Anmeldelse
Underland : en rejse i dyb tid
- Log ind for at skrive kommentarer
En helt fantastisk rejse ned under jorden fra besøg i underjordiske huler og grotter til de dybeste miner, hvor atomaffald skal opbevares de næste 100.000 år.
Robert Macfarlane er britisk forfatter med stor viden inden for naturvidenskab. Han har skrevet mange bøger om mennesker og landskaber, og i de seneste år har han rejst jorden rundt for at opsøge steder, som ligger under jordoverfladen, fordi han mener, at ”at mørke kan være en genvej til klarsyn”, og at vi bliver nødt til at rejse ind i mørket for at søge viden og erkendelse og dermed bedre kunne forstå, hvad der sker i den tid, vi lever i.
Ud over beretningerne om de steder, forfatteren har besøgt, er der mange henvisninger til myter, sagn og litteratur, som beskæftiger sig med underlandet. Han når frem til, at der er tre opgaver, der går på tværs af kulturer og epoker: at beskytte det, der er dyrebart (f.eks. gravhøje og pyramider), at høste det, der er værdifuldt (minedrift) og at bortskaffe det, der er skadeligt (affald fra atomkraftværker).
Inden han påbegyndte sine rejser, fik han to ting forærende, som han skulle bære på sig hele tiden: en dobbeltstøbt bronzekiste på samme størrelse som et svaneæg, som han skulle skaffe sig af med på det dybeste og sikreste sted, hvor den aldrig kunne vende tilbage fra. Den anden ting var en ugle, som er skåret ud af en hvalknogle, den skulle hjælpe ham med at se i mørket.
Robert Macfarlane fortæller om sine besøg blandt andet i Mendip Hills i Somerset, han følger stjerneløse floder i Italien, opsøger ufremkommelige grotter i Lofoten og står på Knud-Rasmussen- gletcheren og kigger ned i de dybeste sprækker i Grønland. For hvert sted fortæller han om selve rejsen, hans –ofte farefulde - oplevelser og de mennesker, han har mødt. Nogle af stederne er meget dybt nede, mens andre er lige i jordoverfladen, som f.eks. et underjordisk socialt netværk, kaldet wood wide web, som består af svampearter, som forbinder træer med hinanden, noget som vi også kender fra Peter Wohllebens bøger.
Et af de gennemgående temaer er, om vi er gode forfædre, og her taler han om svimlende mange år - 100.000, eller om vi er godt i gang med at ødelægge den verden, vi kender. Er det for sent at gøre noget ved klimaforandringerne og konsekvenserne heraf?
Der er beskrevet mange skræmmende og ufremkommelige steder, men der er også steder med stor skønhed. Forsidebilledet dækker indholdet rigtig godt, det er en gengivelse af et smukt og farvestrålende maleri, som giver fornemmelsen af at se ned i en lysende og farlig underverden.
'Underland' er en bog, som har optaget mig meget, og den vil blive ved med at rumstere, men jeg vil også gerne indrømme, at det er en bog, som jeg havde meget svært ved at komme i gang med. Jeg har hele tiden haft ipad’en liggende ved siden af, for at jeg kunne slå nogle af de for mig uforståelige ord op, men da jeg pludselig fik hul på den, måtte jeg bare læse videre. Mange gange har jeg været nødt til at læse passager højt for hvem, der nu har været i nærheden.
The Guardian har udråbt bogen til at være en af de bedste fagbøger, som er udkommet i det 21. århundrede. Det er store ord, men et stor og tankevækkende læseoplevelse, det er den.
- Log ind for at skrive kommentarer
En helt fantastisk rejse ned under jorden fra besøg i underjordiske huler og grotter til de dybeste miner, hvor atomaffald skal opbevares de næste 100.000 år.
Robert Macfarlane er britisk forfatter med stor viden inden for naturvidenskab. Han har skrevet mange bøger om mennesker og landskaber, og i de seneste år har han rejst jorden rundt for at opsøge steder, som ligger under jordoverfladen, fordi han mener, at ”at mørke kan være en genvej til klarsyn”, og at vi bliver nødt til at rejse ind i mørket for at søge viden og erkendelse og dermed bedre kunne forstå, hvad der sker i den tid, vi lever i.
Ud over beretningerne om de steder, forfatteren har besøgt, er der mange henvisninger til myter, sagn og litteratur, som beskæftiger sig med underlandet. Han når frem til, at der er tre opgaver, der går på tværs af kulturer og epoker: at beskytte det, der er dyrebart (f.eks. gravhøje og pyramider), at høste det, der er værdifuldt (minedrift) og at bortskaffe det, der er skadeligt (affald fra atomkraftværker).
Inden han påbegyndte sine rejser, fik han to ting forærende, som han skulle bære på sig hele tiden: en dobbeltstøbt bronzekiste på samme størrelse som et svaneæg, som han skulle skaffe sig af med på det dybeste og sikreste sted, hvor den aldrig kunne vende tilbage fra. Den anden ting var en ugle, som er skåret ud af en hvalknogle, den skulle hjælpe ham med at se i mørket.
Robert Macfarlane fortæller om sine besøg blandt andet i Mendip Hills i Somerset, han følger stjerneløse floder i Italien, opsøger ufremkommelige grotter i Lofoten og står på Knud-Rasmussen- gletcheren og kigger ned i de dybeste sprækker i Grønland. For hvert sted fortæller han om selve rejsen, hans –ofte farefulde - oplevelser og de mennesker, han har mødt. Nogle af stederne er meget dybt nede, mens andre er lige i jordoverfladen, som f.eks. et underjordisk socialt netværk, kaldet wood wide web, som består af svampearter, som forbinder træer med hinanden, noget som vi også kender fra Peter Wohllebens bøger.
Et af de gennemgående temaer er, om vi er gode forfædre, og her taler han om svimlende mange år - 100.000, eller om vi er godt i gang med at ødelægge den verden, vi kender. Er det for sent at gøre noget ved klimaforandringerne og konsekvenserne heraf?
Der er beskrevet mange skræmmende og ufremkommelige steder, men der er også steder med stor skønhed. Forsidebilledet dækker indholdet rigtig godt, det er en gengivelse af et smukt og farvestrålende maleri, som giver fornemmelsen af at se ned i en lysende og farlig underverden.
'Underland' er en bog, som har optaget mig meget, og den vil blive ved med at rumstere, men jeg vil også gerne indrømme, at det er en bog, som jeg havde meget svært ved at komme i gang med. Jeg har hele tiden haft ipad’en liggende ved siden af, for at jeg kunne slå nogle af de for mig uforståelige ord op, men da jeg pludselig fik hul på den, måtte jeg bare læse videre. Mange gange har jeg været nødt til at læse passager højt for hvem, der nu har været i nærheden.
The Guardian har udråbt bogen til at være en af de bedste fagbøger, som er udkommet i det 21. århundrede. Det er store ord, men et stor og tankevækkende læseoplevelse, det er den.
Kommentarer