Anmeldelse
Udødelighedens eliksir af Gabi Gleichmann
Stort anlagt slægtshistorie skildrer jødernes og Europas historie gennem krige, inkvisitioner og familietragedier. Fortræffelig verdenshistorie, men som roman fungerer den desværre ikke rigtig.
Den barnløse Ari Spinoza ligger for døden af kræft i Oslo i 1999. Med hans død vil slægten Spinoza for altid forsvinde ud af historien, og derfor har han besluttet at nedskrive sin families historie, sådan som han som barn i Ungarn fik den fortalt af sin grandonkel Fernando. Familiens historie starter i Lissabon i 1100-tallet, hvor Baruch Spinoza bliver livlæge for den portugisiske konge. Baruch får blandt andet lov til at oprette en jødisk menighed i byen, og det er også ham, der får fremstillet den såkaldte udødelighedens eliksir.
Opskriften følger familiens førstefødte søn op igennem Europas historie – en historie som skildres ikke alene i kraft af nogle af familiens fremtrædende medlemmer, hvoriblandt både kan nævnes en filosof, en finansmand og en kommunist, men også ved at mange af verdenshistoriens autentiske fremtrædende personer indtager aktive roller i fortællingen (Hitler, Stalin, Voltaire, Freud, Einstein for blot at nævne nogle få). Den røde tråd i hele historien er - naturligvis - fristes man til at sig, når det drejer sig om jøder: Antisemitismen og jødeforfølgerne, som jo bestemt ikke blev opfundet af Hitler, men i den grad også var til stede i middelalderen og under inkvisitionen.
Gabi Gleichmann debuterer med denne murstensroman, og der er ingen tvivl om, at han har en omfattende viden at øse af. Bogen fremstår da også som en fortræffelig og anderledes indføring i vores verdensdels historie, men som roman fungerer den desværre ikke rigtig.
De mange korte kapitler og det enorme antal af forskellige personer, som man aldrig rigtig når at lære at kende, får fortællingen til at virke alt for opremsende og kalejdoskopisk. Selvom forfatteren forsøger at tilføje historien en del sex og humor (Hitler begår for eksempel ikke selvmord, men bliver slået ned med en stegepande!) forbliver hovedindtrykket en lille smule kedeligt og ligegyldigt.
Det fænger kort sagt ikke rigtigt, og det der med ’udødelighedens eliksir’ virker egentlig blot som et frugtesløst forsøg på at peppe historien lidt op og gøre den eventyrlig. Læsere af slægtsromaner skal nu nok finde frem til denne bog alligevel, men Geraldine Brooks ’Bogens folk’ (2011) med samme emnekreds fungerer langt bedre.
Stort anlagt slægtshistorie skildrer jødernes og Europas historie gennem krige, inkvisitioner og familietragedier. Fortræffelig verdenshistorie, men som roman fungerer den desværre ikke rigtig.
Den barnløse Ari Spinoza ligger for døden af kræft i Oslo i 1999. Med hans død vil slægten Spinoza for altid forsvinde ud af historien, og derfor har han besluttet at nedskrive sin families historie, sådan som han som barn i Ungarn fik den fortalt af sin grandonkel Fernando. Familiens historie starter i Lissabon i 1100-tallet, hvor Baruch Spinoza bliver livlæge for den portugisiske konge. Baruch får blandt andet lov til at oprette en jødisk menighed i byen, og det er også ham, der får fremstillet den såkaldte udødelighedens eliksir.
Opskriften følger familiens førstefødte søn op igennem Europas historie – en historie som skildres ikke alene i kraft af nogle af familiens fremtrædende medlemmer, hvoriblandt både kan nævnes en filosof, en finansmand og en kommunist, men også ved at mange af verdenshistoriens autentiske fremtrædende personer indtager aktive roller i fortællingen (Hitler, Stalin, Voltaire, Freud, Einstein for blot at nævne nogle få). Den røde tråd i hele historien er - naturligvis - fristes man til at sig, når det drejer sig om jøder: Antisemitismen og jødeforfølgerne, som jo bestemt ikke blev opfundet af Hitler, men i den grad også var til stede i middelalderen og under inkvisitionen.
Gabi Gleichmann debuterer med denne murstensroman, og der er ingen tvivl om, at han har en omfattende viden at øse af. Bogen fremstår da også som en fortræffelig og anderledes indføring i vores verdensdels historie, men som roman fungerer den desværre ikke rigtig.
De mange korte kapitler og det enorme antal af forskellige personer, som man aldrig rigtig når at lære at kende, får fortællingen til at virke alt for opremsende og kalejdoskopisk. Selvom forfatteren forsøger at tilføje historien en del sex og humor (Hitler begår for eksempel ikke selvmord, men bliver slået ned med en stegepande!) forbliver hovedindtrykket en lille smule kedeligt og ligegyldigt.
Det fænger kort sagt ikke rigtigt, og det der med ’udødelighedens eliksir’ virker egentlig blot som et frugtesløst forsøg på at peppe historien lidt op og gøre den eventyrlig. Læsere af slægtsromaner skal nu nok finde frem til denne bog alligevel, men Geraldine Brooks ’Bogens folk’ (2011) med samme emnekreds fungerer langt bedre.
Kommentarer