Velskrevet og tankevækkende bog om de mange tyskere, der kom til Danmark i 1945 på flugt fra Den Røde Hær, sætter også nutidens flygtningeproblematikker i relief.
I de sidste måneder af Danmarks besættelse ledte værnemagten over 200.000 tyske flygtninge fra især Østeuropa til Danmark. Deres historie er fortalt før, men fylder ikke meget i de gængse værker om besættelsen og befrielsen.
Museumsinspektøren ved Vardemuseerne gør det godt og sobert, dels ved at lade flygtningene selv få ordet gennem dagbøger, breve og erindringer, dels ved at beskrive den danske indsats, da myndighederne stod med ansvaret, da besættelsesmagten forlod landet. De sidste flygtninge vendte først tilbage til Tyskland i februar 1949.
Det var ikke en uproblematisk opgave. Flygtningene var absolut ikke elsket af den danske befolkning, men på den anden side stod man over for humanitære hensyn og skulle også stå til ansvar for handlingerne internationalt. Samtidig ønskede man at afnazificere flygtningene, der for en meget stor dels vedkommende var vokset op i Hitlerjugend og aldrig havde kendt andet end nazismen.
Løsningen var at indrette store lejre, hvoraf den største, Oksbøllejren, på et tidspunkt havde 35.000 indbyggere, og dermed var Danmarks femte største by. Da man samtidig gav flygtningene et vist kontrolleret selvstyre med egne myndigheder osv., kunne dette store samfund drives af blot 29 danske administrative medarbejdere.
Langt størstedelen af flygtningene var kvinder og børn, og den påfaldende, men naturlige, mangel på voksne mænd gav visse pudsige udslag, fx historien om ”Vater Deutschland”, en 17-årig dreng der angiveligt var far til 45 børn!
Kommentarer