af patruljens virke: dens arbejde blandt narkomaner, hvor de ofte har engageret sig personligt for at hjælpe de sølle eksistenser. Som Strand skriver et sted, var uro’erne måske ikke narkomanernes bedste venner, men ofte var de deres eneste venner.
Det er et meget vigtigt stykke danmarkshistorie, vi får dokumenteret i dette glimrende værk om en turbulent tid fra Verdensbankdemonstrationerne over bl. a. BZ-bevægelsen, Byggeren, rockerbanderne, narkobagmænd til enhedens nedlæggelse. Man kommer godt ind i det helt specielle miljø med både korpsånd og en utrolig arbejdsindsats, der alle årene var enhedens kendetegn og ender med et meget nuanceret billede af vores nyeste lokale samtid.
Kommentarer